Tilbage på skolebænken

Min klasse + lærer.

Jeg har besluttet mig for at lære portugisisk. Det er ikke en ny beslutning, allerede før første gang jeg var i Rio, gik jeg i gang med lydbøger og fik endda lidt privat undervisning. Beslutningen om at lære ordentligt portugisisk blev forstærket af flere forskellige hændelser. Så vidt min hullede hukommelse husker bl.a. pga. en nat i byen i Rio sidst vi var her. Jeg så den her fantastiske pige som jeg gik hen og snakkede med. Men hun talte ikke et ord engelsk! De få portugisiske ord jeg kendte fik jeg fyret af på et halvt minut og derefter fulgte lidt akavet kommunikation frem og tilbage. Hun var tydeligvis også interesseret, men helt uden noget fælles sprog er det nu altså godt nok svært. Den nat svor jeg at når jeg vendte tilbage (hvilket jeg allerede havde besluttet at jeg ville for Jiu Jitsu'ens skyld) så ville jeg tale sproget!

Pão de Açúcar, også kendt som Sugarloaf.

Jeg er desuden glad for sprog og mener også at jeg er ganske god til dem. Efter et år i Frankrig er mit franske udemærket, også selvom det efterhånden er godt begravet i baghovedet da jeg sjældent bruger det. Men jeg ved af erfaring at det hurtigt kommer tilbage når jeg har brug for det. Dog er det nok idag værre end nogensinde opdagede jeg forleden da jeg kom til at bruge portugisiske ord da jeg pludselig løb ind i en franskmand! Nå, ligemeget, det kommer hurtigt igen hvis jeg får brug for det.

En anden grund er en liste jeg engang faldt over og som jeg allerede har nævnt. Den beskrev de 10 vigtigste skridt til det sorte bælte. Et af punkterne var at lære portugisisk så man kunne brokke sig til dommeren til de store turneringer.

Jeg overvejede også at lære spansk da jeg var i Cuba (selvom cubansk spansk lyder forfærdeligt), men alt andet lige kan jeg meget bedre lide brasiliansk portugisisk. Det her sprog er smukt på sin helt egen måde.

Nå, hvordan lærer man så et sprog? Efter jeg ved ikke hvor mange år i skolen med engelsk, tysk og fransk har jeg efterhånden lært noget om at lære sprog. Man starter i skolen med at lære det basale og grammatikken. Derefter går man i gang med at tale det en hel masse med indfødte. Sådan gjorde jeg med fransk.

Så svaret stod klart for mig. Find en skole her i Rio og få undervisning indtil jeg kan stå på egne ben.

Min gode ven Google finder let en bunke skoler for mig. Men vejen til kundskabens træ er tydeligvis brolagt med guld! Prisen er ca. den samme i alle skolerne, omkring 400$ om ugen, 100$ i bøger og 100$ i for sen tilmelding da jeg var lidt sent ude! Ok, sammenlignet med danske priser er det jo ikke dyrt da det er 20 timers undervisning om ugen, men det kommer godt nok til at tære noget på mine hårdt optjente spareskillinger! Så jeg beslutter mig for at 2 ugers undervisning må være nok.

Skolen var god, dygtige lærere og godt materiale. Jeg syntes at jeg lærte rigtig meget. På andendagen lærte jeg hvordan datid fungerede på portugisisk, hvilket gjorde alting meget, meget lettere at forklare. Jeg startede på 'intermediate' holdet efter at have taget en grundig test. Fint nok, jeg er trods alt ikke helt begynder. Og jeg bilder mig selv ind at jeg er ved at være ok til at lære sprog. Som en eller anden sprog-professor engang sagde: "De første 5-6 sprog er hårde at lære, men efter det bliver det meget lettere".

Mit hold bestod igennem de 2 uger af mig + 2 piger, Katrina fra San Fransisco og Isabel fra Tyskland. Derudover kom der nogen gange et par ekstra på fra andre hold. Skolen havde det princip at der aldrig er mere end 6 på et hold, ny lærer hver eneste dag og der tales desuden udelukkende portugisisk i timerne.

Det er Copacabana stranden, der kan ses i baggrunden.

Lige for at brokke mig et øjeblik nu mens jeg taler om skolen og dens hundekolde lokaler. : Hvad sker der for brasilianere og aircondition??? Overalt hvor man bevæger sig har de de her infernalske maskiner sat op! Som om det er en luksus at fryse? Jeg var mødt op til skolen i t-shirt, shorts og flip-flops, hvilket betød at jeg bogstavligt talt sad og rystede af kulde mens jeg forsøgte at klare den indledende test så godt som jeg kunne for ikke at ende på et begynderhold! Det samme skete da jeg var i biografen for at se Black Swan, der iøvrigt er en forfærdelig fantastisk film! Se den! Der var naturligvis proppet et monstrum af en aircondition maskine ind i salen, så alle kunne nyde den luksus at fryse til døde, grmf!

Jeg fatter det altså ikke.

Anyways, det der med at lære er noget mærkeligt noget, for det meste af tiden føles det som om der ikke sker nogen som helst fremskridt! De første par dage følte jeg at jeg lærte meget, efter det syntes jeg at jeg ramte et plateau. Men jeg ved at det er et langt sejt træk at lære et sprog, de her plateauer er en del af processen.

Når jeg snakker med de indfødte er der pænt stor forskel på hvordan det går. For mig virker det som om der er to grupper af brasilianere; dem der er i stand til at tale langsomt og bruge simple ord, og dem der ikke er. Det er altså lidt mærkeligt, med den sidste gruppe er det som om at lige meget hvor mange gange jeg beder dem om at tale langsommere, så fortsætter de i præcis samme tempo. Og med præcis samme ord

Et yndlingsbillede. Elsker hvordan Kristus dukker op af skyerne .

Derimod den anden gruppe, de er oftest i stand til at tale langsomt og bruge andre ord, hvis (når) jeg render ind i ord jeg ikke kender. Indtil videre er der i denne gruppe en stor del, der taler andre sprog. Jeg tror at når man har lært at tale et andet sprog, så ved man hvor svært det kan være i starten. Men jeg er også løbet ind i flere personer, der udelukkende talte portugisisk, men som fint var i stand til at tale babysprog til mig. Hmmmm, det lød forkert... Altså, som fint er i stand til at tale langsomt og tydelit og med simple ord. Jeps, meget bedre.

Nå, tilbage til skolen. De to uger forløb overraskende hurtigt. Jeg er rigtig glad for at have taget det forløb. Jeg syntes jeg fik banket meget af det grundlæggende på plads og idag læser jeg videre i vores bog. Dog i et lidt andet tempo, da der er så mange andre ting at lave nu hvor jeg har tid til det. Nåja, og fordi jeg er doven. Men stadigvæk, jeg snakker meget portugisisk hver eneste dag og når jeg så samtidig læser op på grammatikken, så føler jeg stadigvæk at der sker noget. Når jeg flere gange har hørt bestemte fraser, eller brug af et bestemt verbum, eller f.eks. nu hvor folk flere gange har brugt en anden form af datid end den vi først lærte i skolen, nemlig passado imperfeito.

De malede trapper i Lapa.

Fremtiden er jeg altså ikke nået til endnu. Nå, den når jeg nok frem til engang...

Selvom det at jeg taler fransk har hjulpet mig rigtig meget med at lære portugisisk, så er der altså også nogle ting, der har gjort det modsatte. F.eks. bare at sige "você", der betyder "du", det ligner lidt rigeligt "vous" på fransk, der betyder "De", altså den formelle form af "du". Eller "Eu fui...", der betyder "Jeg var...", der ligner det franske "Je fus...", der godt nok er datid, men en litterær form  (passé simple), der kun bruges på skrift eller meget formelt...

Nå, nok sprognørderi. Lad os snakke turistsnak i stedet.

