Vi nærmer os enden. Dette er næstsidste indlæg i denne blog, skrevet på en af mine sidste dage i Rio.
Som alle Jiu Jitsu gutterne ved, så er açai noget af det lækreste at spise efter en hård træning. Açai bærret er i sig selv virkelig sundt og proppet med alt hvad man kan forestille sig af antioxidanter og andre gode sager. Desværre smager bærret i sig selv ikke af så meget, så det blandes normalt op med guarana, der fungerer ca. ligesom sukker. Sådan en açai blanding smager fantastisk, men der er simpelthen for meget sukker for mig i! Så jeg gik pænt hurtigt over til noget andet da jeg ankom til Rio. Jeg kan nu præsentere mig selv om officielt afhængig af agua de côco, der direkte oversat betyder kokosvand.
Enhver strandbod med respekt for sig selv har en klase grønne kokosnødder hængende udenfor og et køleskab fyldt op med dem. Når man så beder om sådan en, finder de en stor manchete frem, hugger 3 gange i nødden og popper så toppen af. Med et sugerør er der så adgang til det iskolde og fantastisk læskende indhold. Smagen er som let sødligt vand, men med mange smagsnuancer i. Det er oven i købet sundt, så hvad mere kan man ønske sig? Jo, der er faktisk en indbygget bonus. Man kan bede manchete-manden om at åbne nødden, hvorefter man kan grave kokoskødet ud. Nogen gange er der nærmest ingenting, andre gange som på mit billede her kan man være meget heldig.
Det er ikke en ufarlig gesjæft. Jeg så en enkelt kokosnøddesælger med en halv tommelfinger.
En restaurant som rigtig mange mennesker kraftigt havde anbefalet her i Rio er Porcão. Porcão er et churrascaria, altså en restaurant hvor tjenerne går rundt med store spyd med kød af enhver slags og tilbyder gæsterne. Det skulle være det bedste churrascaria i Rio, hvilket siger ikke så lidt da byen er proppet til randen af dem. Til gengæld var prisen også ganske imponerende, ikke ligefrem et billigt sted. Men sikke en oplevelse, vi fik en fantastisk rødvin fra Argentina til. Bedste vin jeg har smagt i lang, lang tid. Mindst 4 måneder ;) Og kødet? Ah ja, kødet var mørt og veltilberedt. Jeg var så mæt at bare tanken om mere mad var utænkelig. Er man i Rio er Porcão obligatorisk. Både for maden, men også udsigten, betjeningen og underholdningen i at observere spyd-tjernerne er hver en real værd.
En af de ting, brasilianerne snakker om er, at deres pizza er bedre en italianernes. Fair nok, det måtte jo komme an på en prøve. En anden ting er, at de skulle have chokoladepizza? Wtf??? Chokoladepizza? En pizza med chokolade? Ah, kan det nu virkelig holde? Nå, det må jo så også komme an på en prøve.
På trods af, at min paulista-veninde hårdnakket påstår at alting, og dermed også pizza, er meget bedre i São Paulo, fandt vi et ganske udemærket pizzaria i Catete, Rio de Janeiro. Dette pizzaria havde rodizio, en slags alt-hvad-du-kan-spise. Det foregår lidt som et churrascaria, tjenere går rundt med fade med en slicet pizza man så kan få en slice af. Jeg må indrømme at det var noget nær det bedste pizza jeg har fået! Lidt tykkere end italiansk pizza og et tykt lag af ost og fyld, men stadig med sprød bund. Virkelig god pizza!
Og så kom absurditeten så! Chokoladepizza!!!
Første pizza var en bananpizza med chokolade ovenpå. Lettere mistroisk kastede jeg mig over den. Og den var god. Faktisk imponerende god. Næste var mørk chokolade med jordbær. Også lækker. Den sidste var mørk chokolade med krymmel. Og is! Seriøst, de kommer så en kugle is ovenpå når pizzaen er taget ud af ovnen! Mere mærkeligt end lækkert. Men også ok. Alt i alt var bananpizza + chokolade det største hit. Måske man skulle eksperimentere med det derhjemme?
Jeg var et smut forbi botanisk have. Den er grundlagt i 1808 af Dom João VI og virkelig et smukt sted at besøge. Jeg har ikke så mange andre kommentarer her, kig engang på billederne. Meget stille og rolig oase i midten af rio.
Det lykkedes mig at få et billede af min adoptivfamilie.
Desværre var faren ikke hjemme denne dag.
Disclaimer: Sidst del af dagens post er absolut ikke for sarte sjæle! Den indeholder tekst om og billeder af folk, der frivilligt hænger sig op i kroge gennem deres egen hud som kunstart! Hvis dette ikke lyder som noget du har lyst til at se billeder af, så pas på hvor langt ned du læser...
Nå, jeg kom endnu en gang til at smutte til São Paulo i et par dage, denne gang for at besøge venner, men også for at opleve Virada Cultural. Det er 24 timer med kultur af alt mulig slags i centrum af byen. Store områder er spærret af og der er virkelig, virkelig meget at opleve her!
Da jeg først ankom til det hele var jeg lidt forundret over alle fyrene med langt hår og metal t-shirts. Var jeg kommet hjem? Næh, det viste sig at jeg var landet i nørd-området af det hele med tegneserier, rollespil, Star Trek og andre nørderier. Og jeg er jo altså ikke nørd! Til gengæld var der en metalscene tæt på, der åbenbart ikke lige skete noget på lige nu. Derfor metalfolk over det hele.
Ok, jeg må jo nok indrømme at jeg godt kan være lidt nørd til tider. Jeg kan godt lide at læse lidt tegneserier. Jeg har spillet en del computer tidligere. Og science fiction/fantasy bøger er jeg stadig ret vild med. Men de gutter her kan jeg seriøst ikke følge med! Første billede er fra et spil Trollball. Det går kort sagt ud på at få fat i troldehovedet, der til at starte med ligger i midten af banen og smide det i modstanderens kurv. Men forskellen er at alle render rundt med middelstore tohåndssværd og kan slå hinanden ihjel! I hvert fald midlertidigt. Sjovt at se på. Nørdet.
Nørdboderne var sjove nok, især Star Trek standen. Hvordan kan man andet end elske en gut, der poserer iført fuldt Klingon kostume?
En af hovedattraktionerne på kulturdøgnet var et Beattles kopiband, der stillede op til at spille samtlige Beatles plader fra ende til anden. De havde lidt småpauser ind imellem, men som det kan ses på billedet, så kan de umuligt have fået mange timers søvn! Beatles4Ever, mener jeg de hed. Og de var faktisk overraskende gode, de havde den helt rigtige lyd, både instrument- og vokalmæssigt. Respekt, ikke en simpel opgave at tage op. Jeg fatter ikke helt hvordan deres stemmer kunne holde til at synge et døgn i træk.
Desuden ganske underholdende da de nåede frem til at skulle spille I Want to Hold Your Hand, vel at mærke på tysk!
Jeg faldt på et tidspunkt over en tom boksering. Her håbede jeg på at kunne opleve måske lidt Vale Tudo (brasiliansk kampform, der direkte oversat betyder 'Alt går'. Den originale form for MMA) eller lignende. Men nej, det viste sig at skulle handle om wrestling. Vel at mærke show-wrestling! Ikke noget man rigtig kan tage seiøst, men ganske underholdende at opleve alligevel. Og jeg fik nogle fede billeder af det!
Yndlingsbillede: Da gutten i sparkedragten sætter af fra kanten af ringen og lander oven i de to andre. Billedet er nærmest uvirkeligt, hvordan kan fyren ligge flyvende så højt oppe i luften?
Ok, så er vi kommet til den lettere blodige del af historien. Det er her de sarte skal springe fra.
Seriøst, jeg mener det. Hvis du læser videre nu er du selv ude om det...
Emilia, en af mine venner fra São Paulo, var en del af crew'et på "Arte Corporal" scenen. Eller freak-scenen som de selv kaldte den. Det er her alle dem med kropsudsmykningerne holder til. Alle dem med tatoveringer, piercinger, kropsmodificeringer osv. Ting jeg finder spændende, men måske ikke er 100% min kop the.
Der var dog et enkelt show, der fuldstændig slog benene væk under mig.
Et par står på scenen, begge meget små, piercede og grundigt tatoverede. De er også malet på overkroppen og i ansigtet. Så vidt jeg kan forstå er deres tradition den indiske, det er tydeligt at det her ikke bare er et eller andet nyt de lige er hoppet med på.
De vender sig mod hinanden og jeg ser krogene i ryggen. Tidligere på dagen har jeg bag scenerne set hvordan de professionelle piercere kirurgisk nøjagtigt placerede ind- og udgangshullerne til krogene. Der er noget fascinerende ved at se dem presse krogene gennem huden. Krogene er nødvendigvis store for at kunne bære vægten og samtidig skarpe som skalpeller. Der er noget slagter-agtigt ved måden de tvinger krogene gennem vores imponerende stærke hud. Det er ikke noget man normalt ser ske på levende mennesker. Eller mennesker overhovedet.
De står på scenen og de er på vej væk. Der er en aura af noget magisk over det hele, det skiftende lys gør det uvirkeligt da der bliver sat reb i krogene og de langsomt kommer op og stå på tå. Billedet er uvirkeligt, som var det et morbidt dukketeater. "Der er ingen bånd, der binder mig!". Men samtidig er magien ved at tage over. De letter fra jorden og hænger uden at røre sig som var vi publikum i en morbidt smuk og kunstfærdigt udsmykket slagtehal.
De bevæger sig en smule mens de bliver hejst højere og højere op under sceneloftet. Musikken er mærkelig, der er noget sær, sær snak inde over en gang imellem og en tyk mand med en stor tromme vandrer rundt på scenen. Men han forsvinder i mit opmærksomhedsfelt for nu sker det magiske.
Hun bevæger sig prøvende lidt frem og tilbage. Pludselig sparker hun kraftigt ud så hendes lille krop bliver revet frem og tilbage! Og hun skriger! Et gutturalt skrig ladet med så mange følelser at jeg mærker tårerne trille ned af kinderne. Et skrig ladet med trods, smerte, hengivenhed og magi. Benene er fejet fuldstændig væk under mig, jeg tager fuldstændig imod den bølge af sanseindtryk der står ud fra hende. Hun er et åbent følelsesmenneske, alt hvad hun føler viser sig i hendes udtryk. "A child of the wild", som bandet Pain of Salvation ville beskrive hende. Hun slapper af igen, der er et udtryk af trance i hendes ansigt. Hun er her, men er her ikke helt.
Med en klump i halsen får jeg endelig startet en video. Gid jeg havde fået optaget skriget. Jeg håber at det at se dem gynge lidt frem og tilbage i videoen nedest på siden her kan give et billede af magien.
De begynder at gynge frem og tilbage mod hinanden indtil de kan tage hinandens hænder. Hun slynger sine ben om hans og de trækker sig ind til hinanden indtil de er tæt i en omfavnelse. Følelserne mellem dem er tydelige og de kysser hinanden. Det er ikke til at sige om det er smerten eller intensiteten imellem dem der gør det, men hendes ansigt fortrækker sig som om hun græder sin sjæl ud. Det er så inderligt at jeg igen får tårer i øjnene. Det er så forbandet smukt at jeg glemmer mig selv, jeg er ikke længere, det eneste virkelige er den følelseseksplosion der udspiller sig foran mig.
De bliver langsomt sænket ned til jorden igen, magien foretager sig lige så langsomt. De bukker kort og går hånd i hånd af scenen og ind i teltet. Jeg følger kort med Emilia ind i teltet, men det er næsten for personligt at kigge på dem. Jeg ser at henne i hjørnet af teltet ligger en af de unge fra standen. Hans tynde krop ryster mens han ligger i fosterstilling og hulker. Alle derinde har tårer i øjnene. Jeg går ud igen og lader langsomt magien foretage sig. Dybt taknemmelig over at have fundet den det sidste sted jeg ville lede.
Ja, jeg er kommet hjem til Danmark. Men jeg er lidt bagefter med mine opdateringer. Så udover dette indlæg har jeg 3 historier liggende som kommer op snarest.
En ganske almindelig fredag aften havde jeg 2 spændende, men meget forskellige oplevelser, deraf titlen på dagens afsnit.
Jeg havde gået og luret på hvad spændende der ellers ville blive vist i Theatro Municipal her i Rio. Første ting, der lige fangede min opmærksomhed var en ballet opsætning af Giselle. Jeg ved meget lidt om ballet, der har ikke rigtig været noget, der har fanget min opmærksomhed tidligere. Bortset fra musikken, der ofte er meget smuk. Men at flytte fokus fra musikken over til dansen, kunne det virkelig fungere?
