Santa Clara

Første stop på vores tur gennem Cuba var Santa Clara, en by som Wikipedia fortæller har over 200.000 indbyggere, men som for os ikke virkede specielt stor. Måske de tæller oplandet med i det tal? Byen blev grundlagt af en række familier fra havnebyer nordpå, der var blevet trætte af at blive plyndret af pirater.

En ting, jeg virkelig ærgrer mig over er, at jeg ikke har nogen turist-bog om Cuba. Jeg tænkte at sådan en finder jeg da bare i Cubas lufthavn, men så let skulle det ikke være. Det er ikke til at opdrive sådan en her i landet. Generelt er det nærmest umuligt at finde noget som helst amerikansk pga. handelsblokaden.

Så da jeg faldt i snak med en hollandsk dame i bussen hertil med en Lonely Planet guide til Cuba lånte jeg den med stor glæde resten af busturen! Hun var desværre hverken til at hugge eller stikke i da jeg forsøgte at overtale hende til at sælge mig den. Så var gode dyr rådne. Det bedste jeg lige kunne komme på var at tage billeder af de vigtige sider. Så resten af busturen så mig sidde med kameraet og tage billede på billede. Så nu har jeg da lidt mere information om det land jeg befinder mig i.

Skræmmende så meget man kan komme til at regne med at Google og Wikipedia bare er ved hånden...

Det går bedre med at kommunikere med de indfødte. Jeg må stadig ofte give fortabt med at forklare et eller andet, men oftere og oftere lykkes det. Dagens lektie er at jeg skal tale meget langsomt og a-r-t-i-k-u-l-e-r-e!

Nå, men vi kom jo så til Santa Clara. Det er blevet varmere og varmere de sidste par dage og vi har set mere og mere til solen. Virkelig dejligt, men jeg mener altså at solen bedst nydes i nærheden af eller på en strand. Det har Santa Clara desværre ikke, men vi fik til gengæld set og taget billeder af det meste af hvad byen har af seværdigheder. Den her måde med at rejse fra by til by og bruge et par dage på at udforske den har jeg ikke rigtig gjort før. Men jeg kan mere og mere se pointen ved det. Både hovedet og kameraet bliver fyldt godt og grundigt op af oplevelser.

Da vi ankom til Santa Clara blev vi som sædvanlig overfaldet af den sædvanlige gruppe mænd med tilbud om taxi'er. Vi var ved at affeje dem som vi plejer, men opdagede at i denne by var der adskillige hestevogne man kunne komme med. Så vi fik fat i sådan en; ganske sjovt at køre igennem byen på denne gammeldags måde.

Den lokale plaza havde enormt smukke bygninger, jeg fik taget en håndfuld lige som solen var på vej ned, virkelig smukt. En sjov detalje er at på vej ned af en eller anden gade så jeg pludselig en flok unger på omkring 10 år rende ned af vejen iført hvide gi'er og bælter i forskellige farver. Altså den slags dragter man bruger til at træne kampsport i. De samme unger faldt vi senere over i den lille skole jeg også har et par billeder af, de trænede Judo så vidt jeg lige kunne se. Desværre fik vi ikke lov til at komme ind og se, kunne ellers have været spændende.

Vi overnattede endnu en gang lokalt i et casa particular, virkelig flinke mennesker. Eli og jeg har de sidste par dage spist morgenmad sammen og derefter brugt dagen hver for sig for til sidst at mødes og spise aftensmad sammen. Og som det er sket temmelig mange gange nu, så har vi også lige fået en øl eller to. Og selvfølgelig den vanedannende cubanske rom. Vi kommer godt ud af det sammen, men at være sammen konstant er også ganske opslidende. Indtil videre er det en god aftale at rejse, spise og bo sammen. Men jeg er ikke længere så bange for ikke at kunne klare mig selv, det skal jeg nok klare uden de helt store problemer.

Hun ville gerne opleve at rejse med toget her i Cuba, da private ikke kan rejse med tog i Mexico. Alle tog og togbaner er privatiserede af firmaer. Her i Cuba blev vi dog advaret om at bussen ville være langt mere komfortabelt. Nåja, fint nok, vi er ikke så fornemme så det skulle vi nok kunne klare. Det ville desuden tage 3 timer med tog fra Santa Maria til Cienfuegos hvor bussen kunne klare det på 1. Hmmm, det måtte da godt nok være noget af et bumletog? Nå, det klarer vi nok, hvor slemt kunne det være?

Da vi så skulle købe biletterne kom dagens overraskelse. Prisen var 2 cubanske pesos stykket. Det svarer ca til 50 øre! For en 3 timers togrejse! DSB, hører i efter her??? Jeg tror det er de bedste 50 øre jeg nogensinde har betalt. For turen var da i hvert fald en oplevelse :)

Det kom ikke som nogen stor overraskelse at toget var forsinket. Ok, en time forsinket var måske lidt mere end vi lige regnede med. Men fair nok, toget dukkede op til sidst. Og magen til bumletog skal man da lede længe efter! Meget, meget smadret, åben dør ud til lokomotivet så ind imellem kom der et godt pust af kul ind i "kabinen". Toget kom i gang og sikke vi bumlede :) Der var et eller andet søvndyssende over togets rytme. Det kunne man godt være faldet i søvn af, havde det ikke lige været fordi det trak temmelig kraftigt ind gennem den åbne dør. Men værst af alt var togets horn, eller hvad sådan noget nu hedder. Vi sad jo lige bagefter lokomotivet, så det var simpelthen øresønderrivende højt! Gudskelov havde jeg en pakke ørepropper med, det takkede jeg mig selv og guderne adskillige gange for. Selv med ørepropper i kunne jeg mærke lydbølgerne i brystet.

Strømmen og lyset i toget var en historie for sig. Da mørket sænkede sig kom en af tog-mændende op til fronten. Han fandt en ledning frem fra loftet af toget og trak den med sig da han hoppede op på lokomotivet. Der fandt han en tilsvarende ledning og så forsigtigt man nu kan gøre det på et bumletog af denne klasse forbandt han de to ledninger. Det må have vaeret paent tricky, han havde ikke engang gaffa til rådighed. Det gav et par gnister da han førte dem sammen først for at se om det virkede. Derefter forbandt han dem ved blot at vikle lederne sammen og fæstne det med hvad der lignede toiletpapir!

Egentlig ganske imponerende gjort. Og voilà, så var der lys i togvognen. Lyset bestod af en enkelt pære i midten af toget, ingen grund til at overdrive her. Og det skete kun 2-3 gange i løbet af togturen at ledningerne røg fra hinanden og sendte gnister ud over alting. Med de midler der var til rådighed må man tage hatten af for deres Storm P. løsninger.