Næst efter Cristo Redentor statuen (udnævnt til et af verdens 7 nye vidundere), som jeg besøgte sidst jeg var i Rio, så er Pâo de Açúgar (på engelsk: Sugarloaf) helt sikkert en klar 2'er. Det er et lille og meget stejlt bjerg, der ligger i midten af Rio. Det er så tilpas stejlt at den eneste vej man kan komme derop (medmindre man er bjergged eller pænt sej til at klatre), er ved at tage det sindrige gondol lift system. Dette er tovejs, først tager man liften op til et mindre bjerg og derfra en anden lift helt til toppen af Pão de Açúgar.

Udsigten er intet mindre en fantastisk herfra. Jeg har en video liggende jeg lige skal have uploadet på et tidspunkt. Man har hele panorama udsigten over Rio hvor det tydeligt ses hvordan byen har spredt sig mellem bjergtoppene. Vi var lidt uheldige med vejret, da der hang et par tunge skyer og dækkede for solen. Det gav til gengæld et par gode billeder af Kristus statuen. Jeg er vild med det billede hvor statuen lige akkurat dukker frem af skyerne.

Charles, amerikansk kammerat fra sprogskolen.

Vejret hernede kan til tider minde om det danske. De første 3 uger hernede var der konstant bragende solskin, derefter en uges tid med skyet vejr, dernæst 2 uger med masser af regn. Og nu skinner solen igen om dagen, selvom det nu stadig ofte regner om aftenen. Dog er den absolut laveste temperatur jeg har set 23 grader. Det er lige til at leve med.

Under min skoletid valgte jeg at bo på et andet hostel. Dette hedder Arts Hostel og ligger ca. midt mellem centrum og strandområderne Copacabana og Ipanema. Det er et roligt og hyggeligt hostel med en kraftig kunstner vibe, det hele er meget bohême agtigt. Der bliver en gang imellem holdt digtoplæsning o.l. i opholdsrummet. Ikke noget jeg forstår et ord af, men meget stemningsfuldt. Der er masser af kunst på væggene og jeg bor i et rum ved navn Surrealism. Selvom Stone of a Beach var rigtig fedt, så er det knap så fedt at skulle op kl. 7 om morgenen, når de andre i værelset kommer dryssende hjem mellem midnat og 3-4 stykker om natten. Det er heller ikke helt fair for dem at min alarm lyder kl 7.

Japansk pige fra skolen. Fik aldrig fat i hendes navn,
men billedet er godt så jeg syntes hun
skulle med her.

Nåja, lige for at afslutte historien om min skoletid: Første dag tog jeg en test for at se hvilket hold jeg skulle placeres på. Testen tog en times tid og gennemgik grammatik, stavning, forståelse osv. Meget grundig og pænt svær test, da den også skulle kunne bruges af eksperter i portugisisk. Jeg kæmpede hårdt og landte på 51%, hvilket gav mig en plads på 'intermediate' holdet. Godt, her blev jeg presset passende og følte samtidig ikke at jeg var ude hvor jeg ikke kunne bunde.

Efter de 2 uger fik jeg lov til at tage samme test og endte denne gang på imponerende 55%! Wheee!!! Hvilket i teorien fortalte mig at jeg egentlig ikke rigtig havde lærte noget som helst i de 2 uger!

Fantastisk restaurant i Santa Teresa. Med lige så fantastiske priser.
Så vi smuttede igen. Vi var jo fattige studerende :)

Ok, jeg gjorde godt nok den forskel anden ganng jeg tog testen at jeg sprang nogle spørgsmål over hvor jeg ikke var helt sikker. Men stadig... Når jeg nærlæser test-resultatet kan jeg til gengæld se at min 'forståelse' er gået fra 45% til 60% og min forståelse af oplæst portugisisk er gået fra 50% til 65%. Til gengæld er grammatikken gået fra 50% til 43%, hvilket vel egentlig er ret skidt efter at have været i skole... Nå, det er mindre vigtigt hvad testen siger. Jeg ved at jeg taler langt bedre portugisisk nu og at jeg har en bedre grammatisk forståelse af sproget. Og det er jo dét, der er vigtigt, ikke sandt?