Men så skete det jo at jeg så den her film Black Swan forleden. Dem af jer der endnu ikke har set den bør gøre jer selv en tjeneste og hurtigst muligt få den set, ufattelig smuk film.
Den film fik mig til tænke at jeg muligvis er gået glip af noget indtil videre i mit liv. Og gå glip af noget i mit liv, det er jeg bestemt ikke spor glad for! Swan Lake er en ballet jeg virkelig gerne vil se!
Nå anyways, jeg købte billetter og smuttede endelig i det smukke, gamle og nyrestaurerede teater. Balletten gik i gang og jeg nåede lige at snuppe et enkelt billede før jeg venligt men bestemt blev forklaret at det måtte man altså ikke her! Fair nok, kameraet blev pakket væk. Men lidt træls senere at se at en enkelt blitz gå af og adskillige andre kameraer blinke i mørket. Når jeg ikke må, så må de andre altså heller ikke!
Lyden var god, orkestret fremragende og forestillingen fængende. Dog nåede jeg ganske hurtigt frem til at ballet bare ikke gør det for mig. Hvor musikken for mig kan være nærmest magisk og sublim, så bliver dansen aldrig andet en nogle mennesker, der hopper rundt på en scene. Imponerende dygtige mennesker ja, men magisk bliver det aldrig. Siger jeg efter at have set en enkelt ballet... Nåja, man har en holdning til man tager en ny...
En anden ting, der dog var ganske fascinerende var at observere byens bedste borgere, der var ude at se og blive set. Mange rige og smukke mennesker i smukt tøj. Hvad der satte det hele i kontrast var da jeg kom til at kigge ud af vinduet og så en hjemløs samle en dåse op af en affaldsspand, stampe den flad og komme den i en plastikpose med andre dåser. Der er ikke pant på dåser her i Brasilien, de får kun kiloprisen på blik for dåser, hvilket næppe kan være ret meget. Når man så ser det i lyset af at de bedste pladser i teatret kostede 600 reais, ca. 2000kr, så giver det et godt billede af forskellen på rig og fattig i 'A Cidade Maravilhosa', Rio de Janeiro.
Hvad der skete senere denne fredag aften startede tidligere på ugen. Jeg fik en besked på facebook, der lød nogenlunde sådan her: "Hey, du spiller i DIE, ikke sandt? Jeg har hørt at du er i Brasilien for tiden. Jeg er en brasiliansk fan.". Cool! Så vidt jeg kunne forstå var hun fan af et andet europæisk band, hvor hun så snakkede med nogen af deres fans, der så forklarede at jeg var i Brasilien. Eller noget. Det var lidt kringlet.
Så det hele endte med at jeg mødtes med hende + veninde denne fredag aften efter balletten. Brasilien er et samba land og selvom der alt i alt er mange metalhoveder i landet, så er de meget spredt og jeg er ikke løbet ind i mange. Hvilket til en vis grad giver mening, hvem pokker vil løbe rundt i klassisk sort metaltøj og støvler i den her varme???
Men det er der altså nogen der gør, som jeg så denne aften. Vi nåede frem til aftenens spillested, der idag ville spille noget rock af en slags. Allerede da vi ankom så det bekendt ud, masser af fyre i sort tøj, mange med langt sort hår og lidt færre piger, der til gengæld havde gjort ganske meget ud af sig selv. Alle stod udenfor hvor øllet kunner erhverves betydeligt billigere end indenfor. Det er et velkendt fact at mange metalhoveder er kroniske fattigrøve.
Stedet var cool nok, der var 2 etager med hver sin dj plus de også spillede musik på taget. Taget havde en rigtig flot udsigt og en feeed stemning. Desværre var musikken electronica med en snert af noget goth-agtigt. Ikke direkte dårligt, bare ikke metal. Ok, det var faktisk lidt dårligt...
Så min oplevelse med Carioca metalhovederne forblev stort set visuel. Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstod hvorfor de valgte at samles til en gang electronica??? Måske de fleste bare blev udenfor for at holde kontakten ved lige? Anyways, aftenen var nu vellykket for mig alligevel. Også selvom vi måske ikke nåede helt så langt ned i Helvede som jeg kunne have ønsket...
