Lapa

Hostels er en god og billig måde at overnatte på og man møder altid en masse spændende mennesker. Couch Surfing har også været en spændende måde at se verden på, jeg har haft nogle rigtig gode oplevelser på den måde.

Men efter 12 dage hos Cristianes familie havde jeg bare brug for at være 100% alene! Bare mig og kun mig, mig mig!

Så selv om familien tilbød mig at jeg bare kunne bo hos dem resten af tiden i Brasilien, så var det altså på tide at komme videre. Så hvad gør man så? Så let er det heller ikke at finde en lejlighed i Rio. Jeg kiggede lidt rundt på forskellig boligportaler, men det lignede en masse bøvl at finde noget til en fornuftig pris.

Overraskende nok endnu en gang Couch Surfing to the resque!

Star Wars bygningen i baggrunden er rent faktisk en kirke!

Nogle af Cristianes Couch Surfing venner er et par fra Holland, der netop havde gjort alt arbejdet og fundet en hyggelig lille lejlighed i Lapa. De skulle hjemad igen mod Holland mandagen efter, så jeg fik mail adressen på deres udlejer, sente en hurtig mail og fik derved erhvervet mig den hyggeligste lille 1-værelses lejlighed en blok fra Arcos de Lapa!

Jeg hæftede mig ikke specielt ved at udlejeren, der var i Uruguai for tiden, henviste mig til sin 'partner' for at vise lejligheden frem. Jeg regnede med at det bare var hans forretningspartner. Først noget tid senere gik det op for mig at det var et bøssepar, der ejede lejligheden. Jeg ved ikke hvorfor jeg konstant løber ind i bøsser? Prøver the-powers-that-be at fortælle mig noget?

Det lille lokomotiv som kunne

Prisen svarer til hvad jeg betalte i døgnet for at sove i det første hostel her i Rio, Stone of a Beach. Jeg betaler ca. 40 reais pr. døgn for lejligheden, hvor jeg betalte 45 reais for hostellet. Vel at mærke for en køje i et 12-personers rum. Så alt i alt er jeg rigtig glad.

Anyways, lejligheden var lille, i nogenlunde stand og ikke helt 100% ren. Men den var MIN! Alene efter 1½ måned, endelig lidt privatliv! Det føltes som et palæ for mig! Også, eller måske især pga. placeringen. Efter de 12 dage i Taquara ude hvor kragerne vender, var det en fryd pludselig at være i midten af alting! Lapa er centrum for weekendens fester, gaderne bliver lukket af og fyldt op med festglade mennesker. Der er en virkelig bohême-agtig stemning, alting er meget afslappet. De små caféer er proppet med glade mennesker osv. Gaderne er fyldt op af små boder, der sælger billige øl og caipirinhas. Det var bl.a. ved at iagtage folk i disse boder at jeg lærte hemmeligheden ved at lave en god caipirinha.

Er i klar? Hemmeligheden er meget simpel: Man skal bare komme hvad der svarer til 3-4 genstande af cachaça i i stedet for den sølle enkelte genstand der proppes i i Danmark. Jeps, de er stærke som ind i Helvede, men nøj hvor de smager godt. Og så behøver man ikke så mange af dem. Ofte er en enkelt eller 2 nok for en aften, aldeles billig måde at gå i byen på.

Udsigten fra den anden side af min bygning

Udsigten fra min lejlighed. Lige nu er gaderne tomme.

Selve Arcos de Lapa konstruktionen, der er varetegnet for Lapa, er en gammel viadukt. Den bliver idag kun brugt til at lade det lille tog køre over, bonde kalder brasilianerne det. Jeg tog selv turen for en måneds tid, en klassisk turistattraktion. Spændende oplevelse at tøffe afsted højt over alting i et oldgammelt bette tog, der føles som om det er parat til at opgive ævred til hver en tid. Men som det lille lokomotiv der kunne, så bliver også dette tog ved og ved.

Og så var gaderne pludselig ikke tomme længere.

Selvfølgelig render jeg ikke ind i så mange nye mennesker som i et hostel, men for mig var det tid til lidt privatliv i stedet. Og jeg har også allerede en del kontakter, så jeg har ikke ligefrem kedet mig på det sidste. Desuden er jeg mere interesseret i at møde brasilianere end de gringos, der normalt befinder sig på hostels.

