Santa Clara

Første stop på vores tur gennem Cuba var Santa Clara, en by som Wikipedia fortæller har over 200.000 indbyggere, men som for os ikke virkede specielt stor. Måske de tæller oplandet med i det tal? Byen blev grundlagt af en række familier fra havnebyer nordpå, der var blevet trætte af at blive plyndret af pirater.

En ting, jeg virkelig ærgrer mig over er, at jeg ikke har nogen turist-bog om Cuba. Jeg tænkte at sådan en finder jeg da bare i Cubas lufthavn, men så let skulle det ikke være. Det er ikke til at opdrive sådan en her i landet. Generelt er det nærmest umuligt at finde noget som helst amerikansk pga. handelsblokaden.

Så da jeg faldt i snak med en hollandsk dame i bussen hertil med en Lonely Planet guide til Cuba lånte jeg den med stor glæde resten af busturen! Hun var desværre hverken til at hugge eller stikke i da jeg forsøgte at overtale hende til at sælge mig den. Så var gode dyr rådne. Det bedste jeg lige kunne komme på var at tage billeder af de vigtige sider. Så resten af busturen så mig sidde med kameraet og tage billede på billede. Så nu har jeg da lidt mere information om det land jeg befinder mig i.

Skræmmende så meget man kan komme til at regne med at Google og Wikipedia bare er ved hånden...

Det går bedre med at kommunikere med de indfødte. Jeg må stadig ofte give fortabt med at forklare et eller andet, men oftere og oftere lykkes det. Dagens lektie er at jeg skal tale meget langsomt og a-r-t-i-k-u-l-e-r-e!

Nå, men vi kom jo så til Santa Clara. Det er blevet varmere og varmere de sidste par dage og vi har set mere og mere til solen. Virkelig dejligt, men jeg mener altså at solen bedst nydes i nærheden af eller på en strand. Det har Santa Clara desværre ikke, men vi fik til gengæld set og taget billeder af det meste af hvad byen har af seværdigheder. Den her måde med at rejse fra by til by og bruge et par dage på at udforske den har jeg ikke rigtig gjort før. Men jeg kan mere og mere se pointen ved det. Både hovedet og kameraet bliver fyldt godt og grundigt op af oplevelser.

Da vi ankom til Santa Clara blev vi som sædvanlig overfaldet af den sædvanlige gruppe mænd med tilbud om taxi'er. Vi var ved at affeje dem som vi plejer, men opdagede at i denne by var der adskillige hestevogne man kunne komme med. Så vi fik fat i sådan en; ganske sjovt at køre igennem byen på denne gammeldags måde.

Den lokale plaza havde enormt smukke bygninger, jeg fik taget en håndfuld lige som solen var på vej ned, virkelig smukt. En sjov detalje er at på vej ned af en eller anden gade så jeg pludselig en flok unger på omkring 10 år rende ned af vejen iført hvide gi'er og bælter i forskellige farver. Altså den slags dragter man bruger til at træne kampsport i. De samme unger faldt vi senere over i den lille skole jeg også har et par billeder af, de trænede Judo så vidt jeg lige kunne se. Desværre fik vi ikke lov til at komme ind og se, kunne ellers have været spændende.

Vi overnattede endnu en gang lokalt i et casa particular, virkelig flinke mennesker. Eli og jeg har de sidste par dage spist morgenmad sammen og derefter brugt dagen hver for sig for til sidst at mødes og spise aftensmad sammen. Og som det er sket temmelig mange gange nu, så har vi også lige fået en øl eller to. Og selvfølgelig den vanedannende cubanske rom. Vi kommer godt ud af det sammen, men at være sammen konstant er også ganske opslidende. Indtil videre er det en god aftale at rejse, spise og bo sammen. Men jeg er ikke længere så bange for ikke at kunne klare mig selv, det skal jeg nok klare uden de helt store problemer.

