São Paulo

Min første acai i laaaaang tid. Den var god.

Tilbage i Brasilien igen, denne gang i gigantiske São Paulo. Med 17 millioner mennesker står den som den største by i sydamerika efter Mexico City. Jeg bliver igen ramt af kulturchock, dog i en noget mindre grad denne gang. For pludselig er jeg anonym igen. Jo, folk kigger en del på mig, men det er i retning af "...han er godt nok høj ham der... og hvid... nå, hvad var det jeg skulle have til aftensmad..." - agtigt. Jeg forsvinder igen, bliver en del af mængden. Og jeg nyder det! Opsplitningen fra Cuba er forsvundet, jeg er en del af samme gruppe nu. Og jeg er endnu ikke blevet påduttet en eneste taxa.

Mine første 3 dage blev brugt på et hostel. Efter 16 dages intenst samvær med Eli havde jeg virkelig brug for bare at være alene.

"The Return of the Kilo Restaurants" kunne være titlen på mine første kulinariske oplevelser her. Basalt set fungerer de som en buffet, men man vejer så sin tallerken når man har fyldt den op og betaler for vægten af maden. Nu ved jeg at i hvert fald mindst éen af mine læsere nu griner højt og mener at jeg nu kommer til at spise mig fattig. Og ja, det er der bestemt en risiko for. Sidst jeg var her var der en maksimumspris. Den må de have fjernet siden jeg var her sidst...

Og heldigvis har de også et udvalg og en kvalitet som Cuba må kigge langt efter! Jeg har spist fantastisk godt her på det sidste. Den bedste kulinariske oplevelse indtil videre er uden tvivl en japansk restaurant jeg blev inviteret ud på af et par piger. Restauranten havde det fantastisk koncept: All-you-can-eat-sushi! Det var pigernes stam-restaurant, så de vidste præcis hvad de skulle bestille. Og så rullede sushien ind og jeg var i kulinarisk Nirvana :)

Efter 3 dages tullen rundt kom tiden til at prøve det der Couchsurfing-noget fra den anden side. Det sidste halve års tid har jeg hjemme i Danmark haft folk fra Rumænien, Japan, England,

Avenida Paulista er sydamerikas Wall Street.

Canada og USA til at overnatte på min sofa. For dem der ikke kender Couchsurfing-konceptet, så foregår det ved at man på www.couchsurfing.org opretter en profil og skriver om man har en sofa til rådighed eller måske bare er parat til at vise sin by frem. Og så kan andre skrive til en at de gerne vil låne sofaen på et givet tidspunkt. Og så simpelt er det faktisk. I og med at alting pr. definition er gratis er det en meget billig måde at rejse på. Men den største fordel her efter selv at have overnattet hos en couchsurfer, må siges at være netværket og de fantastiske mennesker man kan møde!

Alex + familie. Fantastisk søde mennesker!

Fyren hvis sofa jeg endte med at overnatte 4 nætter på hed Alex og er et af de mest hjælpsomme mennesker jeg nogensinde har mødt! Han boede godt nok i udkanten af Sao Paulo (hvilket vil sige ca. 1½ time i bil), men han kørte mig gerne ind til den nærmeste metro eller hjalp mig med hvad jeg nu havde brug for. Han gav mig sågar en portugisisk lektion i og med at han er lærer. Og hele hans familie var mindst lige så hjælpsom. De var af japansk herkomst, så jeg fik også et par japanske ord med i købet.

Et museum. Fik aldrig lige fat i navnet. De forskellige glaskugler indeholder vand fra alle floder i Brasilien.

Til forskel fra Cuba var jeg her ikke det mindste i tvivl om at alt hvad de gjorde for mig var af ren og skær

Museet set udefra. Flot park meget inspireret af Versailles.

næstekærlighed. Mit største problem var at jeg virkelig havde svært ved at se hvad pokker jeg kunne gøre for at give dem lidt igen! Jeg forsøgte at være så god en gæst som muligt og et eller andet må have virket, for hele familien sagde flere gange at jeg var velkommen tilbage til hver en tid. Det bringer næsten tårer til mine øjne at møde så fantastisk venlige mennesker :) Jeg håber at jeg kan give lidt tilbage til CS miljøet næste gang jeg er i stand til hoste igen.

Fredag aften var jo fredag aften så vi skulle naturligvis feste. Alex er en del af CS miljøet her i Sao Paulo (hvilket er pænt stort, deres ugentlige møde når gerne 150 mennesker. På en tirsdag vel at mærke). Så vi smuttede til en privat fest med ca 50/50 brasilianere og udlændinge. Alle sammen meget søde og venlige mennesker. Det var bl.a. her jeg mødte de piger jeg spiste sushi med søndag.

Forskellen mellem mine 3 dage alene på et hostel (der var næsten fuldstændig tomt) og de 4 dage som CS gæst er slående. Ja, nogen gange er jeg en loner og ynder at være helt alene, bare mig. Og så derefter ind i hjertet af en familie med hyppige smut direkte ind i hjertet af paulista'erne (navnet for beboerne af Sao Paulo) var noget af en oplevelse.

Couch Surfing venner.

Nå, så har jeg vist også fået rost CS nok. Nu må jeg bare håbe at jeg også kan finde nogle spændende CS'ere i Rio.

Tilbage til Sao Paulo, så kunne jeg nu nemt falde for den by hvis det ikke lige far fordi den ikke har nogen strand. Den er gigantisk på alle leder og kanter. Heldigvis er den nem at finde rundt i pga. det velfungerende metro net. Jeg kan godt lide metroer, en nem og hurtig måde at komme rundt på. Og der er meget at komme rundt til her.

Jeg fik endelig købt mig et par guide bøger i en gigantisk bogforretning (nøj, det var en god forretning, sååååååå mange bøger :)) på Avenida Paulista, en gade der svarer nogenlunde til Wall Street vil jeg tro. Den er hovedåren for den finansielle sektor i Sao Paulo og sikkert også hele Brasilien. Den består af gigantiske glas og beton monsterstore bygninger, hvor man godt kan føle sig lidt som en bondeknold og bare stå og stirre. Folk her er yderst velklædte i jakkesæt og pænt forretningstøj mens de skynder sig langsomt (som brasilianere nu gør) til frokost og tilbage til deres møder.

Med privat guide oplevede jeg Mercado Muncipal markedet, der består af en gigantisk hal med små boder overalt. Her kan man smage på alt, hvad der nu er menneskeligt muligt at smage på. Som paulista'erne siger, hvis det ikke kan købes i Sao Paulo, så kan det ikke købes i Sydamerika. Et helt fantastisk farvestrålende sted.

Og jeg ved at der er mindst et par stykker derhjemme, der vil blive lettere misundelige over den nemme adgang, man har til acai hernede. Jeg tror nu at brasilianerne er blevet lidt for vant til denne luksus, for de har det med at proppe alt muligt unødigt snask oven i min acai!

Inde i Mercado Municipal. Spændende sted med alverdens mad. Og smagsprøver :)

Banespa bygningen er ejet af en bank, men de har alligevel gratis ture til toppen af denne gigantiske bygning. Nu har jeg generelt ikke specielt meget højdeskræk, men her oppe fra må jeg nu indrømme at denne ikke-specielt-meget højdeskræk allivel gav mig gevaldige ørne-størrelse sommerfugle i maven. Især fordi gulvet skrånede udad mod muren. Der var altså gevaldigt højt ned!

Men sikke en udsigt! Jeg håber at vidoen kan give et indtryk af hvor stor den her by egentlig er. En anden ting, der er værd at skrive hjem om er nattelivet. Med en enorm by fyldt op med brasilianere giver det fin mening at der altid er en fest at finde her. Rua Augusta svarer lidt til Jomfru Ane gade i Ålborg, bare i så meget større målestok. Altid proppet med festklare mennesker. Vi smuttede i byen lørdag aften, en aften der også havde en anden stor begivenhed: UFC 126! For dem der ikke ved hvad UFC er, google det. Kort sagt: Stor kampsportsbegivenhed og noget jeg er pænt bidt af. Og netop denne UFC havde som det helt store trækplaster en mesterskabstitelskamp mellem Anderson Silva og Vitor Belfort, der begge er brasilianere. Kampsport er en stor ting i Brasilien og rigtig mange folk jeg snakkede med vidste udemærket godt hvad det her gik ud på.



Vi fandt en bar med skærme på væggene, der viste UFC. Og der var proppet! Da hovedkampen begyndte gik folk amok! Iøvrigt en rigtig, rigtig god kamp! En ting der til gengæld overraskede mig var at så vidt jeg kunne forstå støttede de 2 kæmpere 2 forskellige fodboldhold. Og da Brasilien er gennemsyret af fodbold, var dette at hælde en god portion ekstra benzin på bålet! Mildest talt gik folk amok, da kampen sluttede ganske hurtigt og spektakulært!

En billede fra den sportsbar hvor vi så UFC 126, Anderson Silva mod Vitor Belfort. Folk gik  ret meget op i det.

Jeg har fået snakket en del portugisisk på det sidste. De første par dage var jeg helt rundt på gulvet efter 16 dage med spansk, men jeg vil faktisk sige at mit portugisiske er lige så godt som mit spanske nu (hvilket nu ikke er specielt godt. Men jeg kan gøre mig forståelig. Og jeg kan forstå hvis folk snakker meget langsomt og med nemme ord til mig). Jeg har skrevet mig op til et 2-ugers sprogkursus i Rio fra på mandag. Ikke ligefrem billigt, men det er trods alt en del af grunden til hvorfor jeg er her: Jeg vil lære portugisisk. En af grundende er lettere fjollet: Jeg så en liste over 10 ting man skal gøre før man får det sorte bælte. Et af punkterne var at lære portusisisk så man kunne skælde ud på dommeren til turneringer. Men ellers er jeg bare generelt glad for sprog og (brasiliansk) portugisisk lyder bedre end spansk. Jeg overvejer om mit næste sprog ikke skal være italiansk, det er efter min mening det smukkeste sprog i verden.

Nåja, og så skal der snart trænes Jiu Jitsu igen. Efter 3 uger uden træning trænger jeg virkelig til at få rullet. Planen er at træne hos Bolao i Rio, jeg har netop kontaktet ham idag. Mmmmm, det bliver godt :)

Tiden flyver, jeg har vist lige rundet de 5 uger. Og uden at røbe for meget, så fik jeg idag en nyhed hjemme fra bandet, der var meget, meget tæt på at få mig til at købe en billet hjem nu og her! Jeg kan desværre ikke røbe det her, men jeg brugte et godt stykke tid på at tale i meget store ord om dårlig timing!

Nå, jeg sidder nu i bussen mod Rio. Jeg vil lægge computeren fra mig og se og få læst noget i min Lonely Planet Rio de Janeiro guidebog. Med ca. 1½ måned i Rio skal jeg have lært byen rigtig grundigt at kende. Og snart er det tid til at ligge solen på stranden ved Ipanema. Mmmmmm, snart.... :)

Mercado Municipal udefra.

Merado Municipal set oppefra.