Tilbage i Brasilien igen, denne gang i gigantiske São Paulo. Med 17 millioner mennesker står den som den største by i sydamerika efter Mexico City. Jeg bliver igen ramt af kulturchock, dog i en noget mindre grad denne gang. For pludselig er jeg anonym igen. Jo, folk kigger en del på mig, men det er i retning af "...han er godt nok høj ham der... og hvid... nå, hvad var det jeg skulle have til aftensmad..." - agtigt. Jeg forsvinder igen, bliver en del af mængden. Og jeg nyder det! Opsplitningen fra Cuba er forsvundet, jeg er en del af samme gruppe nu. Og jeg er endnu ikke blevet påduttet en eneste taxa.
Mine første 3 dage blev brugt på et hostel. Efter 16 dages intenst samvær med Eli havde jeg virkelig brug for bare at være alene.
"The Return of the Kilo Restaurants" kunne være titlen på mine første kulinariske oplevelser her. Basalt set fungerer de som en buffet, men man vejer så sin tallerken når man har fyldt den op og betaler for vægten af maden. Nu ved jeg at i hvert fald mindst éen af mine læsere nu griner højt og mener at jeg nu kommer til at spise mig fattig. Og ja, det er der bestemt en risiko for. Sidst jeg var her var der en maksimumspris. Den må de have fjernet siden jeg var her sidst...
Og heldigvis har de også et udvalg og en kvalitet som Cuba må kigge langt efter! Jeg har spist fantastisk godt her på det sidste. Den bedste kulinariske oplevelse indtil videre er uden tvivl en japansk restaurant jeg blev inviteret ud på af et par piger. Restauranten havde det fantastisk koncept: All-you-can-eat-sushi! Det var pigernes stam-restaurant, så de vidste præcis hvad de skulle bestille. Og så rullede sushien ind og jeg var i kulinarisk Nirvana :)
Efter 3 dages tullen rundt kom tiden til at prøve det der Couchsurfing-noget fra den anden side. Det sidste halve års tid har jeg hjemme i Danmark haft folk fra Rumænien, Japan, England,
Avenida Paulista er sydamerikas Wall Street.
Canada og USA til at overnatte på min sofa. For dem der ikke kender Couchsurfing-konceptet, så foregår det ved at man på www.couchsurfing.org opretter en profil og skriver om man har en sofa til rådighed eller måske bare er parat til at vise sin by frem. Og så kan andre skrive til en at de gerne vil låne sofaen på et givet tidspunkt. Og så simpelt er det faktisk. I og med at alting pr. definition er gratis er det en meget billig måde at rejse på. Men den største fordel her efter selv at have overnattet hos en couchsurfer, må siges at være netværket og de fantastiske mennesker man kan møde!
Alex + familie. Fantastisk søde mennesker!
Fyren hvis sofa jeg endte med at overnatte 4 nætter på hed Alex og er et af de mest hjælpsomme mennesker jeg nogensinde har mødt! Han boede godt nok i udkanten af Sao Paulo (hvilket vil sige ca. 1½ time i bil), men han kørte mig gerne ind til den nærmeste metro eller hjalp mig med hvad jeg nu havde brug for. Han gav mig sågar en portugisisk lektion i og med at han er lærer. Og hele hans familie var mindst lige så hjælpsom. De var af japansk herkomst, så jeg fik også et par japanske ord med i købet.
Et museum. Fik aldrig lige fat i navnet. De forskellige glaskugler indeholder vand fra alle floder i Brasilien.
Til forskel fra Cuba var jeg her ikke det mindste i tvivl om at alt hvad de gjorde for mig var af ren og skær
Museet set udefra. Flot park meget inspireret af Versailles.
næstekærlighed. Mit største problem var at jeg virkelig havde svært ved at se hvad pokker jeg kunne gøre for at give dem lidt igen! Jeg forsøgte at være så god en gæst som muligt og et eller andet må have virket, for hele familien sagde flere gange at jeg var velkommen tilbage til hver en tid. Det bringer næsten tårer til mine øjne at møde så fantastisk venlige mennesker :) Jeg håber at jeg kan give lidt tilbage til CS miljøet næste gang jeg er i stand til hoste igen.
Fredag aften var jo fredag aften så vi skulle naturligvis feste. Alex er en del af CS miljøet her i Sao Paulo (hvilket er pænt stort, deres ugentlige møde når gerne 150 mennesker. På en tirsdag vel at mærke). Så vi smuttede til en privat fest med ca 50/50 brasilianere og udlændinge. Alle sammen meget søde og venlige mennesker. Det var bl.a. her jeg mødte de piger jeg spiste sushi med søndag.
Forskellen mellem mine 3 dage alene på et hostel (der var næsten fuldstændig tomt) og de 4 dage som CS gæst er slående. Ja, nogen gange er jeg en loner og ynder at være helt alene, bare mig. Og så derefter ind i hjertet af en familie med hyppige smut direkte ind i hjertet af paulista'erne (navnet for beboerne af Sao Paulo) var noget af en oplevelse.
Couch Surfing venner.
Nå, så har jeg vist også fået rost CS nok. Nu må jeg bare håbe at jeg også kan finde nogle spændende CS'ere i Rio.
Tilbage til Sao Paulo, så kunne jeg nu nemt falde for den by hvis det ikke lige far fordi den ikke har nogen strand. Den er gigantisk på alle leder og kanter. Heldigvis er den nem at finde rundt i pga. det velfungerende metro net. Jeg kan godt lide metroer, en nem og hurtig måde at komme rundt på. Og der er meget at komme rundt til her.
Jeg fik endelig købt mig et par guide bøger i en gigantisk bogforretning (nøj, det var en god forretning, sååååååå mange bøger :)) på Avenida Paulista, en gade der svarer nogenlunde til Wall Street vil jeg tro. Den er hovedåren for den finansielle sektor i Sao Paulo og sikkert også hele Brasilien. Den består af gigantiske glas og beton monsterstore bygninger, hvor man godt kan føle sig lidt som en bondeknold og bare stå og stirre. Folk her er yderst velklædte i jakkesæt og pænt forretningstøj mens de skynder sig langsomt (som brasilianere nu gør) til frokost og tilbage til deres møder.
Med privat guide oplevede jeg Mercado Muncipal markedet, der består af en gigantisk hal med små boder overalt. Her kan man smage på alt, hvad der nu er menneskeligt muligt at smage på. Som paulista'erne siger, hvis det ikke kan købes i Sao Paulo, så kan det ikke købes i Sydamerika. Et helt fantastisk farvestrålende sted.
Og jeg ved at der er mindst et par stykker derhjemme, der vil blive lettere misundelige over den nemme adgang, man har til acai hernede. Jeg tror nu at brasilianerne er blevet lidt for vant til denne luksus, for de har det med at proppe alt muligt unødigt snask oven i min acai!
Inde i Mercado Municipal. Spændende sted med alverdens mad. Og smagsprøver :)
Banespa bygningen er ejet af en bank, men de har alligevel gratis ture til toppen af denne gigantiske bygning. Nu har jeg generelt ikke specielt meget højdeskræk, men her oppe fra må jeg nu indrømme at denne ikke-specielt-meget højdeskræk allivel gav mig gevaldige ørne-størrelse sommerfugle i maven. Især fordi gulvet skrånede udad mod muren. Der var altså gevaldigt højt ned!
Men sikke en udsigt! Jeg håber at vidoen kan give et indtryk af hvor stor den her by egentlig er. En anden ting, der er værd at skrive hjem om er nattelivet. Med en enorm by fyldt op med brasilianere giver det fin mening at der altid er en fest at finde her. Rua Augusta svarer lidt til Jomfru Ane gade i Ålborg, bare i så meget større målestok. Altid proppet med festklare mennesker. Vi smuttede i byen lørdag aften, en aften der også havde en anden stor begivenhed: UFC 126! For dem der ikke ved hvad UFC er, google det. Kort sagt: Stor kampsportsbegivenhed og noget jeg er pænt bidt af. Og netop denne UFC havde som det helt store trækplaster en mesterskabstitelskamp mellem Anderson Silva og Vitor Belfort, der begge er brasilianere. Kampsport er en stor ting i Brasilien og rigtig mange folk jeg snakkede med vidste udemærket godt hvad det her gik ud på.
Vi fandt en bar med skærme på væggene, der viste UFC. Og der var proppet! Da hovedkampen begyndte gik folk amok! Iøvrigt en rigtig, rigtig god kamp! En ting der til gengæld overraskede mig var at så vidt jeg kunne forstå støttede de 2 kæmpere 2 forskellige fodboldhold. Og da Brasilien er gennemsyret af fodbold, var dette at hælde en god portion ekstra benzin på bålet! Mildest talt gik folk amok, da kampen sluttede ganske hurtigt og spektakulært!
En billede fra den sportsbar hvor vi så UFC 126, Anderson Silva mod Vitor Belfort. Folk gik ret meget op i det.
Jeg har fået snakket en del portugisisk på det sidste. De første par dage var jeg helt rundt på gulvet efter 16 dage med spansk, men jeg vil faktisk sige at mit portugisiske er lige så godt som mit spanske nu (hvilket nu ikke er specielt godt. Men jeg kan gøre mig forståelig. Og jeg kan forstå hvis folk snakker meget langsomt og med nemme ord til mig). Jeg har skrevet mig op til et 2-ugers sprogkursus i Rio fra på mandag. Ikke ligefrem billigt, men det er trods alt en del af grunden til hvorfor jeg er her: Jeg vil lære portugisisk. En af grundende er lettere fjollet: Jeg så en liste over 10 ting man skal gøre før man får det sorte bælte. Et af punkterne var at lære portusisisk så man kunne skælde ud på dommeren til turneringer. Men ellers er jeg bare generelt glad for sprog og (brasiliansk) portugisisk lyder bedre end spansk. Jeg overvejer om mit næste sprog ikke skal være italiansk, det er efter min mening det smukkeste sprog i verden.
Nåja, og så skal der snart trænes Jiu Jitsu igen. Efter 3 uger uden træning trænger jeg virkelig til at få rullet. Planen er at træne hos Bolao i Rio, jeg har netop kontaktet ham idag. Mmmmm, det bliver godt :)
Tiden flyver, jeg har vist lige rundet de 5 uger. Og uden at røbe for meget, så fik jeg idag en nyhed hjemme fra bandet, der var meget, meget tæt på at få mig til at købe en billet hjem nu og her! Jeg kan desværre ikke røbe det her, men jeg brugte et godt stykke tid på at tale i meget store ord om dårlig timing!
Nå, jeg sidder nu i bussen mod Rio. Jeg vil lægge computeren fra mig og se og få læst noget i min Lonely Planet Rio de Janeiro guidebog. Med ca. 1½ måned i Rio skal jeg have lært byen rigtig grundigt at kende. Og snart er det tid til at ligge solen på stranden ved Ipanema. Mmmmmm, snart.... :)
Jeg har tænkt dette indlæg som en slags refleksion over hvad jeg egentlig har oplevet i mine 16 dage på Cuba. Og som en undskyldning for at vise den her helt fantastiske video af en gammel dansende cubansk gut.
Som jeg har nævnt tidligere var det lidt et kulturchock i starten. Jeg tror at noget af det der står tilbage som det største indtryk var den forskel, der er på cubanere og turister. Det er næsten om en slags apartheid, så skarp er opdelingen. Man er ikke et sekund i tvivl om hvem, der hører til hvilken "klasse".
Set fra cubanernes side er der flere ting, der spiller ind. De ser turisterne komme og smide om sig med penge, de slet ikke kan hample op med selv. Hvad jeg hørte var, at en almindelig standard løn på Cuba ligger på omkring 2-300 cubanske pesos. Og da der går 24 cubanske pesos på en cuc (pesos convertible, den er lige lidt mere værd end en dollar), har vi 300 cubanske pesos = 12,50$ = 75kr. Jeg håber virkelig at jeg har misforstået det, for det er jo absolut ingenting. En liter benzin ligger f.eks. på mellem 1 og 1.45 cuc i Cuba. Derfor er rigtig mange nødt til at supplere deres løn med indtægter fra turristerne.
Set fra dette synspunkt giver det god mening at turister bliver overfaldet af tilbud om taxier osv. Vi oplevede ikke på noget tidspunkt noget kriminelt, bl.a. fordi der bliver slået meget hårdt ned på f.eks. tyverier og ovefald fra statens side. Men vi blev tit og ofte snydt, eller prisen blev sat så højt som de nu kunne presse den op. Jeg har ikke noget imod at betale mere end cubanerne, men jeg bryder mig virkelig ikke om at blive snydt.
På den anden side er det svært at bebrejde cubanerne. Set fra deres økonomiske udgangspunkt har vi jo penge som svin. Og lidt ekstra penge for dem kan betyde en månedsløn, mens det ikke gør den store forskel for os.
Det gør det bare svært at bygge broer mellem cubanere og turister. Der har ikke været mange mennesker, vi har følt vi kunne stole på. Flere gange har vi snakket rigtig godt med en eller anden, hvor det senere har vist sig at det fra deres side udelukkende har været en forretning. Lidt trist.
Men så længe den økonomiske forskel mellem turister og cubanere er så stor, så vil der ikke være meget at gøre ved det. Vi blev også fortalt flere gange at mange ikke bryder sig om at gøre det hårde arbejde og i stedet foretrækker at tjene lettere penge på turisterne.
Til gengæld så fortæller cubanerne at det går fremad. De har f.eks. idag lov til at huse turister og tjene penge på det, det har ikke været muligt tidligere. Godt nok skal de betale 200 cuc om måneden til staten for denne mulighed, men for de fleste kan det stadig betale sig. Cubanerne må ikke selv have internet, men vi hørte at f.eks. folk, der læser datalogi har mulighed for adgang. Så der er en vis fremgang at spore. Vi så adskillige nyere biler på gaderne, for det meste af asiatisk herkomst. Mange unge gik rundt med mobiltelefoner. Det går godt nok langsomt, men der *er* altså fremgang.
Selvom cubanerne ikke har det nemt, så er de stadig gode til at feste når der skal festes. Især at danse og spille musik må man sige at de er fænomenale til. Godt nok nåede jeg at blive seriøst træt af den evindelige salsa-agtige musik, men det er jo heller ikke ligefrem min yndlingsgenre. Eli til gengæld nød det, men hun er også fan af genren. Generelt var det øl eller rom, der kom på bordet når der skulle festes. Deres øl er generelt frisk og perfekt til at køle ned i varmen, men jeg blev nu endnu gladere for deres rom. Dog så vi stort set ikke nogen alkoholikere. Det virker ikke til at være en del af deres kultur.
Den cubanske mad er ok, men heller ikke mere. Det er ikke her man skal tage til for at finde store kulinariske oplevelser. Nardos i Havana var god, men den stod også ud som et særtilfælde. De fleste steder fik jeg meget af det samme. Det var som om valget stod på kylling, fisk, svin eller ko, det hele stegt på panden. Og gerne serveret med ris, salat og friturestegt banan til. Og stakkels Eli, cubanerne forstår ikke helt konceptet med at være vegetar...
En ting jeg lærte af Eli er hendes fantastiske måde at starte samtaler med cubanerne på. Godt nok er cubanere generelt glade for mexicanere, men jeg har nu hugget en del af hendes fremgangsmåde. For det var tydeligt at se hvordan selv folk, der bestemt ikke var særligt villige til hjælpe hurtigt åbnede op og begyndte at øse ud af hjælp. Nu skal jeg så bare lige have lært sprogene, så skulle jeg være godt kørende.
Jeg er nu rigtig, rigtig glad for at have oplevet Cuba. At opleve stemningen, menneskene, bygningerne, landet, vejret, kommunismen, "apartheid'en" osv. har været det hele værd. Og mere til. Og det er altså sjovt at når man lærer andre kulturer at kende, så mærker man tydligere forskellen i sin egen kultur. F.eks. en ting som den Thors hammer jeg har om halsen, den betyder mere for mig efter at have rejst, fordi jeg tydeligere mærker min kulturelle arv når jeg er væk hjemmefra.
Et problem som Cuba står med fødderne plantet solidt midt i er forurening. Efter som 90% af alle biler, lastbiler og motorcykler er mildest talt oldgamle, så oser de alle så meget, at de ikke ville have et snefnugs chance i helvede for at gå igennem et syn. Det betyder at når man går i Cubas gader, så må man tit holde vejret indtil de kæmpestore sorte røgskyer er drevet forbi. Pænt ubehageligt. Og det ser ikke ud til at der er en løsning på vej foreløbig. Der er lidt nye biler på gaderne rundt omkring, men ikke nok til at løse problemet foreløbig.
Cuba er en lille perle. Historien er blodig, men cubanerne er generelt glade og smilende. Jeg håber at det uungåelige fremskridt kommer hurtigt, men at de vil være i stand til at bibeholde deres kerne og ikke tabe deres cubanske hjerte til de nemme penge i turismen. Øen er uendelig smuk og det siger jeg selvom jeg mest kun har set byerne. Det af naturen jeg har oplevet har været mindst lige så smuk. Det har været en enorm oplevelse at opleve Cuba mens det stadig er et uland under Fidel. Og det på godt og ondt. Nu må det styre gerne snart ryge...
Der er alså bare et eller andet ved kystbyer. Hvis en by ikke har et hav, så mangler der bare et eller andet. Så for mig var det en fryd igen at se havet som Santiago de Cuba ligger ud til. Santiago er den næststørste by i Cuba med omkring 450k indbyggere. Stemningen og bygningerne er igen lidt anderledes end de andre steder vi har set. Midt umiddelbare indtryk er at den er lidt mere vild end de andre byer vi har set, måske med undtagelse af Havana.
Netværket tilbage til Valentin fra Trinidad havde sørget for endnu et rigtig godt casa particular til os. Det virker som en god idé at lade de mennesker vi syntes er rigtig søde finde steder at bo for os, for de vil for det meste også have søde og hjælpsomme venner.
Så den familie vi boede hos i Santiago de Cuba var ganske spændende. Rigtig pænt hus de havde, der var planter overalt som billederne viser. Som vi senere fandt ud af var mange af planterne beregnet til brug i naturmedicin. Og måske kan nogle genkende den træstamme med 3 stokke stikkende ud som en wing tsun dukke. Det viste sig at sønnen i huset selv havde lavet den og trænede så meget som han nu kunne komme til. Han var desuden fysioterapeut og arbejdede på det lokale hospital med bl.a. børn. Valentin havde desuden over jungletrommerne ladet familien vide at Eli havde det skidt både pga. nogle personlige problemer og kærestesorger som jeg ikke vil komme ind på her. Opgaven med at få hende til at få det bedre tog han på sine skuldre med stor beslutsomhed.
Køkulturen i Cuba er lidt anderledes fra hvad vi er vant til i Danmark. Billedet til venstre indeholder en cubansk kø for at nå frem til isboden længst til højre i billedet. De fleste kan sandsynligvis finde en kø i billedet. Men hvad der måske ikke fremgår nær så tydeligt for alle er det faktum at alle personerne i billedet befinder sig i køen! Konceptet fungerer således at når man når frem til noget, men gætter på er en kø (for det kan være svært at tyde til tider) er at man stiller spørgsmålet "Ultimo?" ("Sidste?") til køen, hvorefter sidste person svarer "Yo!" ("Mig!"). Derefter er man nu hægtet bagerst i køen og man kan placere sig hvor man vil i nærheden af køen. Når nu næste person gerne vil bagerest i køen skal man blot huske at svare "Yo!" når spørgsmålet bliver stillet. Men ellers har de andre i køen som oftest et ganske imponerende overblik over andres placering i køen. For de edb-kyndige der evt. måtte læse denne blog fungerer det ganske som en linket liste. Det er en køkultur som jeg skiftevis har moret mig kosteligt over og irriteret mig pænt meget over. Et minus er, at det kan være pænt svært at vide hvor lang tid det vil tage at komme igennem køen, da det ikke er til at vide, hvor mange der egentlig befinder sig i køen. F.eks. mener jeg at det tog os omkring 45 minutter endelig at nå frem til isboden. Og her takker jeg guderne for at Eli havde opfanget at systemet her var sådan at man skulle medbringe sin egen kop! Sådan en kunne man nemlig ikke købe ved selve isboden, den skulle naturligvis medbringes hjemmefra eller købes af meget uofficielt udseende gut med en stor beskidt plastikpose med (heldigvis ganske rene) plastikbægre.
Nåmmen isen var iøvrigt fin nok. Kø-konceptet gentager sig også alle mulige andre steder. Foran restauranter, ved busstuppesteder osv. Det blev lidt en sport til sidst at sige "Ultimo!" og se hvem der så sprang frem og svarede.
En imponerende flot plads (eller i det mindste imponerende) er Plaza de revolucion i Santiago de Cuba. En gigantisk statue af en hest der udspringer af noget klippe med en gut ovenpå. Altså ovenpå hesten. Jeg fandt aldrig ud af hvem det var, men et bud på enten Marti, Fidel eller Che plejer at ramme plet. Jeg må sige at figuren var rigtig flot. Der var også nogle enorme og pænt spidst udseende metalbjælker. Og så var pladsen stor. Sådan rigtig stor. Ganske forståeligt at der her i denne by skulle gøres lidt ekstra ud af en revolutionsplads. Det var i denne by at Fidel først trådte frem offentligt og erklærede at revolutionen havde sejret.
En virkelig smuk oplevelse var at opleve den gamle borg ved navn Morro. Meget velholdt og med en fantastisk udsigt, var den også scenen for en lille ceremoni der finder sted hver aften ved solnedgang. Jeg har optaget en video med ceremonien, men den blev pænt stor, lad os se om jeg kan få den uploadet...
Men det mest fantastiske, som det både fremgår af min video og billederne, var nu kombinationen af udsigten, vejret og beliggenheden. Det var simpelthen virkelig, virkelig smukt! Blå himmel næsten overalt, blåt hav så langt øjet rækker, lyden af bølgerne langt, langt under os og så solens varme ståler. Jeg ønsker at i alle sammen får mulighed for at opleve det en dag :) Ceremonien var flot og kanonen larmede helt vildt. Mine ører ringede huskede i hvert fald larmen nogle minutter efter.
Følgende video håber jeg giver et billede af hvor smukt der egentlig var. Og så lige en disclaimer: 3 timers søvn og stadig lidt tømmermændsrester...
I det hus vi boede i var der 3 italianere, der havde reserveret værelser efter os. Men de 2 af dem endte med at smutte igen, da de højt og tydeligt erklærede at de havde planer om at tage mange, mange piger med hjem! Og de derfor ville have enkeltværelser. Og når de nu snakker om piger, så mener de i det her tilfælde prostituerede. Dem er der pænt mange af i Cuba, ikke sådan at de tydeligt står på gaderne, men det sker da at jeg får tilbud. Især når jeg ikke har Eli med som bodyguard. Selv en blond australsk pige jeg snakkede med havde fået tilbud, dog fra fyre. Eli var ikke helt tilfreds med at hun på et tidspunkt fik tilbud fra nogle piger, der sagde at det kostede ekstra for lesbiske (hvilket hun altså ikke er). Det var ikke et unormalt syn at se en ældre sugar daddy (ofte af italiansk udseende) med en ung sort pige. Jeg tror sågar jeg så en "moden kvinde", der opførste sig ganske forfjamsket omkring den her unge meget sportstrænede sort fyr. Altså, man ved aldrig, men som oftest bliver ordet "romantica" her ledsaget af den internationale håndbevægelse for penge. Vi så sågar en plejehjems-klar gammel italianer med en omkring 40-årig sort kvinde da vi var på hospitalet.
Ah ja, hospitalet, nu kommer jeg lige foran mig selv her...
Jo, den sidste uge har min mave drillet. For at sige det pænt, så har jeg haft lettere nervøs mave siden jeg fik tilbudt en, iøvrigt rigtig godt, kop ekspresso. Det var irriterende, men ikke så galt at jeg gad gøre noget seriøst ved det. Det gik jo nok over af sig selv. Men fredag morgen vågnede jeg op og havde det pænt skidt. Det endte med seriøs diarré og 39 i feber. Det mente Eli og mine værter at jeg nok hellere måtte se en læge for. Fair nok, jeg havde det ikke specielt godt.
De kaldte det vist noget i retning af Det internationale hospital, eller Den internationale læge eller sådan noget. Det var ret småt, en enkelt læge eller 2 måske, et par sygeplejersker og et mini-apotek. Lægen var flink nok, talte endda lidt engelsk. Han nåede frem til at jeg nok bare havde fået en bakterieinfektion af en slags og gav mig en stak piller for det.
Selve klinikken så pænt smadret ud, som det meste andet på Cuba. Som om det bliver holdt rent, men når ting går i stykker, så bliver de kun nødtørftigt repareret. Apoteket til gengæld så ud til at være i fin stand.