Jeg har nydt tiden her i min lejlighed i Lapa. Det føles som om jeg bor her, det er min lejlighed, mit område. Forskellen fra hostels og couch surfing er slående, her kan jeg være 100% mig selv og gøre som jeg har lyst. Jeg er ikke længere en gæst. Jeg kan endda invitere de gæster jeg skulle have lyst til. Det betyder også at jeg hurtigt falder tilbage i mine egne vaner i stedet for at følge andres. En af de første ting jeg købte her, var f.eks. et sæt computerhøjtalere, så jeg kunne have musik i hele lejligheden når jeg har lyst (hvilket er stort set 100% af den tid jeg ikke sover). Jeg mente trods alt ikke at hverken mine hostel-naboer eller couch surfing venner ville kunne værdsætte kvaliteten af den dødsmetal jeg spiller.

En ganske almindelig fredag aften.

En af de bedste ting ved lejligheden er at den er tæt på alting. Jeg kan træde ud af min hoveddør og være i byen. I weekenden fester folk bogstaveligt talt ud for hoveddøren. Min gade bliver afspærret og min gade fyldes op af festlige mennesker. 7-8 minutters gang og jeg er i metroen. 5 minutter i metroen og jeg er i centrum. 15 minutter til Copacabana og 20 til Ipanema. Så mange muligheder åbnede sig op med denne placering. Heh, hvor er jeg i høj grad blevet et bymenneske, jeg har svært ved at forestille mig at skulle være langt fra alting!

Nå, lad os få en historie fra det virkelige liv. Rio er ikke ligefrem kendt som en sikker by, der er mange fattige og hjemløse. At se beskidte og tynde mennesker sove på gaden under en udfoldet papkasse er et hverdagssyn. Selv de mange hjemløse børn lægger jeg nærmest ikke mærke til længere. Tiggere ignorerer jeg af princip.

Men jeg er meget opmærksom på hvor jeg bevæger mig hen. Om aftenen går jeg ikke ned af en tom gade, jeg vælger altid en vej, hvor der er så mange mennesker som muligt. Nogle ville muligvis kalde mig lettere paranoid på det her område, men især fordi jeg ofte har mit kamera og netbook med mig, så vil jeg hellere være paranoid end at miste de ting. Eller værre. Og de brasilianere jeg har fulgtes med opfører sig på præcis samme måde. Godt nok har flere nævnt at jeg nok er et dårligt offer fordi jeg er stor, men det vil ikke holde en på stoffer eller en der er desperat nok tilbage.

Det tætteste jeg har været på at opleve noget grimt var en eftermiddag hvor jeg var på vej hjem. Jeg skulle til at passere under Arcos de Lapa viadukten, da jeg på afstand så at der sad 3-4 hjemløse unge under en af buerne hvor jeg havde tænkt mig at passere. Det var stadig højlys dag og der var en del mennesker omkring os, så jeg besluttede mig for at gå denne vej, selvom min edderkoppesans godt nok slog lidt alarm. En af de unge, en knægt på 15-16 år og måske 1.70 rejste sig op, tog et par skridt hen imod mig og gjorde tegn til at han var sulten mens han rakte hånden frem. Ah, tænkte jeg, endnu en tigger. De er overalt og bliver åbnebart tiltrukket af gringos, så dem fik jeg meget hurtigt for vane at ignorere da jeg landede i Brasilien. Så jeg ignorerede gutten og fortsatte uden at stoppe op. Men fyren griber så fat i min t-shirt og siger "Money!" på en pænt truende måde. Men han er ikke helt overbevisende nok, jeg hører hvad knægten siger, men jeg tager ham ikke helt alvorligt og det får mig ikke til at stoppe op. Et halvt sekund senere slipper han mig og går tilbage til sine venner. Jeg er på den ene side vred, hvad satan bilder den knægt sig ind! Jeg håbede et kort øjeblik at han havde holdt fast lidt længere tid så jeg havde haft en undskyldning for at angribe ham! På den anden side er jeg lidt, WTF??? Hvad skete der lige? Og samtidig tænker jeg også hvad hvis han havde haft en kniv? Hvad hvis hans 3 kammerater også var sprunget frem? Selvom der ikke skete noget, så var dette det tætteste jeg har været på rigtige problemer. Tænk hvis det havde været en lille fyr, eller måske en lille pige, der var endt i samme situation, var det så gået på samme måde? Et eller andet sted var det betryggende at mærke at min Dai Ki Haku kamptræning lå lige i baghovedet og parat hvis jeg skulle få brug for den. Men samtidig, hvis gutten havde trukket en kniv, så ved jeg også at jeg havde givet ham alting. Det er trods alt kun ting.

First rule of knife fighting: You will get cut. Og det har jeg ikke tid til, jeg er på ferie!