Lapa

Hostels er en god og billig måde at overnatte på og man møder altid en masse spændende mennesker. Couch Surfing har også været en spændende måde at se verden på, jeg har haft nogle rigtig gode oplevelser på den måde.

Men efter 12 dage hos Cristianes familie havde jeg bare brug for at være 100% alene! Bare mig og kun mig, mig mig!

Så selv om familien tilbød mig at jeg bare kunne bo hos dem resten af tiden i Brasilien, så var det altså på tide at komme videre. Så hvad gør man så? Så let er det heller ikke at finde en lejlighed i Rio. Jeg kiggede lidt rundt på forskellig boligportaler, men det lignede en masse bøvl at finde noget til en fornuftig pris.

Overraskende nok endnu en gang Couch Surfing to the resque!

Star Wars bygningen i baggrunden er rent faktisk en kirke!

Nogle af Cristianes Couch Surfing venner er et par fra Holland, der netop havde gjort alt arbejdet og fundet en hyggelig lille lejlighed i Lapa. De skulle hjemad igen mod Holland mandagen efter, så jeg fik mail adressen på deres udlejer, sente en hurtig mail og fik derved erhvervet mig den hyggeligste lille 1-værelses lejlighed en blok fra Arcos de Lapa!

Jeg hæftede mig ikke specielt ved at udlejeren, der var i Uruguai for tiden, henviste mig til sin 'partner' for at vise lejligheden frem. Jeg regnede med at det bare var hans forretningspartner. Først noget tid senere gik det op for mig at det var et bøssepar, der ejede lejligheden. Jeg ved ikke hvorfor jeg konstant løber ind i bøsser? Prøver the-powers-that-be at fortælle mig noget?

Det lille lokomotiv som kunne

Prisen svarer til hvad jeg betalte i døgnet for at sove i det første hostel her i Rio, Stone of a Beach. Jeg betaler ca. 40 reais pr. døgn for lejligheden, hvor jeg betalte 45 reais for hostellet. Vel at mærke for en køje i et 12-personers rum. Så alt i alt er jeg rigtig glad.

Anyways, lejligheden var lille, i nogenlunde stand og ikke helt 100% ren. Men den var MIN! Alene efter 1½ måned, endelig lidt privatliv! Det føltes som et palæ for mig! Også, eller måske især pga. placeringen. Efter de 12 dage i Taquara ude hvor kragerne vender, var det en fryd pludselig at være i midten af alting! Lapa er centrum for weekendens fester, gaderne bliver lukket af og fyldt op med festglade mennesker. Der er en virkelig bohême-agtig stemning, alting er meget afslappet. De små caféer er proppet med glade mennesker osv. Gaderne er fyldt op af små boder, der sælger billige øl og caipirinhas. Det var bl.a. ved at iagtage folk i disse boder at jeg lærte hemmeligheden ved at lave en god caipirinha.

Er i klar? Hemmeligheden er meget simpel: Man skal bare komme hvad der svarer til 3-4 genstande af cachaça i i stedet for den sølle enkelte genstand der proppes i i Danmark. Jeps, de er stærke som ind i Helvede, men nøj hvor de smager godt. Og så behøver man ikke så mange af dem. Ofte er en enkelt eller 2 nok for en aften, aldeles billig måde at gå i byen på.

Udsigten fra den anden side af min bygning

Udsigten fra min lejlighed. Lige nu er gaderne tomme.

Selve Arcos de Lapa konstruktionen, der er varetegnet for Lapa, er en gammel viadukt. Den bliver idag kun brugt til at lade det lille tog køre over, bonde kalder brasilianerne det. Jeg tog selv turen for en måneds tid, en klassisk turistattraktion. Spændende oplevelse at tøffe afsted højt over alting i et oldgammelt bette tog, der føles som om det er parat til at opgive ævred til hver en tid. Men som det lille lokomotiv der kunne, så bliver også dette tog ved og ved.

Og så var gaderne pludselig ikke tomme længere.

