Jeg har tænkt dette indlæg som en slags refleksion over hvad jeg egentlig har oplevet i mine 16 dage på Cuba. Og som en undskyldning for at vise den her helt fantastiske video af en gammel dansende cubansk gut.
Som jeg har nævnt tidligere var det lidt et kulturchock i starten. Jeg tror at noget af det der står tilbage som det største indtryk var den forskel, der er på cubanere og turister. Det er næsten om en slags apartheid, så skarp er opdelingen. Man er ikke et sekund i tvivl om hvem, der hører til hvilken "klasse".
Set fra cubanernes side er der flere ting, der spiller ind. De ser turisterne komme og smide om sig med penge, de slet ikke kan hample op med selv. Hvad jeg hørte var, at en almindelig standard løn på Cuba ligger på omkring 2-300 cubanske pesos. Og da der går 24 cubanske pesos på en cuc (pesos convertible, den er lige lidt mere værd end en dollar), har vi 300 cubanske pesos = 12,50$ = 75kr. Jeg håber virkelig at jeg har misforstået det, for det er jo absolut ingenting. En liter benzin ligger f.eks. på mellem 1 og 1.45 cuc i Cuba. Derfor er rigtig mange nødt til at supplere deres løn med indtægter fra turristerne.
Set fra dette synspunkt giver det god mening at turister bliver overfaldet af tilbud om taxier osv. Vi oplevede ikke på noget tidspunkt noget kriminelt, bl.a. fordi der bliver slået meget hårdt ned på f.eks. tyverier og ovefald fra statens side. Men vi blev tit og ofte snydt, eller prisen blev sat så højt som de nu kunne presse den op. Jeg har ikke noget imod at betale mere end cubanerne, men jeg bryder mig virkelig ikke om at blive snydt.
På den anden side er det svært at bebrejde cubanerne. Set fra deres økonomiske udgangspunkt har vi jo penge som svin. Og lidt ekstra penge for dem kan betyde en månedsløn, mens det ikke gør den store forskel for os.
Det gør det bare svært at bygge broer mellem cubanere og turister. Der har ikke været mange mennesker, vi har følt vi kunne stole på. Flere gange har vi snakket rigtig godt med en eller anden, hvor det senere har vist sig at det fra deres side udelukkende har været en forretning. Lidt trist.
Men så længe den økonomiske forskel mellem turister og cubanere er så stor, så vil der ikke være meget at gøre ved det. Vi blev også fortalt flere gange at mange ikke bryder sig om at gøre det hårde arbejde og i stedet foretrækker at tjene lettere penge på turisterne.
Til gengæld så fortæller cubanerne at det går fremad. De har f.eks. idag lov til at huse turister og tjene penge på det, det har ikke været muligt tidligere. Godt nok skal de betale 200 cuc om måneden til staten for denne mulighed, men for de fleste kan det stadig betale sig. Cubanerne må ikke selv have internet, men vi hørte at f.eks. folk, der læser datalogi har mulighed for adgang. Så der er en vis fremgang at spore. Vi så adskillige nyere biler på gaderne, for det meste af asiatisk herkomst. Mange unge gik rundt med mobiltelefoner. Det går godt nok langsomt, men der *er* altså fremgang.
Selvom cubanerne ikke har det nemt, så er de stadig gode til at feste når der skal festes. Især at danse og spille musik må man sige at de er fænomenale til. Godt nok nåede jeg at blive seriøst træt af den evindelige salsa-agtige musik, men det er jo heller ikke ligefrem min yndlingsgenre. Eli til gengæld nød det, men hun er også fan af genren. Generelt var det øl eller rom, der kom på bordet når der skulle festes. Deres øl er generelt frisk og perfekt til at køle ned i varmen, men jeg blev nu endnu gladere for deres rom. Dog så vi stort set ikke nogen alkoholikere. Det virker ikke til at være en del af deres kultur.
Den cubanske mad er ok, men heller ikke mere. Det er ikke her man skal tage til for at finde store kulinariske oplevelser. Nardos i Havana var god, men den stod også ud som et særtilfælde. De fleste steder fik jeg meget af det samme. Det var som om valget stod på kylling, fisk, svin eller ko, det hele stegt på panden. Og gerne serveret med ris, salat og friturestegt banan til. Og stakkels Eli, cubanerne forstår ikke helt konceptet med at være vegetar...
En ting jeg lærte af Eli er hendes fantastiske måde at starte samtaler med cubanerne på. Godt nok er cubanere generelt glade for mexicanere, men jeg har nu hugget en del af hendes fremgangsmåde. For det var tydeligt at se hvordan selv folk, der bestemt ikke var særligt villige til hjælpe hurtigt åbnede op og begyndte at øse ud af hjælp. Nu skal jeg så bare lige have lært sprogene, så skulle jeg være godt kørende.
Jeg er nu rigtig, rigtig glad for at have oplevet Cuba. At opleve stemningen, menneskene, bygningerne, landet, vejret, kommunismen, "apartheid'en" osv. har været det hele værd. Og mere til. Og det er altså sjovt at når man lærer andre kulturer at kende, så mærker man tydligere forskellen i sin egen kultur. F.eks. en ting som den Thors hammer jeg har om halsen, den betyder mere for mig efter at have rejst, fordi jeg tydeligere mærker min kulturelle arv når jeg er væk hjemmefra.
Et problem som Cuba står med fødderne plantet solidt midt i er forurening. Efter som 90% af alle biler, lastbiler og motorcykler er mildest talt oldgamle, så oser de alle så meget, at de ikke ville have et snefnugs chance i helvede for at gå igennem et syn. Det betyder at når man går i Cubas gader, så må man tit holde vejret indtil de kæmpestore sorte røgskyer er drevet forbi. Pænt ubehageligt. Og det ser ikke ud til at der er en løsning på vej foreløbig. Der er lidt nye biler på gaderne rundt omkring, men ikke nok til at løse problemet foreløbig.
Cuba er en lille perle. Historien er blodig, men cubanerne er generelt glade og smilende. Jeg håber at det uungåelige fremskridt kommer hurtigt, men at de vil være i stand til at bibeholde deres kerne og ikke tabe deres cubanske hjerte til de nemme penge i turismen. Øen er uendelig smuk og det siger jeg selvom jeg mest kun har set byerne. Det af naturen jeg har oplevet har været mindst lige så smuk. Det har været en enorm oplevelse at opleve Cuba mens det stadig er et uland under Fidel. Og det på godt og ondt. Nu må det styre gerne snart ryge...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar