Trinidad, Spiritus & Gamma Ray

Trinidad er kendt som en turistby, ca 75k indbyggere, pænt gammel arkitektur osv. Desværre var vejret generelt ret skidt de dage vi var der hvilket lægger en dæmper på min kamera aftrykker-finger. Men det er en meget charmerende by, små smalle gader i et meget bakket landskab. Som sagt er det en turistby hvilket betyder at hver anden person man render ind i er turist. Det er jeg ikke så stor fan af da det betyder at byen har indrettet sig derefter. Derfor fandt vi også souvenir butikker overalt og jinteros på hvert gadehjørne. Jintero er de fyre, der forsøger at overtale turister til at bruge turistvalutaen på lige netop dem. Det være sig på taxier, de casa particulares som de får procenter fra, de cigarer af "topkvalitet" som de gerne sælger en i lyssky gyder eller helt vildt gode veksel muligheder.

Folk som man for det meste bør undgå.

Alt det her er med til at gøre det pænt svært at se selve byen for bare turisby. Men ok, så må man jo bare se bedre efter.

Og det gjorde vi så, for vi endte med at have rigeligt med tid her. Havde vi bare vidst at Trinidad var som et sort hul, der tiltrækker turister for aldrig at lade dem slippe afsted igen... Nåmmen mere om det senere.

Det blev lørdag aften og vi besluttede os for at smutte i byen. Vi havde fået anbefalet et disco her i byen af nogle danskere vi mødte i den forrige by, Cienfuegos. Dette skulle være et diskotek dybt nede i en klippehule. Vi nåede frem til stedet og det var faktisk et ret spændende sted. Den massive bas, der normalt kendetegner store diskoteker væltede op af en smal indgang i klippesiden. Vi nåede dybere og dynere ned, det var faktisk et ganske spændende sted. Drypsten og stalakmitter eller hvad det nu hedder overalt. Og en tæt menneskemængde der bevægede sig i takt til musikken.

Jeg hyggede mig det meste af aftenen og og natten. Snakkede og dansede med bøde danskere, tyskere og andre i løbet af natten. Jeg brugte også lidt tid på at danse med en høj sort pige indtil jeg fandt ud af at det vist alligevel ikke var en pige. Nok er jeg på eventyr, men der må være grænser...

Kvalitetsrom kostede det samme som øl. Det blev en lang, lang nat og en pænt hård søndag. På vejen hjemad gik det hverken værre eller bedre at vi for godt og grundigt vild. I natten er alle katte grå og alle huse og veje ligner hinanden. Naturligvis var det ikke til at opspore en taxi når man endelig havde brug for en. Det lykkedes dog til sidst at finde hjem takket være nattens eneste taxi.

Søndagen var ikke så sjov. Vejret var skidt, jeg havde tømmermænd og oven i købet føltes det som om jeg var ved at blive syg. Crap. Først tirsdag var jeg ved at være helt rask igen. Det kunne have været værre, vi tog til stranden mandag selvom der var overskyet. En virkelig lækker strand til gengæld, rent turistparadis, dog overskyet langt det meste af tiden. Til gengæld var luften og vinden dejlig varm. Og når jeg nu er ved stranden så skal man altså også i vandet :) Det var som altid dejlig varmt. Mmmm, ved havet føler jeg mig hjemme, er der noget bedre end at kaste sig i varme blå bølger?

En cubansk skole med tilhørende propaganda.

Ah, matematik :)

Valentin, vores host i Trinidad. Super flink fyr.

Ja, nu er jeg jo arbejdsløs. Et muligt job i fremtiden?

Et ikke ualmindeligt syn. En gammel italianer og en unge cubansk pige.

Ummmmm, kokos...

Et standard casa-particular-værelse. Min tur til at have dobbeltsengen :)

Lidt standard propaganda.

De to hollændere vi blev ved med at rende ind i!

Den her gut påstod at det var ham, der var model til statuen for 28 år siden...

Vi ville gerne have været afsted til byen, der deler navn med det kendte tyske power metal band, Gamma Ray. Eller, sådan udtales det i vert fald med cubansk accent. Camaguey hedder det ifølge byskiltet, men Gamma Ray vil det for altid hedde i mit hoved.

Det skulle vise sig at være pænt svært. Den eneste bus, der kører fra Trinidad kører kl 8 om morgenen. Og som vi hørte fra nogle hollændere vi rendt ind i var det en lille 8-mands bus. Så giver det pludselig mening hvorfor så mange jinteroes tilbød taxier til alle mulige andre byer! Af en eller anden grund tilbød kun få af dem kørsel til Gamma Ray, og dem der gjorde, krævede at bilen blev fyldt op. Endelig efter lang, lang snak med alle mulige fandt vi frem til at den bedste fremgangsmåde var at tage til den nærliggende by, Sanctus Spiritus, hvorfra der var mange busser til Gamma Ray.

Men nu er jeg lidt for langt fremme i historien. Eli har den fremragende egenskab at hun er fantastisk til at falde i snak med manden på gaden. Den ene gang efter den anden møder vi spændende mennesker alle mulige steder. Denne gang faldt hun i snak med en meget ivrig og snakkesalig gut i 50'erne, der solgte mig et par glimrende sandwiches. Snart var vi inviteret til at komme og spise hos ham om aftenen (for en pris naturligvis), og vi endte med også at overnatte næste nat i hans casa particular.

En ganske foretagsom herre, der også fik os overtalt til at tage en salsa lektion hos ham om aftenen efter middagen. Der var nu ikke så svært. Vores underviser var en ung køn pige, der ikke sagde så meget, men hurtigt fik genopfrisket den smule salsa jeg nu kan. Men for pokker altså! Det er meget, MEGET mærkeligt at danse med en pige, der insisterer på at føre! Meget, meget mærkeligt...

Men sjovt var det nu. Salsa lektion på Cuba. Sjovt minde at have.

Fyren havde en del guldkorn at øse ud af. Under salsa lektionen kom han pludselg med en flaske rom og hældte et glas op til mig. "El ron de Cuba es el gazoline del Salsa" eller hvordan man nu skriver det på spansk. "Cubansk rom er benzin der driver salsaen" kan det oversættes til.

Et andet guldkorn kom da han opdagede at Eli og jeg kun er rejsekammerater og straks begyndte at flirte med hende: "Mænd er som biler. På samme måde som biler skal have skiftet dæk ind imellem bør mænd også udskifte deres kvinder".

Sanctus Spiritus opførte sig som Danmark. Det ene øjeblik strålende sol, det næste regn i stride strømme. Vi havde omkring 3 timer før bussen til Gamma Ray dukkede op. Byen havde omkring 100k indbyggere og det var en meget lidt en turistby hvilket kunne ses på den totale mangel på souvenir boder. Desværre fandtes der heller ikke et eneste sted i byen, der solgte vand på flaske.

Byen var ganske fotogen. Næsten blå himmel, mange smukke bygninger, markeder og andre spændende ting. Eli kunne til gengæld slet ikke forstå hvordan jeg kunne finde på at bruge tid på at få rengjort og pudset mine sko når der nu var så meget at se. Men jeg har aldrig prøvet at få pudset sko hos en vaskeægte gammeldags skopudser på gaden så jeg så det som en oplevelse. Derimod syntes jeg at jeg har set rigeligt med kirker og sjove statuer på det sidste.

Nå, vi kom videre mod Gamma Ray. Fænomenet med casa particulares har i Cuba medført nogle ganske solide telefonkæder. Både i tilfælde af at værten i det hus man nu banker på døren ikke har et rum ledigt og derfor kan ringe til sine nærliggende venner. Men også så man kan sende gæster videre til sine venner i andre byer på Cuba. Jeg går ud fra at hvis man gør sine venner vennetjenester, så går det også den anden vej på et tidspunkt.

Så vi havde allerede arrangeret overnatning, morgenmad og aftensmad i Gamma Ray da vi ankom. Og rent faktisk også i Santiago de Cuba når vi engang ankommer dertil. Det var min tur til at have den lille seng, hvilket skulle vise sig at være en seriøs nitte at trække. Uden tvivl den værste seng jeg nogensinde har skullet forsøge at falde i søvn i...

Gamma Ray var en ganske charmerende småstor by på vel 300k mennesker. Kendetegnet ved små labyrint-agtige veje for at forvirre pirater i tidligere tider samt utallige lerkrupper for at opsamle regnvand pga. vandmangel, gør den idag sit bedste for også at lade nutidens turister fare godt og grundigt vild. Ganske rar by at få et par øl i om aftenen. Og mange seværdigheder i form af kirker og andre seværdigheder. Den har i 2008 fået kategoriseret flere bydele som en del af den menneskelige kulturarv af UNESCO.

Vores dag i denne by blev velsignet af blå himmel og strålende solskin langt det meste af dagen. Og det var vireklig, virkelig varmt. Så varmt at de lokale brokkede sig over det. Vi så ikke nogen temperaturer, men mon ikke temperaturen lå på mindst 35 grader. Vores besøg på en ellers virkelig smuk kirkegård blev betydeligt forkortet af det faktum at det ikke rigtig var til at opholde sig ude i solen!

Byerne og dagene begynder at ligne hinanden. Den her måde at rejse på og hver dag se noget nyt er ikke så tiltrækkende længere. I nat ankommer vi til Santiago de Cuba, øens næst-største by. Her er planen at blive 2-3 dage indtil vi tager monster-turen på 14 timer i bus tilbage til Havana for at nå flyet på mandag. Jeg har efterhånden lyst til at rejse alene igen. Prøve ting alene, lave de fejl jeg nu kommer til. Ingen tvivl om at turen sammen med Eli har gjort alting meget lettere og billigere for mig. Og jeg har set og oplevet en masse spændende ting jeg aldrig var rendt ind i alene.

Men, her i løbet af de sidste dage jeg har på Cuba tror jeg at jeg trænger til at stå helt på egne ben. Og så må mit spanske briste eller bære. Altså, hvor galt kan det komme til at gå? :)