Brasilia

Sidst jeg så Leonardo i São Paulo kom jeg til at love ham at jeg ville besøge ham i Brasiliens hovedstad, Brasilia (ca. 20 timer i bus, eller 1½ time i fly. Gæt hvad jeg valgte). Som sagt, så gjort, jeg købte fluks et par flybilletter og tog afsted.

...eller, så nemt skulle det bare ikke være. Ok, der er glimrende søgemaskiner til at finde billige flybiletter. Fint nok, jeg vælger et par biletter og forsøger at købe dem. No go, man skal bruge et CPF-nummer (svarer til et CPR-nummer i DK) for at kunne booke sådan en billet. Dang, det skal man med samtlige fly fundet gennem den søgemaskine som Leonardo anbefalede.

Nå, lidt brok til Leonardo og han finder nummeret frem til det rejsebureau han selv plejer at bruge når han skal flyve indenlands. Fint nok, jeg får nummeret, jeg skal bare spørge efter Ana, hun taler engelsk. Men nej, det gør hun sørme ikke. Jeg har problemer nok med at forstå portugisisk ansigt til ansigt. En telefon gør alting meget værre. Nå, jeg får gjort hende begribeligt hvad jeg gerne vil have og hun lover at ringe tilbage til mig så snart hun har fundet noget.

Det gør hun ikke.

Næste gang jeg ringer får hun min email (igen) og lover mig at sende billet forslag pr. mail. Fint nok, jeg lægger på og venter tålmodigt en halv times tid hvorefter der tikker en mail ind fra hende. Vel at mærke fra Brasilia -> Rio de Janeiro -> Brasilia! Altså den omvendte vej!

Damnit! Nå, fair nok, jeg taler jo altså ikke ret godt portugisisk og har sikkert formuleret mig forkert. Jeg ringer igen og forklarer hvad der er galt. Fint nok, hun lover at sende mig et nyt billet forslag.

I mellemtiden er jeg snu og bruger min ventetid lidt fornuftigt. Jeg får den smarte idé at finde en god billet med søgemaskinen og så smutte ind på det pågældende flyselskabs hjemmeside og se om jeg kan købe billetten der. Bingo! Flyselskabet Avianca har en glimrende og billig billet fra lufthavnen i centrum af Rio (10 min i taxa fra min lejlighed) og den kan købes ved at bruge et pas som ID i stedet for et CPF nummer! Yes, ikke et øje er tørt!

Så er der bare detaljen med at betale for billetten. Og hvad skuer mit øje? Jo, man skal selvfølgelig indtaste sit CPF nummer for at kunne betale med kreditkort! Aaaaaarghhhhhhh!!! Computeren er tæt på at tage turen ud gennem vinduet!

Mine fantastisk søde og hjælpsomme venner,
Leonardo og Carol.

Jeg vælger i stedet at lukke maskinen ned køle ned til dagen efter. Frisk og veludviklet ser jeg i min email boks at der er kommet en mail fra rejseselskabsdamen, der forsøger at sælge mig præcis samme billet ca. 25 reais dyrere. Jeg har seriøst ikke mod på at forsøge at betale den billet og sikre mig at alt er i orden.

Min frelsende engel bliver Cristiane, min fantastisk søde og hjælpsomme couch surfing værtinde under karnevallet, der ender med at tilbyde at købe billetten med sit kreditkort + CPF nummer. Endelig, endelig får jeg min billet i mine virtuelle hænder og herefter forløber alting så glat som man kunne ønske sig.

I lufthavnen i Brasilia bliver jeg modtaget af en storsmilende Leonardo, der giver mig en hurtig turist rundvisning af de vigtigste steder og bygninger i Brasilia.

Et museum,der desværre var lukket. Designet som så
meget andet i Brasilia af Oscar Niemeyer.

Brasilia set fra luften. Bemaerk flyet og den enorme sø.

