fredag den 1. juli 2011

The Final Chapter

Jeg har et par sidste kommentarer til Rio og min rejse generelt. Det første jeg har noteret i mine noter er det følgende:

Diarré er noget lort!

Det skal man helst undgå. Ikke spor sjovt at tilbringe tiden på tønden, eller være nødt til at spise skånemad når man er på ferie. Jeg har været uforsigtig et par gange når jeg har været sulten og købt mad på gaden hvor min sunde sans burde have overdøvet min maves rumlen. Men damn, når jeg er sulten, så har fornuften det desværre med at lade maven bestemme. Det var et større problem på kulinarisk udfordrede Cuba end i Brasilien, hvor man for det meste godt kan købe rigtig god mad på gaden der ofte er af ganske god kvalitet. Dog skal man stadig lige tænke sig om engang - gutten på stranden med de lækre stegte rejer på spyd har sandsynligvis gået rundt med samme fad siden i morges. Spring rejerne over.

Note to self: Spis ej crap mad!

Rom i Cuba sammen med Eli. Sådan gik en stor del af
tiden.
For nu at fortsætte med brokkerierne, så kommer jeg ikke til at savne den forbandede høje luftfugtighed i Rio! Nogle dage er det så slemt at jeg er konstant dækket af et tyndt lag sved. Og så snart jeg laver noget, så ruller sveden. Prøv så at forestille jer at træne Jiu Jitsu i den varme! Jeg kommer aldrig til at brokke mig over at træne i fuld gi i løbet af en hedebølge i Danmark igen. Fra nu af griner jeg af Danmarks hedebølger!

En ting, der stadig forbløffer mig ved Brasilien er mængden af ansatte vs. effektiviteten og hastigheden. Enhver forretning med respekt for sig selv har ansat så tilpas mange medarbejdere at der altid er folk nok til at stå og tale sammen, selv når der er travlt. Man skulle tro at når der kun er 2 foran en i supermarkedet, så kommer man selv hurtigt til. Men nej, kassedamen bevæger sig i slowmotion og insisterer på selv at pakke varerne. Det foregår således:

  1. Kør 2-3 varer igennem. Kig på skærmen for hvert eneste bib og for at være sikker på at alt er gået godt.
  2. Fisk en plastikpose op af sækken med plastikposer. Fold den ud mens der lige sludres lidt med kassedamen ved siden af.
  3. Fisk endnu en plastikpose op af sækken med plastikposer. Denne foldes også ud. Langsomt.
  4. Tag nu den ene pose og prop den ind i den anden således at vi er sikre på at bunden ikke går ud og vi får brugt vores kvote af plastikposer.
  5. Kom max 2 varer i posen. Det ville være forfærdeligt at overpakke posen. Se 4.
  6. Hvis der er flere varer, gå til 1., ellers gå til 7.
  7. Betal. Dette går nogenlunde hurtigt. Bortset fra hvis man ikke har lige penge og skal have 17 forskellige mønter tilbage.


Jeg er en tålmodig mand. Men... AAAAAAAAAAAAARRRRRGGGHHHHHH!!!!

Det lille tog der kunne. På vej hen over Lapa.
Dette er ikke en overdrivelse som enhver, der har besøgt Rio kan bekræfte.

En ting jeg til gengæld er blevet lidt glad for ved Brasilien og det brasiliansk portugisiske sprog er brugen af diminutiv. Dette grammatiske udtryk betyder kort sagt at man ved at ændre endelsen på et ord gør ordet til en "lille" version af ordet. F.eks. ordet "casa", der betyder det samme som på spansk, nemlig "hus". Hvis man tilføjer diminutiv endelsen i hunkøn, nemlig "-inha" får man nu ordet "casinha", der ikke længere betyder "hus", men "lille hus".

Det er meget brasiliansk at bruge diminutiv formen af ord, hvilket gør sproget endnu mere sødt. Som i sikkert allerede har gættet, bruges denne form dog mest af kvinder og andre barnlige sjæle.