Hun ville gerne opleve at rejse med toget her i Cuba, da private ikke kan rejse med tog i Mexico. Alle tog og togbaner er privatiserede af firmaer. Her i Cuba blev vi dog advaret om at bussen ville være langt mere komfortabelt. Nåja, fint nok, vi er ikke så fornemme så det skulle vi nok kunne klare. Det ville desuden tage 3 timer med tog fra Santa Maria til Cienfuegos hvor bussen kunne klare det på 1. Hmmm, det måtte da godt nok være noget af et bumletog? Nå, det klarer vi nok, hvor slemt kunne det være?

Da vi så skulle købe biletterne kom dagens overraskelse. Prisen var 2 cubanske pesos stykket. Det svarer ca til 50 øre! For en 3 timers togrejse! DSB, hører i efter her??? Jeg tror det er de bedste 50 øre jeg nogensinde har betalt. For turen var da i hvert fald en oplevelse :)

Det kom ikke som nogen stor overraskelse at toget var forsinket. Ok, en time forsinket var måske lidt mere end vi lige regnede med. Men fair nok, toget dukkede op til sidst. Og magen til bumletog skal man da lede længe efter! Meget, meget smadret, åben dør ud til lokomotivet så ind imellem kom der et godt pust af kul ind i "kabinen". Toget kom i gang og sikke vi bumlede :) Der var et eller andet søvndyssende over togets rytme. Det kunne man godt være faldet i søvn af, havde det ikke lige været fordi det trak temmelig kraftigt ind gennem den åbne dør. Men værst af alt var togets horn, eller hvad sådan noget nu hedder. Vi sad jo lige bagefter lokomotivet, så det var simpelthen øresønderrivende højt! Gudskelov havde jeg en pakke ørepropper med, det takkede jeg mig selv og guderne adskillige gange for. Selv med ørepropper i kunne jeg mærke lydbølgerne i brystet.

Strømmen og lyset i toget var en historie for sig. Da mørket sænkede sig kom en af tog-mændende op til fronten. Han fandt en ledning frem fra loftet af toget og trak den med sig da han hoppede op på lokomotivet. Der fandt han en tilsvarende ledning og så forsigtigt man nu kan gøre det på et bumletog af denne klasse forbandt han de to ledninger. Det må have vaeret paent tricky, han havde ikke engang gaffa til rådighed. Det gav et par gnister da han førte dem sammen først for at se om det virkede. Derefter forbandt han dem ved blot at vikle lederne sammen og fæstne det med hvad der lignede toiletpapir!

Egentlig ganske imponerende gjort. Og voilà, så var der lys i togvognen. Lyset bestod af en enkelt pære i midten af toget, ingen grund til at overdrive her. Og det skete kun 2-3 gange i løbet af togturen at ledningerne røg fra hinanden og sendte gnister ud over alting. Med de midler der var til rådighed må man tage hatten af for deres Storm P. løsninger.

Video fra Havana

Det lykkedes mig at uploade en lille video fra Havana. Haaber den giver et lille glimt af stemningen her.

Rejsedag

Idag er det tirsdag d. 18. Januar og vi er på vej mod Santa Clara. Dagens blogindlæg er mest en undskylning for at poste et par billeder. Vi har sagt farvel til vores "cubanske moder", Mercedes der havde det "casa particular" som vi nu har boet i i 3 dage. (Jeg har iøvrigt både hende og Eli mistænkt for at være hobitter, så små kan mennesker da mennesker da ikke blive? Må lige kigge på deres fødder ved lejlighed for at se om de skulle være behårede...) For 3 dage med morgenmad, en enkelt aftensmad og en enkelt tøjvask slap jeg med godt 350kr, det er en pris jeg vist godt kan være tilfreds med.

Til gengæld er hotellerne i centrum af det gamle Havana bestemt ikke billige. Vi så priser fra 120$ og op til 300$ for et enkeltværelse. Så hvis man virkelig vil, kan man sagtens købe sig fattig i Havana!

Vi bliver stadig tilbudt taxaer konstant, men jeg er nu ved at vænne mig til det. Det er også at forvente at de til at starte med sætter prisen meget højt, men at man kan prutte den meget længere ned. Eli er heldigvis god til at prutte om prisen. Det ser ud til at jeg kan spare lidt penge her i modsætning til Hawaii, der røg godt nok lidt rigeligt af opsparingen der...

Igår fandt vi endelig frem til en strand, man skulle bare tage bussen en halv times tid øst for Havana. Men så fandt vi også smukke, smukke sandstrande med det fineste sand, palmer og billige barer. Vandet var meget klart og nærmest turkis som det forhåbentlig fremgår af billederne. Desværre havde jeg hverken fået badebukser eller håbdklæde med, men så må man jo improvisere.

Om aftenen vendte vi tilbage til restaurant Nadron og fik endnu en gang fantastisk mad. Jeg fik optaget en lille video da vi smuttede, håber den kan give et lille billede af stemningen (den kommer først op når jeg når Brasilien, 56k modemmer burde forbydes globalt ved lov!).
Vores tjener gav os desuden dagens bedste grin. Vi bad ham om at tage et billede af os, men det lykkedes ham at vende kameraet omvendt så han tog et billede af sig selv! Og han opdagede det ikke! Jeg må lige få billedet fra Eli, det var simpelthen ubeskriveligt morsomt i øjeblikket!!! Og vi har jo selvfølgelig billedet til evigt minde :)

Da vi skulle hjemad stod det ned i stride strømme og efter temmelig meget prutten om prisen lykkedes det os sørme også at finde en taxa. Men da der så både var en taxa chauffør og en gut mere i bilen, samt at de ikke svarede på vores spørgsmål og jeg desuden ikke lige kunne genkende den rute vi tog, da betyndte jeg at blive lidt nervøs! Skulle dette være første gang vi blev berøvet??? Heldigvis var vi pludselig næsten hjemme og de satte os af et par blokke fra huset. Jeg var lettet, men også lidt irriteret over at de ikke ville køre os de sidste 2 blokke i det her vejr.

Det betød at vi på vejen hjem søgte ly i den mest smadrede lowlife bar jeg nogensinde har set! Halvdelen af vinduerne var forsvundet, lokummet bestod af et beskidt lokum og en spand man kunne fylde vand i fra en vandhane (der ikke virkede) til at skylle ud med!
Til gengæld var den virkelig billig. En ok kvalitets dåseøl kostede 30 cubanske pesos, vel ca. 7,5kr og et glas cubansk rom, som jegefterhånden er blevet lidt glad for, kostede 2,5kr! Og så kunne det naturligvis ikke betale sig at spare på alkoholen :) Det var ikke nemt at komme tidligt op idag så vi kunne nå bussen...

Der er en voksende sandsynlighed for at jeg ender med at slå mig ned som alkoholiker her. Deres rom er slemt vanedannende. Og når man kan købe en flaske kvalitetsrom, f.eks. Ròn de Cuba 7 Anos (7-års rom) til omkring 11$ i en bar, så kan det godt friste slemt. Nu må vi se om jeg kommer på flyet om små 2 uger, eller om jeg skal findes på bunden af en cubansk romflaske.

Jeg skal snart ud og kigge efter et par nye sandaler. På vej hjem igår lykkedes det mig at træde ned i en pøl af et-eller-andet-udefinérbart. Hvis jeg er heldig var det bare hestepis. Under alle omstændigheder stank det noget så forfærdeligt! Jeg forsøgte at vaske dem, men opgav hurtigt; de kommer aldrig nogensinde til at kunne bruges uden for en stald igen. Selv min fod måtte jeg vaske flere gange før jeg kunne tillade mig at være i selskab med mennesker igen...

Kulturchock ekstra billeder

Her er lidt flere billeder, der hoerer til Kulturchock indlaegget. Bl.a. parret, der forsoegte at faa os til at koebe cigarer i et temmelig uofficielt baglokale.

Kulturchock

Advarsel: Wall-of-text blogindlæg! Jeg har desuden taget en milliard billeder og 2 videoer, men billederne har jeg ikke faaet med ind paa den her internet cafe. Og nettets hastighed her betyder at det vil tage 3 timer at uploade en video. Jeg vil forsoege at faa billeder og video lagt op hurtigst muligt. Hvilket muligvis foerst bliver i Brasilien...

Gennem tiden har jeg set lidt billeder fra Cuba, hørt lidt historier osv. Jeg syntes jeg havde en nogenlunde fornemmelse af hvordan det ville være her. Jeg vidste at det ville være fattigt her, men jeg må indrømme at jeg ikke var helt forberedt på hvad jeg har oplevet de sidste par dage.

Min rute fra Hawaii havde en del stop. Og varede pænt lang tid. Fra flyet lettede i Honolulu kl 14 til jeg landede i Havane gik der 19 timer, så jeg var pænt træt da jeg ankom. Første mellemlanding var i Los Angeles, anden i Mexico City, derefter en lille by på vejen ved navn Merida for til sidst at lande i Havana, Cuba. I Merida faldt jeg i snak med en brasiliansk pige ved navn Jessica, der bl.a. hjalp mig med lidt spanske oversættelser. I Havanas lufthavn mødte vi en lillebitte mexikansk pige ved navn Eli. De talte begge spansk hvilket gjorde livet betydeligt lettere for mig, det begyndte at gå op for mig i lufthavnen at jeg muligvis kunne være i nogle halvstore problemer da jeg ikke taler meget spansk. For at gøre en lang historie kort, så delte vi en taxa ind til byen, Jessica havde allerede hotel, Eli havde ikke booket hotel, så jeg tilbød at vi kunne få den anden seng i det værelse jeg havde bestilt. Det viste sig at være en rigtig, rigtig god idé at have en privat tolk med sig.

I taxaen ind mod Havana var det tydeligt at se at folk her er fattige. Børn i laset tøj legede i gaderne, cubanske mænd i lige så laset tøj forsøgte at holde liv i oldgamle biler fra den kolde krig, der kun stod på alle 4 hjul endnu ved hjælp af gaffa, tyggegummi og ren og skær viljestyrke. Husene var faldefærdigge og beskidte.

Det lykkedes taxachaufføren at finde frem til mit hostel ved at spørge lidt omrking. Det er et virkelig venligt par, der har det hus vi nu bor i. Værelset er klassisk gammeldags latinsk med gammelt, gammelt inventar, et vindue med røgfarvet glas, der ikke lukker meget lys ind og gardiner foran. Det er gammelt, men til gengæld pænt og rent. Til gengæld forstod jeg ikke et ord af hvad vores værter sagde.

Cubanerne taler spansk, men ikke spansk som i Spanien. De mumler og taler åndssvagt hurtigt. Og så æder de alle s'er i enden af ordene. Så i starten fattede jeg seriøst ikke et ord af hvad folk sagde her. Mine to veninder til gengæld begyndte jeg at forstå lidt efter lidt. De artikulerer begge meget bedre og taler langsommere. Den smule spansk jeg lærte i den tid jeg har været i Spanien vendte mere og mere tilbage, vendinger og ord er begyndt at dukke op i mit ordforråd. Hvem ved, måske ender jeg med at forstå hvad folk siger her.

Jeg står og skal tage en beslutning nu. Jeg mødte et par norske piger i flyet, der har købt 2 ugers spanskundervisning startende imorgen mandag. Jeg får tydeligvis problemer med sproget her, så jeg har overvejet at se om jeg skulle koble mig på det hold.

På den anden side har jeg kun 2 uger her. Jeg når ikke at få lært meget på 2 uger. Og jeg ville ikke have den samme tid til at få set noget af Cuba. Og desuden taler de et forfærdeligt spansk her. Derudover er det vigtigere for mig at lære portugisisk på den her rejse.

Indtil videre er min beslutning at bruge et par dage sammen med Eli og få oplevet noget mere af Cuba. Hun er god til at finde de billige steder og få cubaner-priser i stedet for turist priser (en cuc som er turist-valutaen svarer til 24 cubanske pesos og er ca det samme som en amerikansk dollar. Og de betaler ofte i pesos mens turister betaler mindst tilsvarende i cuc...). Jeg derimod er tydeligvis turist og dermed målet for alle, der vil forsøge at få penge ud af sådan en. Mere om det senere.

Nå, jeg var ved at fortælle om vores oplevelser i Havana. Vi mødtes alle 3 igen senere på Jessicas hotel. Meget klassisk hotel i centrum med kæmpe hall og bar lige indenfor dørene. Massivt træ og marmor over det hele og med en værelsespris på 120$. Jessica fortalte os dog at værelserne på ingen måde er det værd, alt var faldefærdigt på værelserne og badet fungerede ikke. Jeg betaler derimod 23$ for min private indlogering som Eli for tiden betaler halvdelen af. Og vores bad virker :)

Da jeg så endelig stod i centrum af Havana Vieja (det gamle Havana) var det at kulturchokket for alvor ramte. Det kan på ingen måde sammenlignes med Hawaii. Det må være muligt at få lidt et indtryk af hvordan det er at være her ved at kigge på den milliard billeder jeg har taget. Jeg har også optaget 2 korte videoer som jeg håber på at kunne uploade på et tidspunkt. Der var alt hvad jeg havde hørt om; de gamle amerikanerbiler med kæmpe sorte udstødningsskyer fra de faldefærdige motorer, de mange virkelig flotte bygninger hvoraf mange desværre ikke ser ud til at blive ordentligt vedligeholdt, de farverige cubanere i færd med dagens ærinder.

Mit umiddelbare indtryk af cubanerne ikke udelukkende positivt. Taxichauffører, der forsøger at kræve ublu priser fra turister er selvfølgelig halvt at forvente. Men det er især folk på gaden der ved første øjekast er helt vildt hjælpsomme men som senere viser sig at forsøge at få os til at give dem penge eller købe noget til dem som jeg virkelig, virkelig ikke bryder mig om. Det betyder at det er virkelig svært at føle at man kan stole på nogen som helst her. Selv sønnen til vores værter, der vel er omkring 25 år gammel, kan jeg ikke helt finde ud af om jeg kan stole på. Jo, han hjalp os bl.a. med at finde et rigtig, rigtig godt sted at spise. Men følgende historie er altså lidt mærkelig:

De to piger er begge tossede med at danse, så han fortæller om et godt sted at danse som han kender. Vi når frem og den enormt lange kø af lokale udenfor det her meget undergrundsagtige sted er jo normalt et godt tegn, det betyder normalt at det er et godt sted. Men han mener ikke at vi skal stille os i kø, så vi står en times tid og venter mens køen snegler sig forbi.

Ok, jeg er jo nok lidt naiv på nogen områder og denne aften skulle vise sig at være et tidspunkt hvor jeg ikke lige opdagede hvad der foregik omkring mig. Altså, jeg lagde meget hurtigt mærke til at der kun var meget, meget få kvinder i køen. Nå, der er nok flere indenfor tænkte jeg. Jeg havde også godt lagt mærke til at folk var klædt virkelig, virkelig flot og stilet på. Og de her fyre havde generelt gjort rigtig meget ud af sig selv. Meget glitrede, meget creme i håret og generelt meget veltrænede. Og fyrene virkede meget glade for at se hinanden, et kram var ikke nok, der skulle også kindkysses her. Nåja, det er nok bare sådan man gør her på Cuba. Sønnen var også usædvanlig velklædt, veldansende og generelt en flot fyr. Ja, der gik nok en lille times tid før det begyndte at gå op for mig at det nok egentlig var en bøsseklub jeg stod i kø til at komme ind på.

Interessant...

Nå, værre var det heller ikke. Der var jo ikke nogen der irriterede os eller noget. Og pigerne ville bare danse. Men køen blev ikke rigtig kortere, så lidt efter besluttede vi os for at fortælle sønnen at vi ville smutte ind på en anden klub i nærheden og få danset lidt.

Men sær historie. Jeg forstår stadig ikke helt hvad hans mål egentlig var. Nåmmen vi kom da ud og danse. Jeg må indrømme at jeg følte mig meget hvid og som en pænt dårlig danser midt på et dansegulv proppet med cubanere, der alle tydeligvis havde fået salsaen ind med modermælken. Men lige meget, danses skulle der og det blev der!

En anden historie: Jessica havde kun en enkelt dag i Havana før hun skulle videre. Så Eli og jeg udforskede gaderne i Havana da Jessica var taget videre. En ung fyr med en køn kæreste falder i snak med os og ender med at vise os rundt, bl.a. på den café hvor en scene fra Buena Vista Social Club er optaget. Virkelig flink fyr. Han viser os også en spændende restaurant som han varmt anbefaler. Vi kommer forbi nogle gamle faldefærdige opgange som vi med hans hjælp får udforsket. Det er der hvor billederne af knægtene er taget, det kan godt være at det er gammelt, men stedet har sjæl og ungerne er storsmilende. Senere vil han vise os en gammel tobakfabrik hvor han arbejder. Så han hiver os med ind i en anden opgang og ind i et rum hvor en masse flotte cigarkasser bliver hevet frem som det også kan ses på billederne. Så vidt jeg kan forstå begynder han at presse Eli for at vi køber en kasse til 50$. Det afviser vi og han presser mere på. Vi kommer ud igen og han spørger om han ikke kan få lidt penge til mælk til hans gravide kæreste. Vi ender med at gå. Vi har begge en pænt dårlig fornemmelse i maven. Hvordan skal vi nogensinde kunne komme til at stole på en cubaner?

Jeg har desuden ikke længere tal på hvor mange gange vi er blevet stoppet for at høre om vi ikke ved hvad klokken er. Eller om vi ikke har ild til at tænde en cigaret. Mest af alt bliver vi konstant spurgt om vi ikke vil have en taxa (hvor prisen iøvrigt sagtens kan variere adskillige 100%). Jeg har flere gange læst at folk der har hjulpet dem er endt med at få stjålet deres ting.

Så jeg er lidt nervøs for hvordan pokker jeg selv skal kunne overleve her når jeg ikke taler sproget.

De næste par dage regner jeg med at bruge sammen med Eli og få set noget mere af Cuba. Jeg er jo desuden kommet til Cuba uden rigtig at vide hvad jeg egentlig vil her, udover at opleve stemningen. I Brasilien vil jeg først og fremmest få trænet. Derefter vil jeg gerne bruge noget tid på at lære portugisisk. På Hawaii ville jeg træne og surfe. I Argentina vil jeg også træne og danse argentinsk tango. Men brasiliansk jiu jitsu er endnu ikke nået til Cuba. Så hvad skal de her 2 uger fyldes ud med? Ligge på stranden? Tror jeg ikke. Selvom det er shorts-og-t-shirt-vejr her, så har det endnu ikke været strandvejr mere end 10 minutter ad gangen, da solen ikke har været meget fremme.

Nå, der skal også lige en positiv historie med. Vores værters søn fortalte os om en restaurant som vi besluttede os for at besøge. Der var lang kø udenfor, men det var hele ventetiden værd. Restauranten var fantastisk flot udsmykket med alle mulige skulpturer i mørkt træ og ud på aftenen kom der en pianist og satte sig ved flyglet for at underholde. Lyden af flyglet var skinger som på gamle, gamle film. Men stemningen var fantastisk. Jeg fik næsten en tåre i øjet da det mindede mig om hvordan min mormor ville sætte sig til flyglet og spille for os da jeg var yngre.

Prisen var virkelig overkommelig. 4$ for min forret der bestod af kikærter rørt sammen med baconstykker i en virkelig lækker sovs. Hovedretten til 6,5$ var kaninragout med tilbehør og smagte fantastisk. Og portionerne var så tilpas store at jeg blev rigeligt mæt. Vi fik sangria til maden og jeg fik en virkelig god rom bagefter. Inkl drikkepenge o.a. slap jeg af med 18$, lige over 100kr! Der regner vi meget kraftigt med at vende tilbage til :)

Selvom det her blog indlaeg maaske virker lidt negativt, saa vil jeg stadig sige at bare det at vaere her og opleve atmosfaeren, bygningerne, menneskerne osv. lang opvejer de negative ting. Jeg er en anelse nervoes for fremtiden her, ja, men hvad jeg har oplevet indtil videre er helt sikkert turen vaerd!

Naa, ud paa eventyr igen!