Ny restaurant med menneske-priser. Klassisk feijoada.
 Super lækkert.

Næste afsnit på bloggen her kommer til at handle om karnevallet og hvordan det dog skal lykkes mig at finde et sted at sove i en by, hvor alt er booket et halvt år i forvejen i karnevalsugen. Bliv på denne kanal...

Rio min Rio

Endelig, endelig når jeg frem til hvad der vel kan beskrives som hovedmålet med min rejse. Smukke Rio de Janeiro, der har alt hvad hjertet kan ønske sig. Jiu Jitsu, strand, storby, sol og sommer osv.

Og hvad sker der så? Jeg fanger mig selv i at tænke: "Jamen... her HAR jeg jo været...". Efter mere end en måned med mange oplevelser fra helt nye steder er det første gang jeg lander et sted jeg allerede har været, jeg besøgte jo Rio for snart 2½ år siden. Dengang havde jeg brækket armen lige før jeg ankom og var derfor "nødsaget" til at nyde livet som turist da jeg ikke var i stand til at træne. Dengang svor jeg at jeg ville vende tilbage og træne en dag. Og at jeg ville tale portusisisk denne gang. Som sagt så gjort, jeg er nu vendt tilbage for at træne og lære portugisisk ordentligt.

En stor del af at rejse er for mig at opleve nye spændende steder. Så når jeg så pludselig befinder mig et sted jeg allerede har været, så giver det jo mening at denne meh-følelse dukker op. Der gik alligevel en uges tid før den var væk igen. Og den dukkede flygtigt op igen når jeg fandt mig selv på de steder jeg besøgte sidst.

Denne gang havde jeg reserveret en seng på et hostel med det meget sigende navn Stone of a Beach. Dette hostel er et fest-hostel hvor klientellet er unge festglade mennesker, der gerne bruger natten i byen, sover hele morgenen og tilbringer resten af dagen på stranden. Lækker backpacker stemning og folk fra hele verden.

Jeg nød min tid her, men samtidig er jeg her jo også især for at lære portugisisk og møde brasilianere. Dem var der ikke så mange af på dette hostel. Til gengæld løber jeg generelt ind i mange danskere, tyskere, svenskere, briter, australiere osv. Vejret var generelt helt fantastisk, gerne over 30 grader med sol, sol og mere sol.

Så dag 2 i Rio tager jeg til stranden. Møder en håndfuld andre på hostellet og smutter afsted med dem. Hostellet ligger i Copacabana, der generelt ikke er et helt så godt område som f.eks. Ipanema, der også skulle have en endnu bedre strand. Men for mig ser stranden her nu ganske fin ud. Alt er perfekt, strålende solskin, plads på stranden, gode (omend meget nye) venner. Og vandet! Åh, vandet er perfekt. Tilpas koldt når man først kaster sig i de frådende bølger. Perfekt til at køle af når man ikke længere kan holde til at smelte i solen.

Jeg sørgede naturligvis for at tage masser af solcreme på. Endda af faktor 30. Efter en god måneds tid i solen mente jeg at det burde være rigeligt. Jeg fik endda en af pigerne til at smøre et tykt lag på ryggen af mig. Hun sagde efter det, at hvis jeg skulle blive skoldet med det tykke lag på, så ville hun grine af mig.

Hvad kan jeg sige, hun endte med at grine af mig om aftenen...

Damn, lad det være en lektie her. Solen i middagstimerne er helt åndssvagt kraftig her. Ikke noget at være ude i for gringoer...

Men ok, det var ikke så slemt. Nok til at jeg var lettere rød et par dage, heldigvis ikke være. Men knap så sjovt at tage gi'en på. For jeg skulle jo naturligvis til træning her!!!! Hell yeah, endelig træning!

Endelig Jiu Jitsu! Og jeg er altså rød i ansigtet pga. solen og ikke fordi jeg var ude af form eller noget...