Selvfølgelig render jeg ikke ind i så mange nye mennesker som i et hostel, men for mig var det tid til lidt privatliv i stedet. Og jeg har også allerede en del kontakter, så jeg har ikke ligefrem kedet mig på det sidste. Desuden er jeg mere interesseret i at møde brasilianere end de gringos, der normalt befinder sig på hostels.

Jeg har nydt tiden her i min lejlighed i Lapa. Det føles som om jeg bor her, det er min lejlighed, mit område. Forskellen fra hostels og couch surfing er slående, her kan jeg være 100% mig selv og gøre som jeg har lyst. Jeg er ikke længere en gæst. Jeg kan endda invitere de gæster jeg skulle have lyst til. Det betyder også at jeg hurtigt falder tilbage i mine egne vaner i stedet for at følge andres. En af de første ting jeg købte her, var f.eks. et sæt computerhøjtalere, så jeg kunne have musik i hele lejligheden når jeg har lyst (hvilket er stort set 100% af den tid jeg ikke sover). Jeg mente trods alt ikke at hverken mine hostel-naboer eller couch surfing venner ville kunne værdsætte kvaliteten af den dødsmetal jeg spiller.

En ganske almindelig fredag aften.

En af de bedste ting ved lejligheden er at den er tæt på alting. Jeg kan træde ud af min hoveddør og være i byen. I weekenden fester folk bogstaveligt talt ud for hoveddøren. Min gade bliver afspærret og min gade fyldes op af festlige mennesker. 7-8 minutters gang og jeg er i metroen. 5 minutter i metroen og jeg er i centrum. 15 minutter til Copacabana og 20 til Ipanema. Så mange muligheder åbnede sig op med denne placering. Heh, hvor er jeg i høj grad blevet et bymenneske, jeg har svært ved at forestille mig at skulle være langt fra alting!

Nå, lad os få en historie fra det virkelige liv. Rio er ikke ligefrem kendt som en sikker by, der er mange fattige og hjemløse. At se beskidte og tynde mennesker sove på gaden under en udfoldet papkasse er et hverdagssyn. Selv de mange hjemløse børn lægger jeg nærmest ikke mærke til længere. Tiggere ignorerer jeg af princip.

Men jeg er meget opmærksom på hvor jeg bevæger mig hen. Om aftenen går jeg ikke ned af en tom gade, jeg vælger altid en vej, hvor der er så mange mennesker som muligt. Nogle ville muligvis kalde mig lettere paranoid på det her område, men især fordi jeg ofte har mit kamera og netbook med mig, så vil jeg hellere være paranoid end at miste de ting. Eller værre. Og de brasilianere jeg har fulgtes med opfører sig på præcis samme måde. Godt nok har flere nævnt at jeg nok er et dårligt offer fordi jeg er stor, men det vil ikke holde en på stoffer eller en der er desperat nok tilbage.

Det tætteste jeg har været på at opleve noget grimt var en eftermiddag hvor jeg var på vej hjem. Jeg skulle til at passere under Arcos de Lapa viadukten, da jeg på afstand så at der sad 3-4 hjemløse unge under en af buerne hvor jeg havde tænkt mig at passere. Det var stadig højlys dag og der var en del mennesker omkring os, så jeg besluttede mig for at gå denne vej, selvom min edderkoppesans godt nok slog lidt alarm. En af de unge, en knægt på 15-16 år og måske 1.70 rejste sig op, tog et par skridt hen imod mig og gjorde tegn til at han var sulten mens han rakte hånden frem. Ah, tænkte jeg, endnu en tigger. De er overalt og bliver åbnebart tiltrukket af gringos, så dem fik jeg meget hurtigt for vane at ignorere da jeg landede i Brasilien. Så jeg ignorerede gutten og fortsatte uden at stoppe op. Men fyren griber så fat i min t-shirt og siger "Money!" på en pænt truende måde. Men han er ikke helt overbevisende nok, jeg hører hvad knægten siger, men jeg tager ham ikke helt alvorligt og det får mig ikke til at stoppe op. Et halvt sekund senere slipper han mig og går tilbage til sine venner. Jeg er på den ene side vred, hvad satan bilder den knægt sig ind! Jeg håbede et kort øjeblik at han havde holdt fast lidt længere tid så jeg havde haft en undskyldning for at angribe ham! På den anden side er jeg lidt, WTF??? Hvad skete der lige? Og samtidig tænker jeg også hvad hvis han havde haft en kniv? Hvad hvis hans 3 kammerater også var sprunget frem? Selvom der ikke skete noget, så var dette det tætteste jeg har været på rigtige problemer. Tænk hvis det havde været en lille fyr, eller måske en lille pige, der var endt i samme situation, var det så gået på samme måde? Et eller andet sted var det betryggende at mærke at min Dai Ki Haku kamptræning lå lige i baghovedet og parat hvis jeg skulle få brug for den. Men samtidig, hvis gutten havde trukket en kniv, så ved jeg også at jeg havde givet ham alting. Det er trods alt kun ting.

First rule of knife fighting: You will get cut. Og det har jeg ikke tid til, jeg er på ferie!

Tajs på stranden

Brasilia

Sidst jeg så Leonardo i São Paulo kom jeg til at love ham at jeg ville besøge ham i Brasiliens hovedstad, Brasilia (ca. 20 timer i bus, eller 1½ time i fly. Gæt hvad jeg valgte). Som sagt, så gjort, jeg købte fluks et par flybilletter og tog afsted.

...eller, så nemt skulle det bare ikke være. Ok, der er glimrende søgemaskiner til at finde billige flybiletter. Fint nok, jeg vælger et par biletter og forsøger at købe dem. No go, man skal bruge et CPF-nummer (svarer til et CPR-nummer i DK) for at kunne booke sådan en billet. Dang, det skal man med samtlige fly fundet gennem den søgemaskine som Leonardo anbefalede.

Nå, lidt brok til Leonardo og han finder nummeret frem til det rejsebureau han selv plejer at bruge når han skal flyve indenlands. Fint nok, jeg får nummeret, jeg skal bare spørge efter Ana, hun taler engelsk. Men nej, det gør hun sørme ikke. Jeg har problemer nok med at forstå portugisisk ansigt til ansigt. En telefon gør alting meget værre. Nå, jeg får gjort hende begribeligt hvad jeg gerne vil have og hun lover at ringe tilbage til mig så snart hun har fundet noget.

Det gør hun ikke.

Næste gang jeg ringer får hun min email (igen) og lover mig at sende billet forslag pr. mail. Fint nok, jeg lægger på og venter tålmodigt en halv times tid hvorefter der tikker en mail ind fra hende. Vel at mærke fra Brasilia -> Rio de Janeiro -> Brasilia! Altså den omvendte vej!

Damnit! Nå, fair nok, jeg taler jo altså ikke ret godt portugisisk og har sikkert formuleret mig forkert. Jeg ringer igen og forklarer hvad der er galt. Fint nok, hun lover at sende mig et nyt billet forslag.

I mellemtiden er jeg snu og bruger min ventetid lidt fornuftigt. Jeg får den smarte idé at finde en god billet med søgemaskinen og så smutte ind på det pågældende flyselskabs hjemmeside og se om jeg kan købe billetten der. Bingo! Flyselskabet Avianca har en glimrende og billig billet fra lufthavnen i centrum af Rio (10 min i taxa fra min lejlighed) og den kan købes ved at bruge et pas som ID i stedet for et CPF nummer! Yes, ikke et øje er tørt!

Så er der bare detaljen med at betale for billetten. Og hvad skuer mit øje? Jo, man skal selvfølgelig indtaste sit CPF nummer for at kunne betale med kreditkort! Aaaaaarghhhhhhh!!! Computeren er tæt på at tage turen ud gennem vinduet!

Mine fantastisk søde og hjælpsomme venner,
Leonardo og Carol.

Jeg vælger i stedet at lukke maskinen ned køle ned til dagen efter. Frisk og veludviklet ser jeg i min email boks at der er kommet en mail fra rejseselskabsdamen, der forsøger at sælge mig præcis samme billet ca. 25 reais dyrere. Jeg har seriøst ikke mod på at forsøge at betale den billet og sikre mig at alt er i orden.

Min frelsende engel bliver Cristiane, min fantastisk søde og hjælpsomme couch surfing værtinde under karnevallet, der ender med at tilbyde at købe billetten med sit kreditkort + CPF nummer. Endelig, endelig får jeg min billet i mine virtuelle hænder og herefter forløber alting så glat som man kunne ønske sig.

I lufthavnen i Brasilia bliver jeg modtaget af en storsmilende Leonardo, der giver mig en hurtig turist rundvisning af de vigtigste steder og bygninger i Brasilia.

Et museum,der desværre var lukket. Designet som så
meget andet i Brasilia af Oscar Niemeyer.

Brasilia set fra luften. Bemaerk flyet og den enorme sø.

Byen Brasilia fortjener i sig selv en hel masse baggrundsviden. Den vigtigste ting at vide om Brasilia er at det er en ny og planlagt by. Præsidentkandidat Lucio Costa gik til valg med et valgløfte om at flytte regeringen fra Rio de Janeiro til en øde slette ca. midt i Brasilien. Umiddelbart virker det som en tåbelig idé at flytte noget, der fungerer. Men der er mange ting, der taler for denne idé. Bl.a. ville det tiltrække en masse arbejdskraft, bare for at opføre byen. At have regeringsbyen i midten af landet vil gøre det lidt besværligt for alle yderregionerne at rejse til hovedstaden (hint, hint, lad os gøre Aarhus til hovedstad!). Ingen troede på at Costa ville kunne gennemføre dette enorme projekt, men på trods af alting, lykkedes det gutten at opføre en by på 6 år. Dette i høj grad ved at køre enorme betonelementer ind i byen og samle bygningerne vha. disse. Det betyder at mange bygninger ser meget ens ud, lidt à la byer fra Østeuropa, dog noget pænere her. Byen er meget velplanlagt, bl.a. er der grønne områder mellem alle blokke. Alle områder og veje er navngivet systematisk ved numre, hvilket gør det pænt nemt at være taxichauffør. Hele byen er planlagt omkring en meget simpel figur, der gør at set højt oppefra ligner Brasilia et fly. Der er de lange midtergader, der udgør kroppen af flyet. Og så strækker vingerne sig ud til siden.

Endelig noget rigtig musik!

Come crawling faster
Obey your master
Your life burns faster
Obey your master
Master!

Al denne planlægning, og det faktum at byen er fyldt op af politikere, jurister og andre papirnussere, kunne nemt gøre Brasilia til en pænt kedelig by. Og det har det også gjort. Men samtidig så er der også mange spændende områder og en masse flot arkitektur. Vi var f.eks. i et af festområderne søndag nat, hvor det lykkedes os at finde en rockklub, hvor et Metallica coverband spillede! Spørg lige engang hvem der var lykkelig over at finde ordentlig musik midt i al den samba!!! De spillede både Master of Puppets og One, så gæt lige hvem der blev nødt til at hoppe op og svinge lidt med håret! Ah ja, den musik faldt på et pænt tørt sted!

Grrrrooooooooaaaaaaarrrrrr!!!!

En af de første ting jeg lagde mærke til da jeg steg ud af flyet var hvor tørt det var. Og hvor varmt! Der var i hvert fald mindst 5 grader varmere end Rio. Jeg havde faktisk regnet med at det ville være koldere i og med at det var midt inde i landet og noget højere end Rio. São Paulo er for eksempel en del koldere og vådere end Rio.

En kirke. Meget berømt og et varetegn for Brasilien.
Man kan i hvert fald købe miniature modeller
i enhver souvenir forretning med respekt
for sig selv.

Men rent faktisk var en del af planlægningen af Brasilia at gøre byen mindre tør, hvilket det gjorde ved at lave en enorm kunstig sø. Denne sø har et areal på 7 kvadratkilometer og er med til at holde byen fugtigere end den ellers ville være. Og så er den heldigvis også virkelig lækker at bade i. Jeg havde desværre ikke mit kamera med da vi var ude og bade, virkelig et lækkert og naturskønt område mine værter kendte. Måske samtidig også heldigt nok at jeg ikke havde kameraet med, da jeg ikke havde badebukser med og derfor badede i mine underbukser. Nu jeg tænker over det, så er det nok godt nok at visse oplevelser ikke bliver foreviget på nettet.

