Tajs' forunderlige rejse: Santiago de Cuba

Der er alså bare et eller andet ved kystbyer. Hvis en by ikke har et hav, så mangler der bare et eller andet. Så for mig var det en fryd igen at se havet som Santiago de Cuba ligger ud til. Santiago er den næststørste by i Cuba med omkring 450k indbyggere. Stemningen og bygningerne er igen lidt anderledes end de andre steder vi har set. Midt umiddelbare indtryk er at den er lidt mere vild end de andre byer vi har set, måske med undtagelse af Havana.

Netværket tilbage til Valentin fra Trinidad havde sørget for endnu et rigtig godt casa particular til os. Det virker som en god idé at lade de mennesker vi syntes er rigtig søde finde steder at bo for os, for de vil for det meste også have søde og hjælpsomme venner.

Så den familie vi boede hos i Santiago de Cuba var ganske spændende. Rigtig pænt hus de havde, der var planter overalt som billederne viser. Som vi senere fandt ud af var mange af planterne beregnet til brug i naturmedicin. Og måske kan nogle genkende den træstamme med 3 stokke stikkende ud som en wing tsun dukke. Det viste sig at sønnen i huset selv havde lavet den og trænede så meget som han nu kunne komme til. Han var desuden fysioterapeut og arbejdede på det lokale hospital med bl.a. børn. Valentin havde desuden over jungletrommerne ladet familien vide at Eli havde det skidt både pga. nogle personlige problemer og kærestesorger som jeg ikke vil komme ind på her. Opgaven med at få hende til at få det bedre tog han på sine skuldre med stor beslutsomhed.

Køkulturen i Cuba er lidt anderledes fra hvad vi er vant til i Danmark. Billedet til venstre indeholder en cubansk kø for at nå frem til isboden længst til højre i billedet. De fleste kan sandsynligvis finde en kø i billedet. Men hvad der måske ikke fremgår nær så tydeligt for alle er det faktum at alle personerne i billedet befinder sig i køen! Konceptet fungerer således at når man når frem til noget, men gætter på er en kø (for det kan være svært at tyde til tider) er at man stiller spørgsmålet "Ultimo?" ("Sidste?") til køen, hvorefter sidste person svarer "Yo!" ("Mig!"). Derefter er man nu hægtet bagerst i køen og man kan placere sig hvor man vil i nærheden af køen. Når nu næste person gerne vil bagerest i køen skal man blot huske at svare "Yo!" når spørgsmålet bliver stillet. Men ellers har de andre i køen som oftest et ganske imponerende overblik over andres placering i køen. For de edb-kyndige der evt. måtte læse denne blog fungerer det ganske som en linket liste. Det er en køkultur som jeg skiftevis har moret mig kosteligt over og irriteret mig pænt meget over. Et minus er, at det kan være pænt svært at vide hvor lang tid det vil tage at komme igennem køen, da det ikke er til at vide, hvor mange der egentlig befinder sig i køen. F.eks. mener jeg at det tog os omkring 45 minutter endelig at nå frem til isboden. Og her takker jeg guderne for at Eli havde opfanget at systemet her var sådan at man skulle medbringe sin egen kop! Sådan en kunne man nemlig ikke købe ved selve isboden, den skulle naturligvis medbringes hjemmefra eller købes af meget uofficielt udseende gut med en stor beskidt plastikpose med (heldigvis ganske rene) plastikbægre.
Nåmmen isen var iøvrigt fin nok. Kø-konceptet gentager sig også alle mulige andre steder. Foran restauranter, ved busstuppesteder osv. Det blev lidt en sport til sidst at sige "Ultimo!" og se hvem der så sprang frem og svarede.

En imponerende flot plads (eller i det mindste imponerende) er Plaza de revolucion i Santiago de Cuba. En gigantisk statue af en hest der udspringer af noget klippe med en gut ovenpå. Altså ovenpå hesten. Jeg fandt aldrig ud af hvem det var, men et bud på enten Marti, Fidel eller Che plejer at ramme plet. Jeg må sige at figuren var rigtig flot. Der var også nogle enorme og pænt spidst udseende metalbjælker. Og så var pladsen stor. Sådan rigtig stor. Ganske forståeligt at der her i denne by skulle gøres lidt ekstra ud af en revolutionsplads. Det var i denne by at Fidel først trådte frem offentligt og erklærede at revolutionen havde sejret.

En virkelig smuk oplevelse var at opleve den gamle borg ved navn Morro. Meget velholdt og med en fantastisk udsigt, var den også scenen for en lille ceremoni der finder sted hver aften ved solnedgang. Jeg har optaget en video med ceremonien, men den blev pænt stor, lad os se om jeg kan få den uploadet...