Byen Brasilia fortjener i sig selv en hel masse baggrundsviden. Den vigtigste ting at vide om Brasilia er at det er en ny og planlagt by. Præsidentkandidat Lucio Costa gik til valg med et valgløfte om at flytte regeringen fra Rio de Janeiro til en øde slette ca. midt i Brasilien. Umiddelbart virker det som en tåbelig idé at flytte noget, der fungerer. Men der er mange ting, der taler for denne idé. Bl.a. ville det tiltrække en masse arbejdskraft, bare for at opføre byen. At have regeringsbyen i midten af landet vil gøre det lidt besværligt for alle yderregionerne at rejse til hovedstaden (hint, hint, lad os gøre Aarhus til hovedstad!). Ingen troede på at Costa ville kunne gennemføre dette enorme projekt, men på trods af alting, lykkedes det gutten at opføre en by på 6 år. Dette i høj grad ved at køre enorme betonelementer ind i byen og samle bygningerne vha. disse. Det betyder at mange bygninger ser meget ens ud, lidt à la byer fra Østeuropa, dog noget pænere her. Byen er meget velplanlagt, bl.a. er der grønne områder mellem alle blokke. Alle områder og veje er navngivet systematisk ved numre, hvilket gør det pænt nemt at være taxichauffør. Hele byen er planlagt omkring en meget simpel figur, der gør at set højt oppefra ligner Brasilia et fly. Der er de lange midtergader, der udgør kroppen af flyet. Og så strækker vingerne sig ud til siden.

Endelig noget rigtig musik!

Come crawling faster
Obey your master
Your life burns faster
Obey your master
Master!

Al denne planlægning, og det faktum at byen er fyldt op af politikere, jurister og andre papirnussere, kunne nemt gøre Brasilia til en pænt kedelig by. Og det har det også gjort. Men samtidig så er der også mange spændende områder og en masse flot arkitektur. Vi var f.eks. i et af festområderne søndag nat, hvor det lykkedes os at finde en rockklub, hvor et Metallica coverband spillede! Spørg lige engang hvem der var lykkelig over at finde ordentlig musik midt i al den samba!!! De spillede både Master of Puppets og One, så gæt lige hvem der blev nødt til at hoppe op og svinge lidt med håret! Ah ja, den musik faldt på et pænt tørt sted!

Grrrrooooooooaaaaaaarrrrrr!!!!

En af de første ting jeg lagde mærke til da jeg steg ud af flyet var hvor tørt det var. Og hvor varmt! Der var i hvert fald mindst 5 grader varmere end Rio. Jeg havde faktisk regnet med at det ville være koldere i og med at det var midt inde i landet og noget højere end Rio. São Paulo er for eksempel en del koldere og vådere end Rio.

En kirke. Meget berømt og et varetegn for Brasilien.
Man kan i hvert fald købe miniature modeller
i enhver souvenir forretning med respekt
for sig selv.

Men rent faktisk var en del af planlægningen af Brasilia at gøre byen mindre tør, hvilket det gjorde ved at lave en enorm kunstig sø. Denne sø har et areal på 7 kvadratkilometer og er med til at holde byen fugtigere end den ellers ville være. Og så er den heldigvis også virkelig lækker at bade i. Jeg havde desværre ikke mit kamera med da vi var ude og bade, virkelig et lækkert og naturskønt område mine værter kendte. Måske samtidig også heldigt nok at jeg ikke havde kameraet med, da jeg ikke havde badebukser med og derfor badede i mine underbukser. Nu jeg tænker over det, så er det nok godt nok at visse oplevelser ikke bliver foreviget på nettet.

Kirken indvendigt.

En ting jeg fandt virkelig betagende var de skyer som kan ses på mange af billederne. Den knaldblå himmel med i hvide vilde skyer i forgrunden gav nogle fantastisk smukke billeder.

Jeg må sige at Brasilia oversteg mine forventninger. São Paulos store problem er, at der ikke er noget hav. Jeg elsker havet, er opvokset ved det og føler mig hjemme ved det. Men jeg må indrømme at Brasilias sø ikke er langt fra. Man kunne enda windsure på den. Derudover er byen endnu varmere end Rio og vel at mærke meget, meget mere tør! Når luften er tør, er det ikke det store problem at håndtere 35-40 grader.

Til gengæld da jeg så steg af flyet igen i Rios lufthavn var jeg ved at kvæles at luftfugtigheden her! Damn, det føltes ca. ligesom at gå ind i en mur. Det var som at indånde damp, så fugtigt var det. Det har lige taget mig et par dage at vænne mig til dette igen, den første Jiu Jitsu træning dagen efter var også pænt hård. Og det var udelukkende pga. luftfugtigheden og har absolut intet at gøre med at Leonardo havde en hel masse kvalitetsvodka og -cachaça stående!

Nåja, og så lige en sidste ting:

Tillykke med fødselsdagen far!

Mmmmmm,sushi!

Brasiliens kongres. Med regnbue.

I am the lååååååååw!