For dem der ikke ved det, så træner jeg i Danmark hos Choke Academy, der har en afdeling i Århus. Choke hovedkvarteret ligger i København, hvor brasilianeren Joao Pedro regerer. JP er oprindeligt fra Rio, hvor han trænede under Bolão, en 6. grads sortbælte under Carlson Gracie.

Så der ville jeg naturligvis træne. Når nu det ikke kunne blive hos Rickson Gracie...

Jeg skriver lidt frem og tilbage med Bolão og selvom han selvfølgelig gerne vil sælge mig en masse privattimer, så er min plan bare at træne med det almindelige hold. Jiu Jitsu er vigtigt for mig her, men det er ikke mit eneste mål med at være her. Der skal også være tid til at feste, gå i byen, møde nye mennesker og tage til stranden osv.

Cazuza og et par sortbælter. Jeg testede egentlig bare timeren,  men billedet endte med at blive ok.

Det viser sig at Bolão sjældent underviser i det daglige, men dette er på ingen måde et problem. Hans hovedtræner, Cazuza, har ret præcist samme kropsbygning som mig. Dette er helt perfekt for mig, da jeg vil kunne lære meget af hvordan han kæmper. Der er dog en anden ting, der hurtigt går op for mig her.

Denne mand er bindegal!

Altså, som i joker hele tiden. Jeg fatter ikke ret meget af hvad han siger, da der ikke er mange, der taler engelsk i holdet. Men tonen i hans stemme og at der hele tiden er latter i dojoen taler for sig selv. En enkelt joke fattede jeg dog. Manden smutter hen til vinduet (dojoen ligger på 11. sal) og sender en stor, fed spytklat afsted. Derefter spiller han fodgænger på gaden, kigger op og udbryder "Ah, det regner!".

Men hans Jiu Jitsu er til gengæld pænt seriøs. Når jeg ser ham rulle med andre sortbælter, så leger han virkelig med dem. De har ikke en chance. Det har jeg naturligvis heller ikke jeg når jeg ruller med ham. Det virker så ufatteligt nemt for ham. Og det er hvad han siger igen og igen: "Jiu Jitsu é fácil!" (Jiu Jitsu er nemt!). Det er svært at argumentere imod når man ser og oplever hans game. Men for pokker, at rulle med ham er som kattens leg med musen. Et øjeblik tror jeg at jeg gør fremskridt, en brøkdel af et sekund når jeg at tænke "Hmmm, er det her mon en fælde?" hvorefter jeg pludselig bliver vendt rundt og må tappe ud sekunder efter. Jeps, så nemt kan det være...

Men pokkers inspirerende at opleve! Tænk hvis man en dag kunne nå så langt.

Udsigten fra Santa Teresa, Rio

Resten af holdet er heller ikke ligefrem ringe. Jeg har endnu ikke rullet med nogle hvidbælter, men blåbælterne her giver mig også problemer. Først ved min femte træning lykkedes det mig at vinde en kamp! Og så endda mod en lilla bælte :)

Træningerne har indtil videre bestået af en opvarmning, lidt kort teknik-træning, der flere gange har bestået af stående kast og andre stående øvelser. Generelt har der ikke været så meget fokus på teknik delen. Sidste del har altid været kamp som vi er vant til derhjemme, bortset fra at træneren altid bestemmer hvem, der ruller med hvem. Det har betydet at jeg har rullet med pænt mange sortbælter. Fint nok, der er meget guld at hente her for mig.

En hyggelig café hvor jeg endte med at læse portugisisk nogle timer.

Jeg vil sige at holdet har taget rigtig godt imod mig, taget i betragtning at jeg ikke fatter meget af hvad de siger. De snakker generelt meget, meget hurtigt og taler meget slang (giria) som jeg fatter endnu mindre af.

Samtidig kan jeg mærke hvordan de langsomt åbner op for mig. Flere stiller spørgsmål og joker med mig. Generelt meget sjove og venlige mennesker. Dem skal jeg nok ende med at komme rigtig godt ud af det med.

Iøvrigt, jeg har været lidt doven med kameraet på det sidste, det håber jeg at i kan leve med...