Virada Cultural i São Paulo

Disclaimer: Sidst del af dagens post er absolut ikke for sarte sjæle! Den indeholder tekst om og billeder af folk, der frivilligt hænger sig op i kroge gennem deres egen hud som kunstart! Hvis dette ikke lyder som noget du har lyst til at se billeder af, så pas på hvor langt ned du læser...

Nå, jeg kom endnu en gang til at smutte til São Paulo i et par dage, denne gang for at besøge venner, men også for at opleve Virada Cultural. Det er 24 timer med kultur af alt mulig slags i centrum af byen. Store områder er spærret af og der er virkelig, virkelig meget at opleve her!

Da jeg først ankom til det hele var jeg lidt forundret over alle fyrene med langt hår og metal t-shirts. Var jeg kommet hjem? Næh, det viste sig at jeg var landet i nørd-området af det hele med tegneserier, rollespil, Star Trek og andre nørderier. Og jeg er jo altså ikke nørd! Til gengæld var der en metalscene tæt på, der åbenbart ikke lige skete noget på lige nu. Derfor metalfolk over det hele.

Ok, jeg må jo nok indrømme at jeg godt kan være lidt nørd til tider. Jeg kan godt lide at læse lidt tegneserier. Jeg har spillet en del computer tidligere. Og science fiction/fantasy bøger er jeg stadig ret vild med. Men de gutter her kan jeg seriøst ikke følge med! Første billede er fra et spil Trollball. Det går kort sagt ud på at få fat i troldehovedet, der til at starte med ligger i midten af banen og smide det i modstanderens kurv. Men forskellen er at alle render rundt med middelstore tohåndssværd og kan slå hinanden ihjel! I hvert fald midlertidigt. Sjovt at se på. Nørdet.

Nørdboderne var sjove nok, især Star Trek standen. Hvordan kan man andet end elske en gut, der poserer iført fuldt Klingon kostume?

En af hovedattraktionerne på kulturdøgnet var et Beattles kopiband, der stillede op til at spille samtlige Beatles plader fra ende til anden. De havde lidt småpauser ind imellem, men som det kan ses på billedet, så kan de umuligt have fået mange timers søvn! Beatles4Ever, mener jeg de hed. Og de var faktisk overraskende gode, de havde den helt rigtige lyd, både instrument- og vokalmæssigt. Respekt, ikke en simpel opgave at tage op. Jeg fatter ikke helt hvordan deres stemmer kunne holde til at synge et døgn i træk.

Desuden ganske underholdende da de nåede frem til at skulle spille I Want to Hold Your Hand, vel at mærke på tysk!

Jeg faldt på et tidspunkt over en tom boksering. Her håbede jeg på at kunne opleve måske lidt Vale Tudo (brasiliansk kampform, der direkte oversat betyder 'Alt går'. Den originale form for MMA) eller lignende. Men nej, det viste sig at skulle handle om wrestling. Vel at mærke show-wrestling! Ikke noget man rigtig kan tage seiøst, men ganske underholdende at opleve alligevel. Og jeg fik nogle fede billeder af det!

Yndlingsbillede: Da gutten i sparkedragten sætter af fra kanten af ringen og lander oven i de to andre. Billedet er nærmest uvirkeligt, hvordan kan fyren ligge flyvende så højt oppe i luften?

Ok, så er vi kommet til den lettere blodige del af historien. Det er her de sarte skal springe fra.

Seriøst, jeg mener det. Hvis du læser videre nu er du selv ude om det...

Emilia, en af mine venner fra São Paulo, var en del af crew'et på "Arte Corporal" scenen. Eller freak-scenen som de selv kaldte den. Det er her alle dem med kropsudsmykningerne holder til. Alle dem med tatoveringer, piercinger, kropsmodificeringer osv. Ting jeg finder spændende, men måske ikke er 100% min kop the.

Der var dog et enkelt show, der fuldstændig slog benene væk under mig.

Et par står på scenen, begge meget små, piercede og grundigt tatoverede. De er også malet på overkroppen og i ansigtet. Så vidt jeg kan forstå er deres tradition den indiske, det er tydeligt at det her ikke bare er et eller andet nyt de lige er hoppet med på.

De vender sig mod hinanden og jeg ser krogene i ryggen. Tidligere på dagen har jeg bag scenerne set hvordan de professionelle piercere kirurgisk nøjagtigt placerede ind- og udgangshullerne til krogene. Der er noget fascinerende ved at se dem presse krogene gennem huden. Krogene er nødvendigvis store for at kunne bære vægten og samtidig skarpe som skalpeller. Der er noget slagter-agtigt ved måden de tvinger krogene gennem vores imponerende stærke hud. Det er ikke noget man normalt ser ske på levende mennesker. Eller mennesker overhovedet.

De står på scenen og de er på vej væk. Der er en aura af noget magisk over det hele, det skiftende lys gør det uvirkeligt da der bliver sat reb i krogene og de langsomt kommer op og stå på tå. Billedet er uvirkeligt, som var det et morbidt dukketeater. "Der er ingen bånd, der binder mig!". Men samtidig er magien ved at tage over. De letter fra jorden og hænger uden at røre sig som var vi publikum i en morbidt smuk og kunstfærdigt udsmykket slagtehal.

De bevæger sig en smule mens de bliver hejst højere og højere op under sceneloftet. Musikken er mærkelig, der er noget sær, sær snak inde over en gang imellem og en tyk mand med en stor tromme vandrer rundt på scenen. Men han forsvinder i mit opmærksomhedsfelt for nu sker det magiske.

Hun bevæger sig prøvende lidt frem og tilbage. Pludselig sparker hun kraftigt ud så hendes lille krop bliver revet frem og tilbage! Og hun skriger! Et gutturalt skrig ladet med så mange følelser at jeg mærker tårerne trille ned af kinderne. Et skrig ladet med trods, smerte, hengivenhed og magi. Benene er fejet fuldstændig væk under mig, jeg tager fuldstændig imod den bølge af sanseindtryk der står ud fra hende. Hun er et åbent følelsesmenneske, alt hvad hun føler viser sig i hendes udtryk. "A child of the wild", som bandet Pain of Salvation ville beskrive hende. Hun slapper af igen, der er et udtryk af trance i hendes ansigt. Hun er her, men er her ikke helt.

Med en klump i halsen får jeg endelig startet en video. Gid jeg havde fået optaget skriget. Jeg håber at det at se dem gynge lidt frem og tilbage i videoen nedest på siden her kan give et billede af magien.

De begynder at gynge frem og tilbage mod hinanden indtil de kan tage hinandens hænder. Hun slynger sine ben om hans og de trækker sig ind til hinanden indtil de er tæt i en omfavnelse. Følelserne mellem dem er tydelige og de kysser hinanden. Det er ikke til at sige om det er smerten eller intensiteten imellem dem der gør det, men hendes ansigt fortrækker sig som om hun græder sin sjæl ud. Det er så inderligt at jeg igen får tårer i øjnene. Det er så forbandet smukt at jeg glemmer mig selv, jeg er ikke længere, det eneste virkelige er den følelseseksplosion der udspiller sig foran mig.

De bliver langsomt sænket ned til jorden igen, magien foretager sig lige så langsomt. De bukker kort og går hånd i hånd af scenen og ind i teltet. Jeg følger kort med Emilia ind i teltet, men det er næsten for personligt at kigge på dem. Jeg ser at henne i hjørnet af teltet ligger en af de unge fra standen. Hans tynde krop ryster mens han ligger i fosterstilling og hulker. Alle derinde har tårer i øjnene. Jeg går ud igen og lader langsomt magien foretage sig. Dybt taknemmelig over at have fundet den det sidste sted jeg ville lede.