Da jeg kom hjem mente vores værtinde at der kunne gøres lidt mere, så hun fik fat i en alternativ-behandlings-gut, der åbenbart havde gode evner til at få sådan en mave til at fungere igen. Og jeg må indrømme at gutten kunne sit kram, der gik ikke lang tid før jeg havde det betydeligt bedre.
Vores virkelig søde familie i Santiago de Cuba
Det var helt trist at sige farvel til vores familie. De havde været super hjælpsomme hele vejen igennem. Og de er nogle rigtig dejlige mennesker. Virkelig dejligt når man er så heldig at rende ind i den slags mennesker ved privat indkvartering.
Dem her lignede hobitter mere end nogle andre vi mødte.
14-timers turen tilbage til Havana var ikke så sjov, jeg er bare ikke god til at sove i busser. Men Havanas charme hjalp på det hele, bare det casa particular familien i Santiago havde fundet til os var en fornøjelse. Fra altanen var der udsigt til Malecón området, der er en lang og smuk strækning langs havet ved Havana. Og det lå dejligt tæt på centrum. Så vi havde mulighed for at få sagt ordentligt farvel til Havana før vi skulle afsted.
Udsigten fra vores værelse i Havana
Værelset i Santiago
Flere billeder fra huset i Santiago
Bemærk lige kombinationen af lægeplanter og wing-tsun dukke :)
Trinidad er kendt som en turistby, ca 75k indbyggere, pænt gammel arkitektur osv. Desværre var vejret generelt ret skidt de dage vi var der hvilket lægger en dæmper på min kamera aftrykker-finger. Men det er en meget charmerende by, små smalle gader i et meget bakket landskab. Som sagt er det en turistby hvilket betyder at hver anden person man render ind i er turist. Det er jeg ikke så stor fan af da det betyder at byen har indrettet sig derefter. Derfor fandt vi også souvenir butikker overalt og jinteros på hvert gadehjørne. Jintero er de fyre, der forsøger at overtale turister til at bruge turistvalutaen på lige netop dem. Det være sig på taxier, de casa particulares som de får procenter fra, de cigarer af "topkvalitet" som de gerne sælger en i lyssky gyder eller helt vildt gode veksel muligheder.
Folk som man for det meste bør undgå.
Alt det her er med til at gøre det pænt svært at se selve byen for bare turisby. Men ok, så må man jo bare se bedre efter.
Og det gjorde vi så, for vi endte med at have rigeligt med tid her. Havde vi bare vidst at Trinidad var som et sort hul, der tiltrækker turister for aldrig at lade dem slippe afsted igen... Nåmmen mere om det senere.
Det blev lørdag aften og vi besluttede os for at smutte i byen. Vi havde fået anbefalet et disco her i byen af nogle danskere vi mødte i den forrige by, Cienfuegos. Dette skulle være et diskotek dybt nede i en klippehule. Vi nåede frem til stedet og det var faktisk et ret spændende sted. Den massive bas, der normalt kendetegner store diskoteker væltede op af en smal indgang i klippesiden. Vi nåede dybere og dynere ned, det var faktisk et ganske spændende sted. Drypsten og stalakmitter eller hvad det nu hedder overalt. Og en tæt menneskemængde der bevægede sig i takt til musikken.
Jeg hyggede mig det meste af aftenen og og natten. Snakkede og dansede med bøde danskere, tyskere og andre i løbet af natten. Jeg brugte også lidt tid på at danse med en høj sort pige indtil jeg fandt ud af at det vist alligevel ikke var en pige. Nok er jeg på eventyr, men der må være grænser...
Kvalitetsrom kostede det samme som øl. Det blev en lang, lang nat og en pænt hård søndag. På vejen hjemad gik det hverken værre eller bedre at vi for godt og grundigt vild. I natten er alle katte grå og alle huse og veje ligner hinanden. Naturligvis var det ikke til at opspore en taxi når man endelig havde brug for en. Det lykkedes dog til sidst at finde hjem takket være nattens eneste taxi.
Søndagen var ikke så sjov. Vejret var skidt, jeg havde tømmermænd og oven i købet føltes det som om jeg var ved at blive syg. Crap. Først tirsdag var jeg ved at være helt rask igen. Det kunne have været værre, vi tog til stranden mandag selvom der var overskyet. En virkelig lækker strand til gengæld, rent turistparadis, dog overskyet langt det meste af tiden. Til gengæld var luften og vinden dejlig varm. Og når jeg nu er ved stranden så skal man altså også i vandet :) Det var som altid dejlig varmt. Mmmm, ved havet føler jeg mig hjemme, er der noget bedre end at kaste sig i varme blå bølger?
En cubansk skole med tilhørende propaganda.
Ah, matematik :)
Valentin, vores host i Trinidad. Super flink fyr.
Ja, nu er jeg jo arbejdsløs. Et muligt job i fremtiden?
Et ikke ualmindeligt syn. En gammel italianer og en unge cubansk pige.
Ummmmm, kokos...