Men det mest fantastiske, som det både fremgår af min video og billederne, var nu kombinationen af udsigten, vejret og beliggenheden. Det var simpelthen virkelig, virkelig smukt! Blå himmel næsten overalt, blåt hav så langt øjet rækker, lyden af bølgerne langt, langt under os og så solens varme ståler. Jeg ønsker at i alle sammen får mulighed for at opleve det en dag :) Ceremonien var flot og kanonen larmede helt vildt. Mine ører ringede huskede i hvert fald larmen nogle minutter efter.

Følgende video håber jeg giver et billede af hvor smukt der egentlig var. Og så lige en disclaimer: 3 timers søvn og stadig lidt tømmermændsrester...

I det hus vi boede i var der 3 italianere, der havde reserveret værelser efter os. Men de 2 af dem endte med at smutte igen, da de højt og tydeligt erklærede at de havde planer om at tage mange, mange piger med hjem! Og de derfor ville have enkeltværelser. Og når de nu snakker om piger, så mener de i det her tilfælde prostituerede. Dem er der pænt mange af i Cuba, ikke sådan at de tydeligt står på gaderne, men det sker da at jeg får tilbud. Især når jeg ikke har Eli med som bodyguard. Selv en blond australsk pige jeg snakkede med havde fået tilbud, dog fra fyre. Eli var ikke helt tilfreds med at hun på et tidspunkt fik tilbud fra nogle piger, der sagde at det kostede ekstra for lesbiske (hvilket hun altså ikke er). Det var ikke et unormalt syn at se en ældre sugar daddy (ofte af italiansk udseende) med en ung sort pige. Jeg tror sågar jeg så en "moden kvinde", der opførste sig ganske forfjamsket omkring den her unge meget sportstrænede sort fyr. Altså, man ved aldrig, men som oftest bliver ordet "romantica" her ledsaget af den internationale håndbevægelse for penge. Vi så sågar en plejehjems-klar gammel italianer med en omkring 40-årig sort kvinde da vi var på hospitalet.

Ah ja, hospitalet, nu kommer jeg lige foran mig selv her...

Jo, den sidste uge har min mave drillet. For at sige det pænt, så har jeg haft lettere nervøs mave siden jeg fik tilbudt en, iøvrigt rigtig godt, kop ekspresso. Det var irriterende, men ikke så galt at jeg gad gøre noget seriøst ved det. Det gik jo nok over af sig selv. Men fredag morgen vågnede jeg op og havde det pænt skidt. Det endte med seriøs diarré og 39 i feber. Det mente Eli og mine værter at jeg nok hellere måtte se en læge for. Fair nok, jeg havde det ikke specielt godt.

De kaldte det vist noget i retning af Det internationale hospital, eller Den internationale læge eller sådan noget. Det var ret småt, en enkelt læge eller 2 måske, et par sygeplejersker og et mini-apotek. Lægen var flink nok, talte endda lidt engelsk. Han nåede frem til at jeg nok bare havde fået en bakterieinfektion af en slags og gav mig en stak piller for det.

Selve klinikken så pænt smadret ud, som det meste andet på Cuba. Som om det bliver holdt rent, men når ting går i stykker, så bliver de kun nødtørftigt repareret. Apoteket til gengæld så ud til at være i fin stand.

Da jeg kom hjem mente vores værtinde at der kunne gøres lidt mere, så hun fik fat i en alternativ-behandlings-gut, der åbenbart havde gode evner til at få sådan en mave til at fungere igen. Og jeg må indrømme at gutten kunne sit kram, der gik ikke lang tid før jeg havde det betydeligt bedre.

Vores virkelig søde familie i Santiago de Cuba

Det var helt trist at sige farvel til vores familie. De havde været super hjælpsomme hele vejen igennem. Og de er nogle rigtig dejlige mennesker. Virkelig dejligt når man er så heldig at rende ind i den slags mennesker ved privat indkvartering.

Dem her lignede hobitter mere end nogle andre vi mødte.

14-timers turen tilbage til Havana var ikke så sjov, jeg er bare ikke god til at sove i busser. Men Havanas charme hjalp på det hele, bare det casa particular familien i Santiago havde fundet til os var en fornøjelse. Fra altanen var der udsigt til Malecón området, der er en lang og smuk strækning langs havet ved Havana. Og det lå dejligt tæt på centrum. Så vi havde mulighed for at få sagt ordentligt farvel til Havana før vi skulle afsted.