Kirken indvendigt.

En ting jeg fandt virkelig betagende var de skyer som kan ses på mange af billederne. Den knaldblå himmel med i hvide vilde skyer i forgrunden gav nogle fantastisk smukke billeder.

Jeg må sige at Brasilia oversteg mine forventninger. São Paulos store problem er, at der ikke er noget hav. Jeg elsker havet, er opvokset ved det og føler mig hjemme ved det. Men jeg må indrømme at Brasilias sø ikke er langt fra. Man kunne enda windsure på den. Derudover er byen endnu varmere end Rio og vel at mærke meget, meget mere tør! Når luften er tør, er det ikke det store problem at håndtere 35-40 grader.

Til gengæld da jeg så steg af flyet igen i Rios lufthavn var jeg ved at kvæles at luftfugtigheden her! Damn, det føltes ca. ligesom at gå ind i en mur. Det var som at indånde damp, så fugtigt var det. Det har lige taget mig et par dage at vænne mig til dette igen, den første Jiu Jitsu træning dagen efter var også pænt hård. Og det var udelukkende pga. luftfugtigheden og har absolut intet at gøre med at Leonardo havde en hel masse kvalitetsvodka og -cachaça stående!

Nåja, og så lige en sidste ting:

Tillykke med fødselsdagen far!

Mmmmmm,sushi!

Brasiliens kongres. Med regnbue.

I am the lååååååååw!

En Jiu Jitsu træning i Rio

Dagens blog indlæg kommer til at handle om udelukkende Jiu Jitsu og kommer derfor muligvis til at kede folk, der ikke selv træner. Især videoerne vil nok mest ligne en gang kluddermutter. Men læs endelig videre, her er en mulighed for at lære lidt nyt.

Cazuza var så venlig at lade mig tage en håndfuld billeder og et par videoer forleden. Videoerne ligger som 720p HD film, så sørg for at se dem i høj opløsning på youtube (klik igen på filmen når den starter). Det var en ganske almindelig tirsdag aften hvor der blev gennemgået et ret cool sweep når modstanderen går i turtle.

Første video er mig vs. Alessandro Barreto. Alle sortbælterne her er enormt teknisk dygtige og jeg lærer noget af at rulle med dem alle. Alessandro er en af dem, der sætter tempoet ned og kører et stille og roligt teknisk game med mig, hvor jeg har illusionen af til tider at have en chance. Det er en meget lærerig måde at rulle på for mig. Men hele videoen er basalt set et studie i kontrol. Det meste af tiden er jeg låst fast, også selvom jeg en del af tiden er øverst.

Et kort øjeblik har jeg ham næsten i en crucifix, men den får han hurtigt arbejdet sig ud af. God og lærerig kamp.

Den anden video cykler lidt frem og tilbage mellem mig og "Den Brasilianske Bob Sapp", som dem der filmer så vidt jeg kan tyde har døbt min modstander (jeg fik desværre ikke fat i hans navn), og så de andre der kæmper, bl.a. Cazuza i midten. Selvom min modstander måske knap er på Bob Sapp størrelse, så har han nu noget af en mave. Jeg skulle hilse og sige at den ikke er behagelig at være begravet under. Men en ganske imponerende kontrol han kan udøve med den. Og for dælen hvor er gutten dygtig, jeg havde virkelig fornemmelsen af at han legede med mig. Og så kan jeg godt lide den detalje at han tålmodigt ventede til kameraet var tilbage på ham før han satte sine angreb ind. Fin highlight-video.

Derudover kan jeg godt lide gutterne der filmer, der lige finder tid til at lege lidt med kameraet :)

Karneval!

Endelig, endelig karneval! Denne begivenhed jeg har glædet mig til i så lang tid. Og hvad sker der så? Jo, jeg sørger da for at lægge mig syg... Crapdamnit!