Jeg har endnu ikke helt regnet ud hvordan jeg får indført diminutiv på dansk. At tilføje "-lille" som i "morlille" er nok det nærmeste vi har på dansk.

Jeg tænkte forleden over hvordan min tid og udgifter har fordelt sig de sidste små 4 måneder.

15 gange er jeg lettet med fly, og (heldigvis også) landet igen.

Jeg har brugt ca. 26.600 kr på flybilletter, hvoraf 2600 er røget på at flytte billetter.

Jeg har overnattet 20 forskellige steder.

Busbilletter har jeg på ingen måde styr på.

Så vidt jeg lige kan regne mig frem til har jeg brugt ca. 12.811kr på overnatninger.

Hmmm, hvad pokker er så resten af mine penge røget på? Mon ikke en god del er røget på mad og drikke? Især mad. Og drikke. Der har jeg ikke holdt igen, jeg har ikke lavet mad mange gange siden nytår. Det kan nærmest ikke betale sig til den pris det koster at spise ude i Brasilien.

Jeg har levet billigt mht. overnatning. For det meste hostels med 6-12 beboere på et værelse. Couch Surfing har også hjulpet meget på at holde den pris nede.

Ifølge min bank har jeg brugt 83.245,01 kr på den tid jeg har rejst inkl. flybilletter, visa, sprogkursus osv. Dette er fraregnet mine standard udgifter derhjemme som jeg ikke har kunnet slippe for imens. Det er pænt mange penge nu jeg tænker over det... Tænk på alle de ting jeg kunne have købt. Jeg kunne have betalt mit su lån ud. Jeg kunne have købt den feeeeeeeeeedeste guitar nogensinde!

Men ville jeg gøre det om? Næh, ikke på nogen måde, det var hver en krone værd!

Jeg har mødt virkelig mange dejlige og fantastiske mennesker her på min rejse. Eli, Leonardo, Carol, Cristiane + familie, Katrina, Jessica, Alex + familie , Livia, Emilia, Cazuza + hele Jiu Jitsu holdet, JP, Marc, Natasha, Rafael + familie og mange andre. De har gjort min rejse til en uforglemmelig oplevelse og jeg er dem alle dybt taknemmelig for alting!

Min far nævnte for noget tid siden noget med jeg for altid vil huske denne, "mit livs rejse". Ja, jeg vil altid huske denne rejse, men jeg har på intet tidspunkt set den som mit livs rejse og det føltes helt forkert da han sagde det. Fordi for mig er dette blot den første rejse i resten af mit liv. Jeg er seriøst ramt af rejsefeber og jeg har allerede listen liggende af de næste mulige rejser. Japan (dog ikke lige nu), Israel, Australien/New Zealand, Guadeloupe og striben af spansk-talende lande i Sydamerika skal alle opleves inden for en overskuelig fremtid. Og resten af Brasilien jeg endnu ikke har oplevet, især det nord-østlige Brasilien og Amazonas skulle være virkelig spændende områder. Men lige nu skal kistebunden fyldes lidt op igen.

Rio fra luften. Det er Copacabana i midten og
Ipanema til venstre.
Jeg håber at i alle har fået noget ud af min blog. Jeg ved at jeg har fået en masse ud af at skrive den. Jeg har været rigtig glad for kommentarerne undervejs og alle de mennesker, der har nævnt at de følger med. Det her er det sidste jeg kommer til at skrive i denne blog, håber nogle af jer vil følge med næste gang jeg skal på eventyr igen :)

torsdag den 26. maj 2011

De sidste random historier fra Rio

Vi nærmer os enden. Dette er næstsidste indlæg i denne blog, skrevet på en af mine sidste dage i Rio.

Som alle Jiu Jitsu gutterne ved, så er açai noget af det lækreste at spise efter en hård træning. Açai bærret er i sig selv virkelig sundt og proppet med alt hvad man kan forestille sig af antioxidanter og andre gode sager. Desværre smager bærret i sig selv ikke af så meget, så det blandes normalt op med guarana, der fungerer ca. ligesom sukker. Sådan en açai blanding smager fantastisk, men der er simpelthen for meget sukker for mig i! Så jeg gik pænt hurtigt over til noget andet da jeg ankom til Rio. Jeg kan nu præsentere mig selv om officielt afhængig af agua de côco, der direkte oversat betyder kokosvand.

Enhver strandbod med respekt for sig selv har en klase grønne kokosnødder hængende udenfor og et køleskab fyldt op med dem. Når man så beder om sådan en, finder de en stor manchete frem, hugger 3 gange i nødden og popper så toppen af. Med et sugerør er der så adgang til det iskolde og fantastisk læskende indhold. Smagen er som let sødligt vand, men med mange smagsnuancer i. Det er oven i købet sundt, så hvad mere kan man ønske sig? Jo, der er faktisk en indbygget bonus. Man kan bede manchete-manden om at åbne nødden, hvorefter man kan grave kokoskødet ud. Nogen gange er der nærmest ingenting, andre gange som på mit billede her kan man være meget heldig.

Det er ikke en ufarlig gesjæft. Jeg så en enkelt kokosnøddesælger med en halv tommelfinger.

En restaurant som rigtig mange mennesker kraftigt havde anbefalet her i Rio er Porcão. Porcão er et churrascaria, altså en restaurant hvor tjenerne går rundt med store spyd med kød af enhver slags og tilbyder gæsterne. Det skulle være det bedste churrascaria i Rio, hvilket siger ikke så lidt da byen er proppet til randen af dem. Til gengæld var prisen også ganske imponerende, ikke ligefrem et billigt sted. Men sikke en oplevelse, vi fik en fantastisk rødvin fra Argentina til. Bedste vin jeg har smagt i lang, lang tid. Mindst 4 måneder ;) Og kødet? Ah ja, kødet var mørt og veltilberedt. Jeg var så mæt at bare tanken om mere mad var utænkelig. Er man i Rio er Porcão obligatorisk. Både for maden, men også udsigten, betjeningen og underholdningen i at observere spyd-tjernerne er hver en real værd.

En af de ting, brasilianerne snakker om er, at deres pizza er bedre en italianernes. Fair nok, det måtte jo komme an på en prøve. En anden ting er, at de skulle have chokoladepizza? Wtf??? Chokoladepizza? En pizza med chokolade? Ah, kan det nu virkelig holde? Nå, det må jo så også komme an på en prøve.

På trods af, at min paulista-veninde hårdnakket påstår at alting, og dermed også pizza, er meget bedre i São Paulo, fandt vi et ganske udemærket pizzaria i Catete, Rio de Janeiro. Dette pizzaria havde rodizio, en slags alt-hvad-du-kan-spise. Det foregår lidt som et churrascaria, tjenere går rundt med fade med en slicet pizza man så kan få en slice af. Jeg må indrømme at det var noget nær det bedste pizza jeg har fået! Lidt tykkere end italiansk pizza og et tykt lag af ost og fyld, men stadig med sprød bund. Virkelig god pizza!

Og så kom absurditeten så! Chokoladepizza!!!

Første pizza var en bananpizza med chokolade ovenpå. Lettere mistroisk kastede jeg mig over den. Og den var god. Faktisk imponerende god. Næste var mørk chokolade med jordbær. Også lækker. Den sidste var mørk chokolade med krymmel. Og is! Seriøst, de kommer så en kugle is ovenpå når pizzaen er taget ud af ovnen! Mere mærkeligt end lækkert. Men også ok. Alt i alt var bananpizza + chokolade det største hit. Måske man skulle eksperimentere med det derhjemme?

Jeg var et smut forbi botanisk have. Den er grundlagt i 1808 af Dom João VI og virkelig et smukt sted at besøge. Jeg har ikke så mange andre kommentarer her, kig engang på billederne. Meget stille og rolig oase i midten af rio.

Det lykkedes mig at få et billede af min adoptivfamilie.
Desværre var faren ikke hjemme denne dag.




onsdag den 11. maj 2011

Virada Cultural i São Paulo

Disclaimer: Sidst del af dagens post er absolut ikke for sarte sjæle! Den indeholder tekst om og billeder af folk, der frivilligt hænger sig op i kroge gennem deres egen hud som kunstart! Hvis dette ikke lyder som noget du har lyst til at se billeder af, så pas på hvor langt ned du læser...

Nå, jeg kom endnu en gang til at smutte til São Paulo i et par dage, denne gang for at besøge venner, men også for at opleve Virada Cultural. Det er 24 timer med kultur af alt mulig slags i centrum af byen. Store områder er spærret af og der er virkelig, virkelig meget at opleve her!

Da jeg først ankom til det hele var jeg lidt forundret over alle fyrene med langt hår og metal t-shirts. Var jeg kommet hjem? Næh, det viste sig at jeg var landet i nørd-området af det hele med tegneserier, rollespil, Star Trek og andre nørderier. Og jeg er jo altså ikke nørd! Til gengæld var der en metalscene tæt på, der åbenbart ikke lige skete noget på lige nu. Derfor metalfolk over det hele.

Ok, jeg må jo nok indrømme at jeg godt kan være lidt nørd til tider. Jeg kan godt lide at læse lidt tegneserier. Jeg har spillet en del computer tidligere. Og science fiction/fantasy bøger er jeg stadig ret vild med. Men de gutter her kan jeg seriøst ikke følge med! Første billede er fra et spil Trollball. Det går kort sagt ud på at få fat i troldehovedet, der til at starte med ligger i midten af banen og smide det i modstanderens kurv. Men forskellen er at alle render rundt med middelstore tohåndssværd og kan slå hinanden ihjel! I hvert fald midlertidigt. Sjovt at se på. Nørdet.

Nørdboderne var sjove nok, især Star Trek standen. Hvordan kan man andet end elske en gut, der poserer iført fuldt Klingon kostume?

En af hovedattraktionerne på kulturdøgnet var et Beattles kopiband, der stillede op til at spille samtlige Beatles plader fra ende til anden. De havde lidt småpauser ind imellem, men som det kan ses på billedet, så kan de umuligt have fået mange timers søvn! Beatles4Ever, mener jeg de hed. Og de var faktisk overraskende gode, de havde den helt rigtige lyd, både instrument- og vokalmæssigt. Respekt, ikke en simpel opgave at tage op. Jeg fatter ikke helt hvordan deres stemmer kunne holde til at synge et døgn i træk.

Desuden ganske underholdende da de nåede frem til at skulle spille I Want to Hold Your Hand, vel at mærke på tysk!

Jeg faldt på et tidspunkt over en tom boksering. Her håbede jeg på at kunne opleve måske lidt Vale Tudo (brasiliansk kampform, der direkte oversat betyder 'Alt går'. Den originale form for MMA) eller lignende. Men nej, det viste sig at skulle handle om wrestling. Vel at mærke show-wrestling! Ikke noget man rigtig kan tage seiøst, men ganske underholdende at opleve alligevel. Og jeg fik nogle fede billeder af det!

Yndlingsbillede: Da gutten i sparkedragten sætter af fra kanten af ringen og lander oven i de to andre. Billedet er nærmest uvirkeligt, hvordan kan fyren ligge flyvende så højt oppe i luften?

Ok, så er vi kommet til den lettere blodige del af historien. Det er her de sarte skal springe fra.

Seriøst, jeg mener det. Hvis du læser videre nu er du selv ude om det...

Emilia, en af mine venner fra São Paulo, var en del af crew'et på "Arte Corporal" scenen. Eller freak-scenen som de selv kaldte den. Det er her alle dem med kropsudsmykningerne holder til. Alle dem med tatoveringer, piercinger, kropsmodificeringer osv. Ting jeg finder spændende, men måske ikke er 100% min kop the.

Der var dog et enkelt show, der fuldstændig slog benene væk under mig.

Et par står på scenen, begge meget små, piercede og grundigt tatoverede. De er også malet på overkroppen og i ansigtet. Så vidt jeg kan forstå er deres tradition den indiske, det er tydeligt at det her ikke bare er et eller andet nyt de lige er hoppet med på.

De vender sig mod hinanden og jeg ser krogene i ryggen. Tidligere på dagen har jeg bag scenerne set hvordan de professionelle piercere kirurgisk nøjagtigt placerede ind- og udgangshullerne til krogene. Der er noget fascinerende ved at se dem presse krogene gennem huden. Krogene er nødvendigvis store for at kunne bære vægten og samtidig skarpe som skalpeller. Der er noget slagter-agtigt ved måden de tvinger krogene gennem vores imponerende stærke hud. Det er ikke noget man normalt ser ske på levende mennesker. Eller mennesker overhovedet.

De står på scenen og de er på vej væk. Der er en aura af noget magisk over det hele, det skiftende lys gør det uvirkeligt da der bliver sat reb i krogene og de langsomt kommer op og stå på tå. Billedet er uvirkeligt, som var det et morbidt dukketeater. "Der er ingen bånd, der binder mig!". Men samtidig er magien ved at tage over. De letter fra jorden og hænger uden at røre sig som var vi publikum i en morbidt smuk og kunstfærdigt udsmykket slagtehal.

De bevæger sig en smule mens de bliver hejst højere og højere op under sceneloftet. Musikken er mærkelig, der er noget sær, sær snak inde over en gang imellem og en tyk mand med en stor tromme vandrer rundt på scenen. Men han forsvinder i mit opmærksomhedsfelt for nu sker det magiske.

Hun bevæger sig prøvende lidt frem og tilbage. Pludselig sparker hun kraftigt ud så hendes lille krop bliver revet frem og tilbage! Og hun skriger! Et gutturalt skrig ladet med så mange følelser at jeg mærker tårerne trille ned af kinderne. Et skrig ladet med trods, smerte, hengivenhed og magi. Benene er fejet fuldstændig væk under mig, jeg tager fuldstændig imod den bølge af sanseindtryk der står ud fra hende. Hun er et åbent følelsesmenneske, alt hvad hun føler viser sig i hendes udtryk. "A child of the wild", som bandet Pain of Salvation ville beskrive hende. Hun slapper af igen, der er et udtryk af trance i hendes ansigt. Hun er her, men er her ikke helt.

Med en klump i halsen får jeg endelig startet en video. Gid jeg havde fået optaget skriget. Jeg håber at det at se dem gynge lidt frem og tilbage i videoen nedest på siden her kan give et billede af magien.

De begynder at gynge frem og tilbage mod hinanden indtil de kan tage hinandens hænder. Hun slynger sine ben om hans og de trækker sig ind til hinanden indtil de er tæt i en omfavnelse. Følelserne mellem dem er tydelige og de kysser hinanden. Det er ikke til at sige om det er smerten eller intensiteten imellem dem der gør det, men hendes ansigt fortrækker sig som om hun græder sin sjæl ud. Det er så inderligt at jeg igen får tårer i øjnene. Det er så forbandet smukt at jeg glemmer mig selv, jeg er ikke længere, det eneste virkelige er den følelseseksplosion der udspiller sig foran mig.

De bliver langsomt sænket ned til jorden igen, magien foretager sig lige så langsomt. De bukker kort og går hånd i hånd af scenen og ind i teltet. Jeg følger kort med Emilia ind i teltet, men det er næsten for personligt at kigge på dem. Jeg ser at henne i hjørnet af teltet ligger en af de unge fra standen. Hans tynde krop ryster mens han ligger i fosterstilling og hulker. Alle derinde har tårer i øjnene. Jeg går ud igen og lader langsomt magien foretage sig. Dybt taknemmelig over at have fundet den det sidste sted jeg ville lede.