Et standard casa-particular-værelse. Min tur til at have dobbeltsengen :)
Lidt standard propaganda.
De to hollændere vi blev ved med at rende ind i!
Den her gut påstod at det var ham, der var model til statuen for 28 år siden...
Vi ville gerne have været afsted til byen, der deler navn med det kendte tyske power metal band, Gamma Ray. Eller, sådan udtales det i vert fald med cubansk accent. Camaguey hedder det ifølge byskiltet, men Gamma Ray vil det for altid hedde i mit hoved.
Det skulle vise sig at være pænt svært. Den eneste bus, der kører fra Trinidad kører kl 8 om morgenen. Og som vi hørte fra nogle hollændere vi rendt ind i var det en lille 8-mands bus. Så giver det pludselig mening hvorfor så mange jinteroes tilbød taxier til alle mulige andre byer! Af en eller anden grund tilbød kun få af dem kørsel til Gamma Ray, og dem der gjorde, krævede at bilen blev fyldt op. Endelig efter lang, lang snak med alle mulige fandt vi frem til at den bedste fremgangsmåde var at tage til den nærliggende by, Sanctus Spiritus, hvorfra der var mange busser til Gamma Ray.
Men nu er jeg lidt for langt fremme i historien. Eli har den fremragende egenskab at hun er fantastisk til at falde i snak med manden på gaden. Den ene gang efter den anden møder vi spændende mennesker alle mulige steder. Denne gang faldt hun i snak med en meget ivrig og snakkesalig gut i 50'erne, der solgte mig et par glimrende sandwiches. Snart var vi inviteret til at komme og spise hos ham om aftenen (for en pris naturligvis), og vi endte med også at overnatte næste nat i hans casa particular.
En ganske foretagsom herre, der også fik os overtalt til at tage en salsa lektion hos ham om aftenen efter middagen. Der var nu ikke så svært. Vores underviser var en ung køn pige, der ikke sagde så meget, men hurtigt fik genopfrisket den smule salsa jeg nu kan. Men for pokker altså! Det er meget, MEGET mærkeligt at danse med en pige, der insisterer på at føre! Meget, meget mærkeligt...
Men sjovt var det nu. Salsa lektion på Cuba. Sjovt minde at have.
Fyren havde en del guldkorn at øse ud af. Under salsa lektionen kom han pludselg med en flaske rom og hældte et glas op til mig. "El ron de Cuba es el gazoline del Salsa" eller hvordan man nu skriver det på spansk. "Cubansk rom er benzin der driver salsaen" kan det oversættes til.
Et andet guldkorn kom da han opdagede at Eli og jeg kun er rejsekammerater og straks begyndte at flirte med hende: "Mænd er som biler. På samme måde som biler skal have skiftet dæk ind imellem bør mænd også udskifte deres kvinder".
Sanctus Spiritus opførte sig som Danmark. Det ene øjeblik strålende sol, det næste regn i stride strømme. Vi havde omkring 3 timer før bussen til Gamma Ray dukkede op. Byen havde omkring 100k indbyggere og det var en meget lidt en turistby hvilket kunne ses på den totale mangel på souvenir boder. Desværre fandtes der heller ikke et eneste sted i byen, der solgte vand på flaske.
Byen var ganske fotogen. Næsten blå himmel, mange smukke bygninger, markeder og andre spændende ting. Eli kunne til gengæld slet ikke forstå hvordan jeg kunne finde på at bruge tid på at få rengjort og pudset mine sko når der nu var så meget at se. Men jeg har aldrig prøvet at få pudset sko hos en vaskeægte gammeldags skopudser på gaden så jeg så det som en oplevelse. Derimod syntes jeg at jeg har set rigeligt med kirker og sjove statuer på det sidste.
Nå, vi kom videre mod Gamma Ray. Fænomenet med casa particulares har i Cuba medført nogle ganske solide telefonkæder. Både i tilfælde af at værten i det hus man nu banker på døren ikke har et rum ledigt og derfor kan ringe til sine nærliggende venner. Men også så man kan sende gæster videre til sine venner i andre byer på Cuba. Jeg går ud fra at hvis man gør sine venner vennetjenester, så går det også den anden vej på et tidspunkt.
Så vi havde allerede arrangeret overnatning, morgenmad og aftensmad i Gamma Ray da vi ankom. Og rent faktisk også i Santiago de Cuba når vi engang ankommer dertil. Det var min tur til at have den lille seng, hvilket skulle vise sig at være en seriøs nitte at trække. Uden tvivl den værste seng jeg nogensinde har skullet forsøge at falde i søvn i...
Gamma Ray var en ganske charmerende småstor by på vel 300k mennesker. Kendetegnet ved små labyrint-agtige veje for at forvirre pirater i tidligere tider samt utallige lerkrupper for at opsamle regnvand pga. vandmangel, gør den idag sit bedste for også at lade nutidens turister fare godt og grundigt vild. Ganske rar by at få et par øl i om aftenen. Og mange seværdigheder i form af kirker og andre seværdigheder. Den har i 2008 fået kategoriseret flere bydele som en del af den menneskelige kulturarv af UNESCO.
Vores dag i denne by blev velsignet af blå himmel og strålende solskin langt det meste af dagen. Og det var vireklig, virkelig varmt. Så varmt at de lokale brokkede sig over det. Vi så ikke nogen temperaturer, men mon ikke temperaturen lå på mindst 35 grader. Vores besøg på en ellers virkelig smuk kirkegård blev betydeligt forkortet af det faktum at det ikke rigtig var til at opholde sig ude i solen!
Byerne og dagene begynder at ligne hinanden. Den her måde at rejse på og hver dag se noget nyt er ikke så tiltrækkende længere. I nat ankommer vi til Santiago de Cuba, øens næst-største by. Her er planen at blive 2-3 dage indtil vi tager monster-turen på 14 timer i bus tilbage til Havana for at nå flyet på mandag. Jeg har efterhånden lyst til at rejse alene igen. Prøve ting alene, lave de fejl jeg nu kommer til. Ingen tvivl om at turen sammen med Eli har gjort alting meget lettere og billigere for mig. Og jeg har set og oplevet en masse spændende ting jeg aldrig var rendt ind i alene.
Men, her i løbet af de sidste dage jeg har på Cuba tror jeg at jeg trænger til at stå helt på egne ben. Og så må mit spanske briste eller bære. Altså, hvor galt kan det komme til at gå? :)
"The Return of the Kilo Restaurants" kunne være titlen på mine første kulinariske oplevelser her. Basalt set fungerer de som en buffet, men man vejer så sin tallerken når man har fyldt den op og betaler for vægten af maden. Nu ved jeg at i hvert fald mindst éen af mine læsere nu griner højt og mener at jeg nu kommer til at spise mig fattig. Og ja, det er der bestemt en risiko for. Sidst jeg var her var der en maksimumspris. Den må de have fjernet siden jeg var her sidst...
Fredag aften var jo fredag aften så vi skulle naturligvis feste. Alex er en del af CS miljøet her i Sao Paulo (hvilket er pænt stort, deres ugentlige møde når gerne 150 mennesker. På en tirsdag vel at mærke). Så vi smuttede til en privat fest med ca 50/50 brasilianere og udlændinge. Alle sammen meget søde og venlige mennesker. Det var bl.a. her jeg mødte de piger jeg spiste sushi med søndag.
Jeg fik endelig købt mig et par guide bøger i en gigantisk bogforretning (nøj, det var en god forretning, sååååååå mange bøger :)) på Avenida Paulista, en gade der svarer nogenlunde til Wall Street vil jeg tro. Den er hovedåren for den finansielle sektor i Sao Paulo og sikkert også hele Brasilien. Den består af gigantiske glas og beton monsterstore bygninger, hvor man godt kan føle sig lidt som en bondeknold og bare stå og stirre. Folk her er yderst velklædte i jakkesæt og pænt forretningstøj mens de skynder sig langsomt (som brasilianere nu gør) til frokost og tilbage til deres møder.
Med privat guide oplevede jeg Mercado Muncipal markedet, der består af en gigantisk hal med små boder overalt. Her kan man smage på alt, hvad der nu er menneskeligt muligt at smage på. Som paulista'erne siger, hvis det ikke kan købes i Sao Paulo, så kan det ikke købes i Sydamerika. Et helt fantastisk farvestrålende sted.
Men sikke en udsigt! Jeg håber at vidoen kan give et indtryk af hvor stor den her by egentlig er. En anden ting, der er værd at skrive hjem om er nattelivet. Med en enorm by fyldt op med brasilianere giver det fin mening at der altid er en fest at finde her. Rua Augusta svarer lidt til Jomfru Ane gade i Ålborg, bare i så meget større målestok. Altid proppet med festklare mennesker. Vi smuttede i byen lørdag aften, en aften der også havde en anden stor begivenhed: UFC 126! For dem der ikke ved hvad UFC er, google det. Kort sagt: Stor kampsportsbegivenhed og noget jeg er pænt bidt af. Og netop denne UFC havde som det helt store trækplaster en mesterskabstitelskamp mellem Anderson Silva og Vitor Belfort, der begge er brasilianere. Kampsport er en stor ting i Brasilien og rigtig mange folk jeg snakkede med vidste udemærket godt hvad det her gik ud på.
Vi fandt en bar med skærme på væggene, der viste UFC. Og der var proppet! Da hovedkampen begyndte gik folk amok! Iøvrigt en rigtig, rigtig god kamp! En ting der til gengæld overraskede mig var at så vidt jeg kunne forstå støttede de 2 kæmpere 2 forskellige fodboldhold. Og da Brasilien er gennemsyret af fodbold, var dette at hælde en god portion ekstra benzin på bålet! Mildest talt gik folk amok, da kampen sluttede ganske hurtigt og spektakulært!
Nåja, og så skal der snart trænes Jiu Jitsu igen. Efter 3 uger uden træning trænger jeg virkelig til at få rullet. Planen er at træne hos Bolao i Rio, jeg har netop kontaktet ham idag. Mmmmm, det bliver godt :)