Det starter ellers godt. For første gang til træning lykkes det mig at vinde en kamp! Jeps, de er seje her. Altså, det vil jo ikke sige at jeg har tabt alle de andre, mange er blevet uafgjorte. Men sortbælterne her plejer nu at slå mig uden de store problemer. Nåmmen jeg vandt så altså den har kamp mod en lillebælte. Generelt en virkelig god træning hvor Cazuza virkelig pressede mig. Mange, mange hårde kampe. Så jeg var virkelig udmattet da det var overstået. Jeg tror jeg overanstrengte mig til denne træning. Dette kombineret med flere dage med meget lidt søvn slog altså benene væk under mig. Æv. Den første halvanden uge var jeg bare på meget lav energi, ikke helt syg, ikke helt rask. Derefter var jeg uforsigtig og sov skidt og frøs, hvorefter jeg vågnede op med en grim forkølelse.

Det betød at jeg godt nok var inde ved Sambodromo'en for at se optogene (hvor det iøvrigt var et pænt træls vejr, sagt på godt dansk). Optogene var virkelig flotte, håber billederne kan gøre dem retfærdighed. Det vilde er, at de optog bare fortsatte. De startede ved 20-tiden, jeg ankom omkring kl 22, smuttede ved midnat, og jeg ved at de fortsatte til langt ud på natten. Virkelig, virkelig imponerende hvor meget samba skolerne gør ud af de optog.

Karneval i gaderne, dette er det virkelige karneval!

Men det virkelige karneval foregår jo i gaderne. Rundt omkring i hele Rio bliver de store gader lukket af for trafik og fyldt op med mennesker i stedet. Og vi taler altså om adskillige kilometer af festglade mennesker. Rigtig mange er klædt ud danser glade rundt mellem hinanden til musikken fra enten bands på gaden, eller de store udpyntede lastbiler, der langsomt bevæger sig fremad med bands ovenpå.

Denne del af karnevallet bevægede jeg mig også rundt i, dog uden udklædning eller alkohol. Så det blev et lidt stille karneval for mig. Ikke at jeg ikke nød det, men oplevelsen med at danse halvfuld rundt i udklædning må vente til en anden gang. Altså, nu bliver jeg jo nødt til at besøge Rio en gang til...

Nåja, så var der den der detalje med et sted at sove? Couch Surfing to the resque!!!

Det lokale Couch Surfing miljø i Rio er ganske stort. Hver torsdag er der møde på Cobacabana stranden. En lille bar giver rabat til Couch Surfere, så hver torsdag møder 200+ mennesker op og hygger. Ca. 50/50 lokale og gringoer. Det handler mest om at skabe netværk, så alle får et skilt med deres navn + land på. Derefter kan man gå rundt og kigge skilte og snakke med dem man har lyst til. Folk er generelt meget åbne og parate til at snakke. Der er mange indfødte her der taler engelsk men også mange der ikke gør.

Cristiane og hendes families lille lejlighed. Lillebroderen
spiller guitar, så for første gang i 2 måneder gik jeg en
guitar i hånden! Damn, jeg savner mine egne nu...

Til første møde jeg var til rendte jeg ind i Cristiane, der var så venlig at tilbyde at hoste mig. Så et par dage før karnevallet da prisen på hostellet steg med ca. 400%, pakkede jeg min taske og rejste afsted til de mørke lande. Eller sådan føltes det i hvert fald, en times kørsel fra centrum, og vi var stadig i Rio. Hendes familie bor i Taquara, en forstad til Rio, men så langt fra Rio at den ikke engang er på mit kort!

Og således skete det at jeg tilbragte 1½ uge hos en "sort, lavere middeklasse familie" som hun selv beskrev den. Og hun burde vide det, hun læser sociologi. Jeg forstår stasdig ikke helt hvordan familien kan få det til at løbe rundt med kun faderens indkomst, der kommer af at passe hunde for de nyrige i Rio. Moderen er hjemmegående og de har en 3-værelses lejlighed i et stort boligkompleks. Og 3 børn. Super søde alle sammen, alle med hjerter af rent guld. De endte med at adoptere mig og nu her 3-4 uger efter spørger moderen stadig ind imellem om jeg nu spiser ordentligt og om jeg skal have vasket noget tøj. Heh, løjerlig men dejlig oplevelse. Og jeg er endda nu blevet inviteret til lillesøsterens fødselsdag :)