mandag den 17. januar 2011

Farvel Hawaii og mahalo

Mine 10 dage på Hawaii er næsten forbi nu. Jeg sidder i Honolulus lufthavn og har lige lidt tid før jeg skal hoppe på flyet.

Det har været 10 rigtig spændende dage for mig. Jeg endte med at tilbringe alle 10 dage på mit hostel, Waikiki Beachside Hostel. Der var en rigtig god atmosfære og det var et godt sted at møde andre rejsende. Jeg havde egentlig planer om lige at få taget et par billeder af hostellet, men her til morgen opdagede jeg at mit fly mod Cuba ikke fløj kl 20 som jeg troede, men kl 14! Det betød at der lieg var et par pænt hektiske timer med at få pakket, tjekket ind online til flyet, få boarding passet printet, tjekket ud af hostellet og selvfølgelig få sagt farvel til mine nye venner.

Note to self: Sørg lige for at tjekke den slags nogle dage i forvejen næste gang...

Apropos venner, så er jeg rent faktisk rendt ind i 3 danske fyre på mit hostel! En af dem endda fra Århus, hvad er sandsynligheden lige for det? Og jeg har også snakket og brugt tid med folk fra mange andre steder i verden.

Stort set alle jeg er rendt ind i her har været enormt åbne og venlige. På et hostel som dette er folk generelt parate til at møde nye mennesker. Også rigtig mange af de lokale jeg mødte har været virkelig åbne og imødekomne. Jiu Jitsu gutterne hos Relson Gracie Waikiki især skal fremhæves, det var virkelig som at blive hilst velkommen tilbage i familien! Jeg håber virkelig at vi kan holde lidt kontakt i fremtiden. Det er trods alt derfor facebook er opfundet.

Var Hawaii så som jeg havde forventet? Har jeg set hvad jeg ville, nået hvad jeg skulle?

Nu er det jo også vinter på Hawaii for tiden hvilket vil sige at det regner en del. Der var i hvert fald en dag eller to hvor det virkelig stod ned i tove, der var et par dage med skyer og en hel del dage med masser af sol. Til gengæld har temperaturen været næsten kostant mellem ca 23 og 30 grader. Luften er pænt fugtig, men ikke så slemt at det gjorde noget.

Måske lige med undtagelse af igår aftes da jeg var til jiu jitsu træning. Luften var virkelig fugtig og meget, meget varm. Så lynhurtigt var vi alle drivvåde af sved hvilket gjorde det pænt udfordrende at holde fast på noget som helst! Selv måtterne var snart dækket af sved overalt så folk gled og smuttede frem og tilbage som smuttende mandler. Sjældent har et koldt styrtebad føltes så godt som efter den træning!

Jeg havde måske nok ønsket mig lidt mere solskin, men det vil jeg ikke brokke mig over. Jeg fik surfet, trænet, taget sol, mødt nye spændende menensker og smagt en masse forskellig mad. Det har faktisk været rigtig godt.

Derfor var det både med en vist tristhed men også med en følelse af mæthed at jeg sad på stranden med en kammerat og et par øl igår aftes. Udsigten over Waikiki strand med lysene fra de tårnhøje luksus hoteller, lyden af bølgerne der kom brusende ind med den varme vind, der overdøvede de fleste af byens lyde. Alt det gik nærmest op i en højere helhed og jeg var bare glad.

Så selvom jeg sagtens kunne have brugt et par uger eller måneder ekstra her, så er jeg også parat til at komme videre.

Nu glæder jeg mig til at opleve Cuba :)

Til sidst lige lidt om billederne. Der er en håndfuld billeder fra akvariet i Honolulu. Det var spændende at lære lidt om korallerne, hvordan de opstår og det rige dyreliv der omgiver dem. Det store akvarie indeholdt både hajer og nogle pænt store fisk. Billederne viser ikke helt hvor store de faktisk var. Jeg besøgte det akvarie sammen med en anden dansker og en amerikansk pige. Billedet med træet er de to andre danskere og mig. Det træ var iøvrigt virkelig flot. Når det skyder grene ud, vokser der en slags rødder ud fra dem. Når de så når jorden bliver de derefter brugt til at understøtte grenene så træet kan blive enormt bredt. Desuden var der en fuglelarm uden lige fra trætoppen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar